Den finske multikunstner Jan Anderzén har med albummet Hoshi, udgivet under solonavnet Tomutonttu, begået en i sandhed lille stjerne. Ikke kun fordi 'hoshi' bogstaveligt talt betyder 'stjerne' på japansk, men tillige i særdeleshed i kraft af selve musikken. Der er noget kosmisk, men samtidig uendeligt småt, over de lyduniverser, som Anderzén skaber. Som en galakse reflekteret i en vandpyt eller en rumrejse i en raket udformet af en hul træstamme. Synths afgiver travle, varme blip og blop, mens ultrakorte stemme- og instrumentsamples skaber en genkendelig uklarhed. På samme tid artificiel og organisk, blød, rund, kantet, skrattende.
Anderzén har en legesyg tilgang til lyd, som jeg simpelthen knuselsker. Hans musik er underlig på en utroligt behagelig måde. Den hensætter mig i en form for farverig trancelignende tilstand, som kun forstyrres, når jeg, adskillige gange i løbet af albummets spilletid, kommer til at trække på smilebåndet i begejstring over en virkelig god lyd. Synthsene på »Katse osuu sähköön!« Korsamples på »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaaras fløjte på »Malta lausua ‘AH’!« Og mange flere. Hoshi er et album spækket med mikroskopiske øjeblikke, der tilsammen udgør et flosset, eksploderende, farvestrålende idiosynkratisk hele. En stjernestund på knap 38 minutter.