Genreselvmord på klubben
Puha. Allerede efter første nummer på Romeo må jeg trykke pause, hente et glas vand og tage en dyb indånding. Der er smæk på den irske producer Sega Bodegas svære 2’er. Et lemlæstet vokalsample starter pladen og bliver hurtig ledsaget af filtreret beatboxing og den mest ildevarslende strubelyd, jeg længe har hørt. En dommedagsintro, der forbereder en adrenalinhøj gabber-puls i trommer og bas og det slagkraftige spørgsmål: »You don’t own my effiminacy, do you?«
Det hæsblæsende åbningsnummer »Effiminacy«, der også rummer et barmhjertigt og dødlækkert omkvæd i half-time, sætter tårnhøje forventninger til resten af pladen. I den grad overmodigt. Men også befriende, fordi vi slipper for albumformatets tyndslidte berettermodel og går direkte til point of no return.
Selvfølgelig vil Bodega for meget på én gang. EDM-troper, vrangvendte popformer med fremmedgjorte omkvæd, underkuet dancehall, 2021-trends som hyperpop og UK garage og så naturligvis vokaler i alle regnbuens manipulationer. Arca kigger også forbi på nummeret »Cicada« og dekonstruerer alting i sin vanlige blodrus. På »Naturopathe« bliver vi beriget med Charlotte Gainsbourgs hviskevokal i en herligt simrende mosekonebryg af et listende lounge-track.
Det er en tidstypisk genrekamikaze, Bodega bedriver. Stilren forvirring. Men der er noget særegent i den rastløse måde, han blander de forskellige klubgenrer på. Ikke hovedløst, tværtimod. Sangskrivningen er det primære, og det er en fryd at høre, hvordan de iltre indfald bliver til nysgerrige sangstrukturer og mageligt beherskede produktioner.