Simuleret ursuppe

Den første gang, jeg satte dette album på, fyldtes jeg næsten øjeblikkeligt af en nærmest barnagtig begejstring. En særegen kombination af overraskelse og genkendelsens glæde overkom mig. Jeg havde aldrig hørt albummet før, men det føltes, som om jeg alligevel havde hørt musikken før.

Kaj Duncan Davids musik drypper, bobler, trækker vejret tungt og udånder, vokser og fortaber sig. Den er fyldt med vokallyde – menneskelige, eller et stykke softwares imitationer? Et sprog de- og rekonstrueret. Synths, der til tider simulerer analoge instrumenter. Faktisk er det, som om alt ved denne musik simulerer. Hypervirkelighed a la Baudrillard i øverste potens, et simulakrum af et simulakrum.

De elektroniske flader, blip og blop samt stemmer iblandes lejlighedsvis dyrelyde. Alt fra heste, grise og hunde til frøer, katte og fugle får lov til at istemme sig koret. Især katten på titelnummeret frembringer konsekvent et smil på læben. Der er noget mystisk, mytisk, men også absurd humoristisk over det.

All Culture Is Dissolving er som en kedel i kosmisk størrelsesorden, hvori al eksistens er blevet kogt ned til en ny ursuppe – og dette er, hvordan det lyder. Det flyder over af liv, eller i hvert fald en approksimation af det. Overraskelsesaspektet er nu ved nærmere bekendtskab gået tabt, men begejstringen er ikke aftaget.