kortkritik

Fuldendt fortabelse

Quiver: »Artificial Tranquility«
© Quiver: »Artificial Tranquility«
© Quiver: »Artificial Tranquility«

Quivers debut-EP, Artificial Tranquility, spilder ikke min tid. Få sekunder efter at jeg har trykket play, gennemdolkes trommehinderne af staccato elektroniske issyle. Næsten lige så hurtigt som denne bratte opvågnen, falder der et orgel ind bag støjen og ændrer oplevelsen: Et radikalt skift i tempo og humør.

Parringen mellem synths, samples og orgel – et instrument, der med sit dronende aspekt i virkeligheden ikke er så langt fra elektronisk musik, som dets kirkelige associationer ellers kunne implicere – skaber en bred spændvidde, som denne EP i høj grad benytter sig af. Sammensmeltningen af de elektroniske elementers hårde, aggressive hakken med en analog sørgmodig fylde og varme skaber et lydbillede, der kræver min absolutte opmærksomhed. Det lyder ikke bare som en masse synths og samples smidt i en blender, hakket i småstykker, og sammensat på ny – til tider lyder det faktisk som selve blendeprocessen. Kaotisk og destruktivt. Og på andre tidspunkter smukt og sammensat.

Jeg har en svaghed for denne moderne blanding af progressive electronic, samples og analoge instrumenter, og netop derfor præsenterer Quiver mig ikke for noget, jeg ikke har hørt før. Til gengæld formår han på blot omtrent 16 minutter at skabe et fuldendt værk, der både fungerer i sin egen ret og gør mig nysgerrig på, hvor han vil tage sin lyd hen i fremtiden.