Kan man virkelig opleve et måltid som en æstetik i sin egen ret? Jeg sad stilfærdigt i cirklen af komponist Line Tjørnhøjs spiseritual SPRING og spekulerede over, om jeg havde prøvet noget lignende før. Det var både mere end en kulinarisk og musikalsk oplevelse. Komposition forklædt som servering, måske. Eller et tekno-organisk procesværk med munden fuld af tre retter mad, augmented reality og NFT-økonomi. Omfangsrigt, i hvert fald.
Den algegrønne velkomstdrink smagte som Øresund dryppet i en Virgin Mojito. Læskende. Intet behov for dinner music, der var masser af lyd omkring os. Enghavevej brummede, mens vi fortærede den sirligt stylede grøntsagssuppe. Vi rev citronskal, stødte krydderier, gnaskede og slubrede. Der var en fredfyldt rytmik i måltidets samvær – en eftertænksom klangbund i forholdet mellem spisningens indre og ydre lyde.
Men så bankede fremmedgørelsen og kiks-æstetikken på døren. Den iPhone, vi havde fået udleveret, skulle frem mellem forret og hovedret. Middagsselskabet blev en glitchende AR-gæst rigere: en aldeles lo-fi udgave af generalsekretæren fra Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.
Freden var forbi, hyperrealismen havde meldt sin ankomst. Madroen blev pludselig syrlig. Qvist-Sørensens skurrende spiselyde forskød sig rundt i vores skingre telefoner og plantede en kærkommen konflikt. Nærvær og forskydning ramlede frontalt sammen – og i det greb, blev værket til sin egen indtagende størrelse. Tak for mad.