Simon Steen-Andersen
60
© Alexander Banck-Petersen
Det er et ydmygt emne, Simon Steen-Andersen har valgt til sin performance Walk the Walk: emnet er at gå. Følgerigtigt går de fire performere fra schweiziske Ensemble This Ensemble That rundt på scenen både i almindelige og lysende sko, på stedet, på løbebånd, og bare helt normalt. Walk the Walk er en tour de force gennem forskellige vinkler på emnet, og forskellige vinkler at lave teater på. Performerne er del af en nøje timet score, hvor hvert et skridt og til tider enhver stavelse skal leveres pointeret for at gå op i en højere enhed med scenografi, lydplayback og de øvrige medspillere. Instrumenter spiller de ikke på, de spiller på og med rekvisitterne; sko eller mikrofoner for eksempel. Kun helt til sidst får perkussionist Brian Archinal lov til at røre drumsettet, indtil også det bliver taget fra ham når det bliver hevet op i luften. Trommerne spiller videre, dog, ved hjælp af en slags trommeslagsmaskine. Scenografien tager over.
Tysk teater ser ud til at have inspireret komponisten, der arbejder med kneb som meta-samtaler om værket i værket (som den tyske instruktør René Pollesch), musikalsk nonsense (i stil med noget Christoph Marthaler kunne have fundet på), eller en scenografi der bliver til et selvspillende instrument (som Heiner Goebbels tidligere har gjort). Bedst fungerer værket, når sammenhængen mellem emnet og det sceniske og musikalske bliver tydligt, som når performerne går i takt med et lydsample, der bliver kortere og kortere, og det udsnit af scenen, vi som publikum ser, bliver mindre og mindre. Mindre godt fungerer det, hvor musikerne agerer som skuespillere, eller skal lipsynche til lydklip, hvilket de desværre gør rigtig meget.
Walk the Walk er en multimediel undersøgelse af et tilsyneladende banalt tema. Men præcis hvorfor vi skal se et stykke om at gå bliver ikke helt klart. Snarere virker emnet som en undskyldning for de forskellige permuteringer af mediale konstellationer, komponisten vil lege med. Live-tale, optaget tale, samples, scenografi, rekvisitter, lys – alt dette er instrumenterne, Steen-Andersen bygger sin komposition af. Imponerende er det, og han finder på originale kombinationer. Æstetisk efterlader det et blandet indtryk. Et eller andet sted mellem sofistikeret koncept, en hjemmelavet virkende scenografi, drenget humor og lecture performance. Steen-Andersen spiller højt risiko når han vælger selv at stå for alt fra musik til scenografi, lys og instruktion. I nogle få øjeblikke bliver publikum belønnet med noget enestående. Men hvorfor ikke have tillid til et dygtigt hold skuespillere, en scenograf, lysdesigner, dramaturg eller en instruktør? Den præcision, værket forlanger, bliver ikke helt forløst.
1.4978540772532
13.07.2023
Der er huller i disse toner fra Theresienstadt
Susan Philipsz: »Study for Strings Sokol Terzín«
© Jens Henrik Daugaard
To ensomme instrumenter – bratsch og cello – høres på hvert sit lydspor ved hver sin videoskærm, som viser optagelser fra den tidligere kz-lejr Theresienstadt: afskallede mure, spindelvæv, en gymnastiksal uden liv. Kompositionen, de spiller, er skabt hér; den tjekkisk-jødiske komponist Pavel Haas (1899-1944) skrev et orkesterværk, som nazisterne brugte som lydspor til en propagandafilm om Theresienstadt. Vi hører ikke noget orkester. Det er derfor, de to instrumenter lyder så forladte. Selv om de også taler sammen; toner gentages mange gange, som prøver de at puste liv i de tomme rum. Melodilinjerne er løsrevet ud af den sammenhæng, de burde være i, men ikke kan være i, fordi komponisten blev myrdet kort efter, han opførte værket.
Som andre Holocaust-repræsentationer lader den Turner Prize-vindende skotske kunstner Susan Philipsz os se, at de synlige spor af uhyrlighederne er forsvundet. Kameraet gør sig umage. I dén rungende tomhed runger de spøgelsesagtige guirlander af toner, som ikke passer sammen. De er fyldt med huller – der burde have været flere musikere til at få dette musikstykke til at lyde rigtigt. I højttalerne lyder celloen og bratschen næsten elektriske, uhyggelige, det er så langsomt det hele, tonerne strækkes, til de ikke kan mere. I sin bog Images malgré tout (Billeder trods alt) forsvarede kunstteoretikeren Georges Didi-Huberman brugen af alle billeder, som eksisterer fra grusomhederne. Det samme her: Haas’ musik påkalder sig at blive hørt, ikke glemt. De er lyde, trods alt. Amputerede, skønhedssøgende, eller rester af noget skønhedssøgende. For ingen komponist – selv under de værst tænkelige forhold – laver musik, som er bevidst ond.
© PR
In Naldjorlak French composer Éliane Radigue takes us on a journey of microscopic proportions as a seemingly simple musical situation reminiscent of her earlier work for synthesizers unfolds. Naldjorlak is a work for unaccompanied cello and Radigue’s first composition for acoustic instruments and relies on a verbal communication between composer and performer. Cellist Charles Curtis, hones in on just one note for the duration of the piece, however, this premise which at first can strike the listener as simple is anything but.
What 91 year-old Radigue is asking of her listener is to be present and it might come as no great surprise that she has been a practicing Buddhist since the 1970's. To experience Radigue’s music you need to be able to follow sound to its silence, and that is a mental state. Naldjorlak is an invitation to deep listening. What do you hear when you stop in your tracks and begin truly listening as Charles Curtis drones on? Curtis is right at home in Radigue’s investigation of sound and his playing reminds us that without a great performer a great work of sound art does not exist. Had there been a score we could have mused that the work itself exists for the reader to experience through reading, but given the fact that composer and soloist have worked verbally it is more difficult to imagine this piece without its performer and so it’s difficult to fully know when we are hearing Radigue and when we hear Curtis.
Curtis brings Naldjorlak to life so subtly that it’s easy to think that he is doing nothing. It sounds deceptively simple at first but if you take the time to actually experience the pace of the droning you will notice that not only are the two versions offered on this release vastly different in character and expressivity. They aren’t really drones with its implicit monotony, rather they are microscopic worlds of constantly changing textures of sound, and it is the way Curtis so masterfully mediates Radigue’s ideas that makes these recordings from Los Angeles and Paris so captivating.
© PR
Hvorfor pressematerialet til Matt Choboters album Postcards of Nostalgia dvæler så meget ved begrebet jazz, er mig en gåde, selvom Choboter til tider rammer samme toner som Keith Jarrett, når han undersøger genrens ydre rammer. De toner, den København-baserede canadier rammer, er nærmere i familie med kontekstualiseret ambient, klangkunst og især hele skolen omkring John Cages ideer om prepared piano og konkret musik. Tilsæt et skvæt balinesisk gamelan-musik, og det kan knipses jazzet sammen.
Med lovningen på ti værker skabt på baggrund af radikalt nye tuninger og magnetiske manipulationer af klaveret, kunne man forvente helt unikke toner. Og når det er bedst, blandes klaverets maniske gungren med dundrende dommedagsgamelan, susende sinus-toner og hvid støj. Når det er værst, byder Choboter på ligegyldige præparerede stykker, der lyder som hvilken som helst anden rytmekonsstuderende, der spytter tyggegummi ind mellem tangenterne.
Trumfen er »Fontes-des-gaumes« – grænserne mellem manipulationer, syntese og feltoptagelser er total, og jeg kommer i tvivl om, hvad er virkelighed, og hvad er Choboter. Omvendt lyder næste nummer, »Eleusian Mystery«, hvis titel er lige så generisk som tonerne, som et forsøg på at lave et artsy soundtrack til en dårlig B-film, der moonlighter som psykologisk horror. Ikke synderligt nyt, og man glemmer hurtigt konteksten.
Netop konteksten kan være svær at få en fornemmelse af, når Choboter banker på klaverets karosseri. Postcards of Nostalgia tårner sig aldrig op fra de andre tusindvis at prepared piano-værker, og netop den ærgerlige duft af anonymitet forhindrer lytteren i at relatere og genfortolke værkerne i en tænkt kontekst. En evne som god klangkunst skal have. Det opnår Choboter kun i momenter, og det er måske det, der gør værket jazzet?
© PR
Egentlig er IMMUN en trio. Men kun en tredjedele af gruppen mødte op på 5e. Men Randi Pontoppidan (vokal og live electronics) og Kirstine Lindemann (blokfløjter og vokal) skabte en fest af lyd og performance. Perkussionisten Peter Bruun var denne aften strandet på Svalbard, så de havde taget en panda-bamse med som substitut, og den blev helt uhøjtideligt det rituelle centrum i spændingsfeltet mellem duoen, et lydløst brændpunkt i hvirvlen, som en tryllekunstners rekvisit der fanger publikum i magisk illusion.
Koncerten var en skarp simultandialog: Pontoppidans ekstremt virtuose vokaludtryk, minutiøse toneskift, tungetrick, ord- og sætningsbrudstykker, diskret bakket op og videreudviklet af live electronics, og Lindemanns intense smelten ind i den kæmpestore avantgardeblokfløjte med åndedræt, stemme, instrumenttoner og perkussiv klapbrug, lejlighedsvis afløst af mere traditionelle blokfløjter.
På samme tid løssluppent og stramt komponeret faldt koncertens serie af sessions overraskende naturligt på plads i former, der mindede om satsfølger med fjerne rødder i klassikken. En slags Mozart-i-det-enogtyvende-århundredes lydgøgleri med et sprog fra dybet af stederne, hvor musikken opstår. Usvigeligt rutineret, uden på noget tidspunkt at minde om rutine. Det var Kirstine Lindemann og Randi Pontoppidan den aften på 5e. Meget mere af det!
© Andreas Johnsen
Normalt er de alle frivillige på Roskilde Festival. En stor gruppe mennesker fra Socialpsykiatrien, den lokale bryderklub og andre foreninger. Nu aktive deltagere i projektet Resonerende Rums performance, i gule veste og slidt hverdagstøj. Og ja, hele træpavillonkonstruktionen begyndte at vibrere let. For lydkunstneren Lars Greve havde »præpareret« Platform-scenen med transducere i 20 bænke, i gulvet og i loftet. Performerne raslede og knitrede på diverse instrumenter. I starten var rummet akustisk, klokker og horn, langsomt blev rummet elektrisk, rummet voksede og bølgede et sted mellem ambient og mere hakkende dronelyde. Greves klarinet mødte saxofontoner fra en mand, der måske ikke er vant til at stå på en scene og blive kigget på på den måde.
Hele tiden kørte et soundscape med lyde, som de medvirkende havde optaget på steder, de holder af. Stemningerne var mangfoldige – fra hård industri til den blødeste natur. Hør, var det ikke lyden af blade i en lækker skov?
Det var svært ikke at holde af denne formiddagsseance, som sluttede med, at hele gruppen mødtes i midten til den spinkleste lyd, som en spilledåse. Også instrumenter kan være udsatte, men de har stemmer, og hvis man giver sig tid, kan man høre dem sige noget vigtigt. Der kan opstå resonans. Værsgo: Et socialt instrument, en højttaler, et nyt værested til alle slags ører.