Enestående fremtidsflaskepost

Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.

Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.

Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.

Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.