I hjørnet af Støberiets forsamlingslokale hænger en brudekjole af det pureste hvide plastik. Den tilhører POSY aka. James Black som bizar runaway bride i et multikøn af pap og PVC. På en skærm ses POSYs trivielle hverdag sløjfe sig som korte modløse Instagram-videoer. Hurtige sprittuschtegninger på væggen tilføjer en orakelstatus til Blacks vidunderligt mærkelige karakter – i denne installation går det trivielle og det sensationelle i hårdknude.
POSY II – The life of POSY er del af koncertinstallationen Sa(l)vages kurateret af det entreprenante ensemble K!ART. Fem solooptrædener kredser om begrebet affald/spild. To af komponisterne spiller på hjemmelavede skraldeinstrumenter. Emil Vijgens trækasse med fjedre spændt på toppen har klanglig dybde; formen efterlades dog lovligt søgende i Spring Pastludes, og Kristin Warfinges Space Junkyard taber mig omvendt i brugen af loop-sekvenser. Nærværet sættes over styr.
Neli Pantsulaias højttalerværk Just the Simplicitity of Life er et spøgelsesopkald fra 00’erne: En gruopvækkende surftur på bilradioens FM-bølger med Britney Spears og sælgerstemmer monteret med nødopkald og elektroniske støjeffekter. Before, Behind, Between, Above, Below af Connor McLean lyder også hacket. Mikkel Schou agerer cyborg: Autotunet til at være out of tune med sin westernguitar plastret til med slimede effekter.
Aftenens højdepunkt var Rob Durnins trommesæt-etude these gizmos are totally ill-suited for my birthday bash, mom: Hsiao-Tung Yuan udstyret med de underligste trommestikker i form af asiatisk snakkende højttalere, som bragte barneleg ind i en stiliseret afmontering af den kultiverede trommeslager.
Summa summarum om Sa(l)vages: Der er spildmateriale derude, som ikke må gå til spilde. Spændende idéer og lyde materialiserer sig ofte i randområderne af objekternes egentlige intention. Men jeg savnede noget mere skrald i affaldstematikken, der kun glimtvis bed fra sig.