Jeg tænker ofte på det underlige faktum, at alle kan se på en hvilken som helst overflade og med det samme forestille sig, hvordan det ville føles at slikke på den. Måske skyldes det en særlig intersektionel forbindelse mellem kroppens forskellige sanser? Måske fortrængte minder fra Freuds orale fase? Ikke desto mindre tror jeg, vi alle ved, hvordan det ville føles at slikke på en murstensmur, et rustent rør eller reolens øverste, mest støvbeklædte hylde.
Jeg kom igen til at tænke på dette forhold, da jeg så Tobias Holmbecks afsindigt smukke cover til Frederik Sandfelds debutalbum Fractionations. Et abstrakt landskab, der på en gang ligner en blyantsskitse og et fotografi. Skummende bølger? Et ocean af fjer? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det.
Også Sandfelds droneunivers består af langstrakte teksturerede flader. For eksempel forestiller jeg mig, at min tunge ville blive mødt af langsomt dryppende, klistret harpiks, hvis jeg kunne slikke på den melankolske guitarkomposition »An Unpromising Beginning«, der lyder som et fjernt, solbleget minde om The Beach Boys. Dens modstykke findes i den ni minutter lange »Havoc«, hvor en insisterende industriel rytme – symmetrisk placerede jernbolte i en betonmur – får selskab af en saxofons kalkagtige porøsitet. Således kommer sanserne på arbejde i mødet med Sandfelds både smukke og meget varierede Fractionations.