
I August Strindbergs symbolmættede drama Et Drømmespil fra 1902 forlader gudedatteren Agnes sit himmelske hjem og tager bolig blandt menneskene. Da hun ved stykkets slutning vender tilbage, opsummerer hun sine jordiske lidelser således: »At være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige, lyse tanke fanget i fedtfletningers labyrinter.«
Disse fedtfletninger væver sig ligeledes ud og ind af komponisten Lil Lacys Strindberg-fortolkning, mens det luftige, det lyse repræsenteres af lette overtoner. I Lacys multimedieundersøgelse fremstår mennesker forbundet på tværs af udstrakte geografier og generationer. Det understøttes af et komplekst landskab af klassisk og elektronisk musik, lys, billeder, skrevne og talte ord.
Som hos Strindberg er det gudernes verden, der har rod i det konkrete. Lacy starter med noget så jordnært som lyden af en gulerod, der skrælles og gnaskes, mens tandsættets kværnende rytmer runger gennem kraniet. Herefter glider vi over i drømmen. Agnes synker videre, langt, langt ned til menneskene, mens tonerne fra et akkordeon, spillet kyndigt af solisten Bjarke Mogensen, bliver til lyden af en lunge i konstant bevægelse, et organ der langsomt udvider sig, trækker sig sammen og holder os fast i livet, mens vi sover videre. Strygerne understreger denne skubbende, trækkende bevægelse.
En række stemmer – tilhørende en sydafrikansk kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger og andre – fylder salen. Nok er det »synd for menneskene« (jf. Strindberg), men hos Lacy er figurerne fulde af håb og drømme for fremtiden. Som mennesker ejer vi ikke guddommeligt overblik; vort syn er netop »svækket af et øje«, af den fysiske verden vi er kastet ned i. Samtidig er der skønhed at finde i »fedtfletningernes labyrinter«, i måden vi er bundet sammen på.
You are somehow connected slutter ligesom Et Drømmespil med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt. Andre steder i opsætningen svæver citater fra Strindbergs tekst over musikerne. Denne direkte forankring i den oprindelige dialog virker dog unødvendig. Lacys stykke kan sagtens stå selv.
Kristine Tjøgersen skaber urimeligt smuk økopoesi

Naturens dyreliv er både smukt og legende – specielt i Kristine Tjøgersens musik. Det er nattens vilde, uforudsigelige liv uden for menneskets domæne, der står i centrum på hendes nye album Night Lives, skabt som en del af Ernst von Siemens-prisen, som Tjøgersen som den første norske komponist modtog for nylig.
Albummet er en lydversion i syv satser skåret ud af et scenisk værk på Ultima Festivalen i 2023, og det fungerer fuldstændig perfekt alene i en halvakustisk version spillet af Cikada Ensemble. Musikken spænder fra legesyge, eksperimenterende, rytmiserede lydbilleder af instrumenter der rasler og knitrer – til intense pulserende forløb. Tjøgersen har en helt speciel klangfølsom forståelse af instrumenterne, som gør, at hun kan morfe overraskende mellem akustisk og elektronisk, kulturelle miljøer og tider. Fra en enkel, langstrakt fløjtesolo til et dansende computerunivers – uden at blinke.
For 40-50 år siden kaldte man det postmodernisme, når gammel musik dukkede op i ny musik som det materiale, komponister genbrugte. Det gav mening, fordi mange dengang havde et bibliotek af historisk klassisk musik i hovedet, som et refleksionsrum alt det nye blev fortolket i. Publikums hoveder er anderledes i dag. Kristine Tjøgersen kan for eksempel sagtens bruge en helt straight baroksats som afslutning på albummet – som udgangspunkt for en musik, der tynder ud og går i stå i vanvittig smuk utopisk verden af akustiske strygere og synthesizer. Uden man tænker, at hun forhandler med publikums fornemmelse af fortid og nutid. Naturlyde, efterligninger af naturlyde, harmonier og hele sekvenser er bare byggeklodser i hendes personlige eksperimentarium. Og hvilket et!
Når eksperimentet bliver tragisk smukt

»Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.
Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.
Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.
Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand

Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas.
De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.
Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.
Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.

På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.
Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.
De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.
Absurd skønhed i støjens teater

Begrebet dadaisme må bruges med varsomhed – det risikerer let at blive en kliché og trampe respektløst på sin oprindelse. Alligevel er det svært at komme udenom netop dadaismen, når man hører The Swamp, skabt af de norske eksperimentalkomponister Maja Ratkje, Thorstein Slåen og Sigurd Ytre-Arne. Albummet er et 40 minutters kaotisk spejl af samtiden, formet af nådesløs improvisation, støjdroner og Ratkjes absurde vokal.
Musikken er rå, harsk og direkte uskøn – en konstant strøm af manipulerede reallyde, som leder tankerne hen på et foley-studie fra en horrorfilm. Klokker, metalklange, hvid støj og industrielle lyde warpes ind over hinanden, mens en synkoperet, truende rytme og en gennemgående fuzz-drone driver musikken fremad. Mest fascinerende er Ratkjes vokal, som fremstår som et mysterium: synger hun på keltisk, norsk eller blot volapyk? Det sidste virker mest sandsynligt og vækker mindelser om Kurt Schwitters’ dada-poesi, især Ursonate fra 1932. Samtidig trækker hendes vokalteknikker tråde ned i nordisk muld – mod vølvesang og vikingeviser.
Kombinationen af kontrolleret støj og målrettet kaos løfter det meste af albummet, hvor åbningsnummeret og den komplet ustyrlige »Discomanic« bør fremhæves. Førstnævnte er det tætteste, trioen kommer på noget konventionelt; sidstnævnte grænser til rendyrket lydkunst. Kun de to langsommere numre – den syv minutter lange »Oligarchification« og »Lullaby for Trembling Hearts« trækker lidt ud. Ellers formår gruppen at holde materialet fokuseret, skarpt og ekstremt syret. Det er imponerende, hvor effektivt det hele virker, når udtrykket samtidig er så nådesløst og udfordrende.