Jeg må indrømme, at det var ren koncept-liderlighed, der dragede mig til komponist og spil-designer Aske Zidores debutværk Lark Animations. Her er tale om en ubeskrevet modernist, der tør arbejde tværfagligt med sit CV i sit kompositoriske værk og samtidig lader sig inspirere af noget så klassisk som fuglefløjt. Specifikt fra alle kunstnertypers yndlingsskjald: Lærken, der kulturhistorisk udkonkurrerer den dybt overvurderede nattergal som alles yndlingspiphans. Når Zidore samtidig blander æstetik fra videospillets verden ind i konceptet og lader solisten, violinisten Bettina Mare Ezaki, bevæge sig i en spilmekanisk setup af et systematisk 12-partiturs system, så råber den postmoderne konceptnørd »hurra«.

Der er masser at råbe hurra for. For selvom tanken bag er maskinel og matematisk, tager de varme forløb i de ni »motions« eller bevægelser netop udgangspunkt i pipperens varme sangforløb, og den ensomme violin imiterer til fuldt held lærkens berømte triller. Som på »Motion A: no. 3: Sangflugt«, hvor trioliserende triller minder en om en forårskåd skov, mens »Motion A, no 4: Den vemodige sang« minder en om fuglens vemodige toner ved skumringstid. Er man, som nærværende anmelder, opvokset halvt i nærheden af natur og skov, er der masser af melankoli, genkendelsesglæde og eskapisme at hente på Zidores debut. Det er smukt og inspirerende på trods af den højkonceptuelle systemtænkning. Og heldigvis bærer nærmest alle buestrøg på Ezakis violin en stor poesi og en højtidelig varme med sig!  

Den finskfødte sanger og komponist Johanna Sulkunen giver på albummet Coexistence mange andre udover hende selv muligheden for at få deres stemme hørt. Hun har stillet en række mennesker spørgsmålet: »Hvad ville du sige, hvis hele verden lyttede?« og har derefter samplet deres forskelligartede svar for så at bruge dem som en narrativ kerne på alnbummet. Resultatet er et sandt polyfonisk værk, hvor et væld af stemmer dukker frem uden umiddelbar kontekst, iblandet overvejende elektroniske kompositioner. Stemmerne fortæller, nynner, beklager sig, de transformeres, manipuleres til uigenkendelighed. Til tider lyder det næsten sakralt, som i indledningen til nummeret »XVIII Corporeal«, hvor synths med masser af rumklang tager sig kirkeligt ud. Andre gange hjemsøgt: I »XIX Coexisting« lyder vaklende stemmer som klagesange. Eller præget af en bittersød fredfyldthed, som i »XXIV How Dreams«, hvor en roligt udflydende lydside modsættes med stemmebidder om at blive udvist. 

Sommetider lyder de mange stemmer som fortrolige samtaler, andre gange som ensomme råb ud i intetheden. Små dele af et amorft hele – menneskehedens håb og frygt samlet.

Som helhed virker albummet mere som en collageværk end en samling af diskrete numre. De ikke-vokalbaserede dele af musikken fremstår ofte som stemningsskabende flader, der har til formål at give de mange anonyme udsagn pondus. Og det virker, mestendels. Det er ikke hver gang, at albummets flertallige fortællinger rammer en nerve, men når de gør, er det et spændende lyt.

»Træd af!« lød ordren fra en af de tre kvindelige performere i (opgraderet) militærlignende tøj. Men så kørte de meget blidt deres fingre på trommen, som var fastspændt om livet. »Træd an. Gør klar!« Igen hårdt. Men skindet på rammetrommen blev næsten aet. 

I performancen Mother Soldier af komponist Sandra Boss og koreograf Simone Wieroed satte de tre percussive kombattanter hele tiden en kæp i hjulet på »krigsmaskinen«, der jo i sin natur er født effektiv og stærk som Goliath. Så loose, med så synkoperede og smådriplende trommeslag og med så lyrisk klingende koklokker ville intet militærorkester marchere. Eller spille på små gong-instrumenter fastspændt omkring det mest sårbare: hjertet. Eller låne fra helende, østerlandske meditationsritualer. En sådan sammenstilling af krig og moderskab er kun mulig i kunstens verden. 

Mother Soldier dekonstruerer ikke idéen eller æstetikken omkring marchtrommer, og hvad vi bruger dem til. Krigens mekaniske lyde er opfindsomt oversat til noget andet. De tre performere står i geled, men det gør rytmerne ikke. Der er plads til pauser, tavshed og rytmer, som følger andre logikker. Da en af performerne slog på en stor gong, åbnede hun munden til et skrig. Der kom ikke noget skrig. Der var kun lyden af den store gong. Og stum smerte. Tilhørende tusinde og atter tusinde efterladte, før, nu og i fremtiden. For tøjet signalerede også, at disse krigere måske havde set fremtiden, hvor alt tyder på oprustning. Og flere krigstrommer. Til sidst lagde de tre kvinder stikkerne. De trådte af og efterlod os alene i Godsbanens store rå hal. 

Hvad var det for mytiske skabninger, der gemte sig lige under vandspejlet i totalinstallationen Breaking the Surface? Kunstnerkompagniet Between Music havde på Spor Festival omdannet Musikhusets sal til et diset grænseland. Den gådefulde tærskel til det undersøiske. Som besøgende drev vi rundt på overfladen, men mærkede, hvor fascinerende dybt fantasierne om livet under vand rækker. 

Der var low arousel – tenderende til det behagesyge – i det lysdæmpede udstillingsrum. Pirrende klange som i værket Sirenes, hvor små vandfaste højttalere hængt op i wire, blev sænket og hævet i glaslanterner med vand. Som en kølhalende parafrase af Janet Cardiffs Forty Part Motet, hørte man sirenernes toner drukne og stemmerne gispe efter ilt. Lydkunstgrebet var næsten for tydeligt: de akusmatiske stemmer i materiel transformation, ringene i vandet fra højttalermembranernes vibrationer, den besøgendes frihed til selv at søge ind i klangen. Men værkets lavmælte poesi var alligevel nok til at vække en interesse for lydens overgange.

Men det var de skabninger, der befolkede installationens loopede videoer, som jeg var mest betaget af. Hvem var den nedsunkne brud i værket The Neck, der spillede på sin klangkvalte violin blandt døde fisk og ålegræs? Havde hun været der hele tiden, dømt til at spille, eller gik noget forud for denne bizarre scene? Det mystiske videoværk inviterede til videredigtning, og en hel sagnverden åbnede sig for mit indre. Fortryllende.