1.4994708994709
29.09.2025

Injured Swan In a Flooded World

Aaben Dans, Mads Emil Nielsen, Thomas Eisenhardt and Kamilla Wargo Brekling, among others: »Vi fortsætter…«
© Birger Hansen
© Birger Hansen

An injured swan lies buried in seaweed in a corner of the hall, while four lifeless bodies are scattered across the floor. More seaweed hangs from the ceiling, and the smell hits us already as we step through a bluish, latex-like curtain. The foyer was filled with heaps of seaweed and leftover plastic, and now we are inside an unfamiliar underwater landscape. The bluish light flickers on the wall, the soundscape murmurs faintly like a distant current of noise. We are underwater.

Slowly, bodies come back to life. They stretch in movements of suffering, stagger, struggle – but they rise. Subtle beats and Mads Emil Nielsen’s restless drones push the scene forward. The question of what has happened is rhetorical: everything points to climate catastrophe. Roskilde Fjord has overflowed its banks. Humans continue – despite a state of emergency, despite the flood – while the swan has succumbed.

The dystopia comes alive as the dancers, with impressively exploratory movements, search for ways to adapt to a new world. Here scenography, light and dance interact powerfully, and the senses are overwhelmed. That is precisely why it is a pity that the sound quality feels flat, when the sonic dimension plays such a role in the storytelling.

Still, Vi fortsætter... (We Continue…) succeeds in creating a universe that is at once absurd and all too recognizable. It recalls a gentler version of Ruben Östlund’s Force Majeure: the comic and tragic traits of human nature set against the inexorable forces of nature.
In the end, the dancers leave the stage and we are left in silence – with the afterthought of why we continue like this, and with the sensation of treading water long after leaving the fjord’s flooded universe.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek 

1.4992679355783
28.09.2025

Stålgafler og silkeblød skrift

George Benjamin og Martin Crimp: »Written on Skin«
© Miklos Szabo
© Miklos Szabo

Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid. 

I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.

Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift. 

1
26.09.2025

Popsange der hellere vil være lieder

Bent Sørensen: »Popsange«
© PR

»Dine øjne er i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed.« Sådan lyder en af nøglelinjerne i åbningssangen til Bent Sørensens sangcyklus Popsange inspireret af tekster af Michael Strunge. Den slår tonen an og peger mod de gennemgående lyriske temaer: den altopslugende kærlighed, rejsen sammen mod et andet sted – og øjnene, altid øjnene, der dukker op i næsten hver eneste sang.

Mathias Monrad Møller synger med indlevelse og giver teksten liv, og samspillet med Linda Dahl Laursen er stærkt. Alligevel har Popsange langt mere karakter af lieder end af egentlige sange – ikke mindst på grund af tekstens til tider stærkt poetiske sprog. Den inderlige, næsten naive stemme i lyrikken får sit mest overbevisende modspil fra klaveret, som i »Illusion«, hvor det først følger og understøtter ordene, men snart bryder ud i hurtige, dissonerende anslag, der afbryder og næsten håner sangeren.

Men popmusikken anes hist og her. »Tid og rum« bygger på gentagelser med små variationer, som var det versene i en popsang. Og i »Hjertestrøm« farver Møller sin stemme med en klang, der uden problemer kunne passe ind på et popalbum – ikke mindst fordi klaveret her er spinkelt og legende og dermed giver stemmen friere plads.

Alt i alt er Popsange en behagelig lytteoplevelse, men jeg savner, at David Bowie og Lou Reed også mærkes på den musikalske front. Værket er nemlig klarest fornyende dér, hvor det tør tage poppen på sig. Tænk, hvis teksterne var blevet båret af faktiske vers, hooks og omkvæd – elementer, der kunne have gjort dem til reelle ørehængere.

1.7739130434783
16.09.2025

Treen i frit fald – og fælles strøm

Treen: »Kaikō«
© PR
© PR

Kaikō – trioen Treens anden udgivelse – demonstrerer saxofonist Amalie Dahl, pianist Gintė Preisaitė og percussionist Jan Philipp både selvsikkerhed, indbyrdes tillid og en tydelig musikalsk eventyrlyst. Åbningsnummeret »Hylē« folder sig ud med klaprende percussion og slag, der synes rettet direkte mod klaverstrengene, stavrende frem over en underliggende drone. Saxofonen bryder ind med fraseringer, der på én gang virker formanende og fortumlede. Intet føles minutiøst kalkuleret; i stedet fremstår musikken båret af en skarp sans for de tre musikeres individuelle stemmer i det fælles lydbillede.

Den samme grundformel foldes ud på albummets tre øvrige numre, men altid i nye variationer. På »Kinetic« træder Dahls saxofon frem med langt større tyngde, og dens langsomt voksende crescendo spejles og udfordres af Preisaitės klaver. Ofte kan improvisationsmusik havne i høflige ventepositioner, hvor musikerne på skift tager ordet – men ikke her. Dahl, Preisaitė og Philipp fremstår som tre drivende øer uden anker, båret af egne strømme, men alligevel uafladeligt trukket i samme retning. Resultatet er både pludselige forskydninger og et organisk flow, der kan opsluge lytteren i en trance, hvis man giver slip og lader lyden skylle ind over sig. Netop tilliden til hinanden gør, at de tre tør spille frit, uden frygt for at forlade eller miste hinanden. Dermed skaber de et momentum, som det er svært ikke at lade sig rive med af – uanset om man vælger at lade de tre øer passere eller selv flyde med i deres strøm.

1.5
15.09.2025

I en varm seng af mørke

Gintė Preisaitė, Drew McDowall
© Rene Passet
© Rene Passet

Rygtet vil vide, at det hedengangne britiske elektroniske band Coil engang lavede et soundtrack til kultgyseren Hellraiser – så urovækkende, at det blev afvist for at være for uhyggeligt. Med den historie i bagagen føltes det næsten som en naturlig åbning til efterårets mørke, da Drew McDowall, tidligere medlem af det mytiske band, onsdag aften indtog scenen på Alice i København. Den skotske musiker er kendt for at indgå i markante samarbejder – blandt andre med danske Puce Mary og senest den amerikansk-svenske komponist Kali Malone – og netop derfor gav det mening, at aftenen blev indledt af en intens koncert med Gintė Preisaitė. Ligesom McDowall evner hun at forvandle selv de mest enkle lyde til altomsluttende lydlandskaber.

Selv om begge musikere har et tydeligt elektronisk afsæt, fremstod deres lyduniverser bemærkelsesværdigt organiske, som om de arbejdede med levende materiale. Preisaitė skabte i sin alt for korte koncert en mosaik af reallyde, stemmefragmenter og kassettebånd – kaotisk det ene øjeblik, ordnet og gennemsigtigt det næste. Med samme kølige præcision førte McDowall sin koncert frem, som var den én lang harmonikadrone, der langsomt sneg sig ind under huden med gyserfilmens uafvendelige logik. Hos McDowall er mørket ikke en fremmed kraft, men en fortrolig ledsager, han kyndigt omskaber til lydlandskaber, der på én gang er urovækkende og trygt omsluttende – som at ligge i en varm seng med mareridtet ved siden af.

Både Preisaitė og McDowall bevægede sig ubesværet på tværs af grænsen mellem det akustiske og det elektroniske. Deres musik fremstod som en nutidig arv fra musique concrète-traditionen: en insisteren på, at elektronisk musik fortsat er blandt de mest eksperimenterende kunstformer – vital, organisk, og med en evne til at lade selv den mindste lyd åbne en hel verden i sig selv.

1.5
12.09.2025

Bro og Takada mødes i musikkens mest følsomme mellemrum

Jakob Bro & Midori Takada: »あなたに出会うまで / Until I Met You« 
© PR

Endelig, efter deres koncert i Den Sorte Diamant for tre år siden, er samarbejdet mellem den danske guitarist Jakob Bro og den japanske perkussionist Midori Takada ude i albumformat – og det skuffer bestemt ikke.

Deres venskab kan umiddelbart virke overraskende, givet deres forskelligheder, men あなたに出会うまで / Until I Met You viser, hvordan det bygger på en fælles evne til at lukke øjnene og lytte. De giver hinanden plads til at udfolde det, de gør bedst: Bros simple, men raffinerede melodier og Takadas magiske lydflader. På titelnummeret skitserer Bro med akustisk guitar og sparsomme noder stregerne, som Takada fylder ud med boblende marimba og gong. På »A Brief Rest of Sisyphos« vender rollerne – her skaber Takada rammerne, mens Bro tilfører detaljerne.

De sublime søsternumre »Landscape II, Simplicity« og »Landscape I, Austerity« er mere abstrakte end de foregående værker. »Landscape II« emmer af håb og længsel med klangfulde chimes og perkussion, mens et midterstykke med guitar og klaver folder sig ud i melodisk harmoni. »Landscape I« bærer samme længsel, men med en mere melankolsk tone; en blidt bølgende marimba understøtter et vidunderligt smukt guitarstykke. Begge numre rummer en tydelig respekt og ømhed mellem musikerne: Bro og Takada lytter til hinanden med sjælden nærvær, og sammen skaber de noget helt særligt.