kortkritik

Muskuløs sabotage

L'Rain – Roskilde Festival
© Nanna Ferslev Andersen
© Nanna Ferslev Andersen

Taja Cheek aka L’Rains koncert på Mantra-scenen startede med en mediationsøvelse: »Lad os trække vejret sammen,« opfordrede Brooklyn-sangeren fra scenen. Klip til slutningen af koncerten, hvor hun headbangede, bankede sin feedende guitar i gulvet og skreg sin hals i stykker. L’rain laver musik, hvor enderne ikke mødes, og det gjorde de heller ikke på Roskilde Festival. 

Det er ikke så meget dét, at musikken er kompleks. På albummet Fatigue har vi hørt Cheeks eminente evne til at skabe musik, der aldrig stopper med at gro – som et endeløst daggry over vidt forskellige lydlige landskaber. Men i festivaludgaven blev de fleste af numrene saboteret af en hårdtslående muskuløs energi. 

Den tjekkede æteriske neo-soul blev alt for bastant og tabte hele sin New Yorker-coolness på gulvet. Discotrommer steg i tempo indtil lokomotivet kørte af sporet. Hvad skulle vi med alle de rumle-stykker, hvor guitaristen spillede med sit guitar-stand, mens trommeslageren haglede over tommerne? Det var ikke spor rowdy. Påtaget støj, uddannet kaos. Ikke lige den slags rodebutik, jeg havde håbet på.