Dét, der er smukt har dén kvalitet. Om det tilsyneladende "grimme" er der straks delte meninger. Hvor det smukke taber sin værdi i konsensus, bærer forfaldets æstetik et memento mori, som vi kommer at forholde os til. Men tro ikke at Jexper Holmen dyrker denne æstetik. Som døden er livets forudsætning, ser han overfladens råhed som et resultat af den store glæde ved at afdække materialets egne iboende kræfter. Hans musik er derfor - i modsætning til Helmuth Lachenmans tragiske kulturkritik (og vel også Morton Feldmans kondenserede left-over) - en fascinationens opdagelsesrejse ind i materien og lydens mikrounivers.

"Jeg vil ikke være uafhængig af historien, jeg vil bare have at min musik skal være uafhængig af den", siger Jexper Holmen i 1998 i Dansk Musiktidsskrift og fortsætter uddybende: "Jeg vil gerne kunne skrive musik på musikalske præmisser i stedet for kulturelle".

For Jexper Holmen er kompositionsprocessen en sidste uomgåelig fase som må udskydes så længe som muligt. Fokus ligger på afgrænsningen af de ‘bøger’, der skal stå i det bibliotek, som er udgangspunktet. Disse ‘bøger’ indgår i en indbyrdes diskurs, dét der senere bliver værkets indre dialektik, den indre insisteren, som først til allersidst sætter præget på overfladen: æstetikken som møder sit publikum, klangens transcendens.

Jexper Holmen har den efterhånden sjældne kvalitet, at han gør publikum perpleks og deler det i to. De, der synes det er elendigt, og de, der fascineres (Jens Hesselager, 2000). 

Jexper Holmen er på jagt efter en ukendt musik. Vi kan følge med og tryllebindes, men vi kan også frastødes. Derved ligger skandalen indenfor rækkevidde: buh råber en ældre kollega til den tilsyneladende forvorpne respektløshed for musikkens virkning på publikum. Men disrespekten er kun tilsyneladende, for den er resultat af denne pirken til materialets indre strukturer. En arrogansens røde klud er den, der undertiden ses vifte - man overser den underliggende sårbarhed og skyhed, der følger i fordybelsens spor. [...]