kortkritik

Burattellis musikalske eksil

Francesca Burattelli: »Battle Fatigue«
© Francesca Burattelli
© Francesca Burattelli

Tågen har lagt sig på andet album fra den elektroniske komponist og vokalist Francesca Burattelli: På Battle Fatigue damper en mystik fra de rumklangsmættede elektroniske lyde. Er det de katolske katedraler, vi hører? Eller et overjordisk spilunivers?

Burattelli søger ikke forløsningen, men dekonstruktionen. Korthusene bliver bygget med en drift mod kollapset – som om musikken allerede er væltet, når den går i gang. Det kan være frustrerende at gå i møde som lytter, fordi det føles som om, at indgangen til numrene er låst. Vi vil gerne lukkes ind. 

Accepterer man distancen, er der efter et par gennemlytninger meget at komme efter. Titelnummerets messende første halvdel føles æterisk som hellig røgelse. »Save your mana for the long run,« lyder det gamer-agtigt i en Kate Bush-poppet frase, inden musikken knækker over på midten og bliver til beat-fragmenter og spoken word. Det er musikalsk exodus – eksil fra de fasttømrede referencer og nedarvede former. 

Til tider tætner disen og bliver til tordenskyer. På »La Cura« sender Burattelli italiensk rappende lynild af sted oven på et tryksparkende minimalt beat. Den Arca-agtige »Giove« giver også gyngende smæk for skillingen. Blodtørsten skaber åbninger. Man forstår, at Burattellis musik ikke handler om virkelige verdener eller jordiske følelser. Alligevel kan de mærkes.