Beats, bas og bekræftelse

Heidi Mortensons nye alias og album af samme navn, Phtalo, er et projekt, der meget bevidst refererer en delvist svunden tid, de gode(?) gamle dage, hvor housemusik handlede om fællesskaber. Phtalo er eksplicit queer og anti-ableistisk, hvilket kommer til udtryk via de mange vokalsamples, der er flettet ind blandt de energiske beats, bløde synths og tunge basgange.

Albummet lægger lovende ud med nummeret »We Have a Body«, der med sin uhyre ørefængende første del henleder tankerne til svedige aerobicstudier i lige så høj grad som mindst lige så fugtige dansegulve. For derefter at skifte musikalsk identitet flere gange i et hæsblæsende løb, der får mig til at ønske, at flere af disse ideer ville være blevet udviklet til længere, separate numre. Efter denne eksplosive start tabes pusten lidt, og mens andet nummer, »Emotions Are My Power«, glimrer med sin nærmest hymniske lovprisning af følelser som en styrke, så er det først med afslutningsnummeret, »Leo«, at jeg føler den samme begejstring, som jeg gjorde indledningsvist. 

Højdepunkterne er dog så høje – og de såkaldte lavpunkter i virkeligheden ikke så lave – at albummet, med sin inkluderende og imødekommende atmosfære, som helhed er et glædeligt og livsbekræftende eksempel på, hvad det er, housemusikken altid har stået for: beats, bas og bekræftelse.