Ej bel canto-rap sivede fra Pis’ mund i garagen i det idylliske Øgadekvarter. Snarere aarhusiansk, semimuntert, hårdt knækket prosa om at være en upcoming hiphopduo. Vi var de tilladte fem til indspilningssession: 2,5 meter foran mig og en anden gæst var Chris (Christian Windfeld) på friske trommer og forsanger Pis (Niels Kern Bertelsen) plus producer bag døren. Og uanset hvordan »Hulubulu, hvor er de hænder?« og bidske numre om flere likes, flere royalties, innovationer og entreprenante partnerskaber kommer til at lyde i deres final cut, så fattede vi foredraget om at »tage den store dyne på«.
Kunstens hellige haller er lukkede, og garagekulleren kan kureres med ‘kontaktløse’ studio-visits i højhuse via droner. Eller: via en meget kontaktfuld, kammeragtig og fysisk grounded øver på 28 minutter, midt i 8000 C. Udstillede var vi, men det var også et trygt mikrokosmos at træne skills i: Engang letter dynen, og vi bliver mere end en håndfuld til at dele beatet. Mine forsøg på håndtegn var pisseforkølede. De foregik i hjernen. Håndtegn skal være spontane og i kollektive bølger, flotte som koloratur. Kun dronninger vinker alene på en altan.
Vi var bare et lille partnerskab på fem. I en garage. Og i den garage mindede vi hinanden om, at vi lever i en meget fysisk verden. Du skal vinke med, når der er garagetour.