Trentemøllers tryllestøv

9
feb
kortkritik
Trentemøller: »Memoriam«

Den danske Godfather af moderne elektronisk musik er ude med et formidabelt album – alt er skrevet og produceret af ham selv og partneren Lisbet Fritze, som optræder med sin angeliske og uimodståelige vokal. Ligesom Buster Oregon Mortensen (Busters Verden, red.) kan Trentemøller noget andre ikke kan, han har nemlig lært at trylle og med magiske formularer og tryllestøv har han skabt 14 skarptslebne skæringer. 

Trentemøller mikser atter bastunge beats med svævende lethed og leger med grænserne for, hvordan han med uortodokse midler både kan skabe genklang hos et bredere publikum og samtidig dupere musiknørder verden over. Lytteren kommer med på indre rejser gennem alt fra »Glow«, der inviterer til clubbing med Autecre, »No More Kissing in the Rain«, som er en Trente-elektronisk fortolkning af indiepop a la Raveonettes samt en goth-industrial portal til den legendariske film Spawn: Nummeret »Dead or Alive«. Twin Peaks-mysticisme skinner igennem på »In the Gloaming«, imens man med »Drifting Star« drømmer sig væk i evige solnedgange. 

Memoriams eklektiske tidløshed gør, at den på ingen måder er trendy men derimod langtidsholdbar og ville fungere forrygende som soundtrack til en film, TV-serie eller spil. Der er noget til Generation X, hipsterne, Jomfru Ane Gade og kosmopolernes natteravne. Uden tvivl en udgivelse, som vil vinde indpas i mangen en vinylsamling, være baggrundstæppe på tjekkede kaffebarer og gøre sit indtog på mixerpulte i underjordiske natklubber.