Maria Faust
3
With her latest album, saxofonist and composer Maria Faust has put the political at the center of jazz, in the long tradition of Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith and Tom Cora, just to name a few. What is surprising is her choice of genre, marches, which is not a per se a traditional jazz form. If Charles Mingus, for instance, payed his tribute to New Orleans marching bands, Faust’s choice is definitely antagonistic. The marches she manipulates and destroys from the inside are not of the entertaining sort, unless you’re a general, as they are of the military and nationalistic kind.
Faust’s score would be a perfect fit for plays like Alphonse Allais’s Père Ubu and Bertold Brecht’s The Resistible Ascension of Arturo Ui, in its use of the grotesque as a creative driving force. Faust’s genius however doesn’t lie in turning these marches into farcical circus fanfares, but in creating a truly threatening space within the music, through chaos but also heart-breaking dissonances, which could be heard as a reminiscence of the wailers mourning their dead fallen in the war. Her fairly large ensemble – seven musicians, plus herself – which is composed of six horns and two drums/percussion creates a perfect harmony-disharmony universe, as if Charles Mingus and Sun Ra had worked together.
Marches Rewound and Rewritten is a seminal and important album which shines darkly in these difficult times and reminds us that everything is political – especially music.
© Andreja Andric
Komponist Andreja Andric og pianist Anita Tomasevich har med dette albums første seks værker, »December I-VI«, skabt en hyldest til årets mørkeste måned. Fra første anslag er musikken præget af molakkorder, træghed og en konstant tilstedeværende, meget tung venstrehånd. De seks værker tager dog til i styrke, tempo og klang, og i »December VI« kan man endda ane lyset for enden af tunnellen. Vinterdepression – men også håbet om lysere tider – i musikform.
Der er en brutal klarhed over metaforikken. På sin vis er der en skønhed i den minimalistiske, hypnotiske hensynsløshed, og i særdeleshed i den forløsning, man finder i sidste sats. Afhængig af humør kan det føles både knusende og beroligende. Måske er det pointen. Jeg er mere utvetydigt begejstret for albummets syvende og sidste værk, »Meditations II«, for to klaverer. Her taler Tomasevichs instrument et mere varieret og indbydende billedsprog. Her kreeres en lydverden, jeg rent faktisk nyder at udforske. Her skaber de mere sparsomme anslag ånderum. I virkeligheden er det måske netop på grund af den foregående vintertristesse, at dette sidste nummer føles som så friskt et pust, som det nu gør.
I sin helhed er Winter Solstice et udfordrende værk. Kontrasteret med den tunge, mørke stemning – særdeles i første halvdel – skinner de lysere øjeblikke utroligt stærkt. Begge har deres plads, men det er i vekselvirkningen mellem de to, at albummets anbefalelsesværdighed virkelig kan findes.
© Swell
Lad os få det ud af verden meget hurtigt: Swells EP Intimacy Issues er ikke en gigantisk åbenbaring, selvom blandingen af barokke toner, klassiske instrumenter, kammermusik, nutidig pop mikset med fremgangsmåder fra kontemporær elektronik lyder tillokkende. Pressematerialet behandler københavnske Laura Marie Madsens musik som en slags gendigtning af de sidste dekaders pop – postmoderne ord som ‘fragmenter’ og ‘tropes’. Ord som skaber en slags ironisk distance til de mere poppede elementer i musikken. Hvilket ikke nødvendigvis gør musikken en særlig god tjeneste.
For jeg har ikke brug for at få tænkt et værk som Intimacy Issues for mig. Den fragmenterede elektronik gør arbejdet fint, og Madsens stemme og lyrik er helt tæt på lytteren, når hun besynger den unge piges genvordigheder i grænselandet mellem heartbreak og identitetskrise. »bad boy« lyder som om en har taget et vilkårligt Ugens Uundgåelig-cut fra P3 og opløst det i bidende klange, mens den mystiske »make over« meget vel kunne blive kunstnerens signatur. Intimacy Issues virker for tænkt til at være et postgenre-mesterværk, men fungerer, hvis man lytter med hjertet.
Den danske Godfather af moderne elektronisk musik er ude med et formidabelt album – alt er skrevet og produceret af ham selv og partneren Lisbet Fritze, som optræder med sin angeliske og uimodståelige vokal. Ligesom Buster Oregon Mortensen (Busters Verden, red.) kan Trentemøller noget andre ikke kan, han har nemlig lært at trylle og med magiske formularer og tryllestøv har han skabt 14 skarptslebne skæringer.
Trentemøller mikser atter bastunge beats med svævende lethed og leger med grænserne for, hvordan han med uortodokse midler både kan skabe genklang hos et bredere publikum og samtidig dupere musiknørder verden over. Lytteren kommer med på indre rejser gennem alt fra »Glow«, der inviterer til clubbing med Autecre, »No More Kissing in the Rain«, som er en Trente-elektronisk fortolkning af indiepop a la Raveonettes samt en goth-industrial portal til den legendariske film Spawn: Nummeret »Dead or Alive«. Twin Peaks-mysticisme skinner igennem på »In the Gloaming«, imens man med »Drifting Star« drømmer sig væk i evige solnedgange.
Memoriams eklektiske tidløshed gør, at den på ingen måder er trendy men derimod langtidsholdbar og ville fungere forrygende som soundtrack til en film, TV-serie eller spil. Der er noget til Generation X, hipsterne, Jomfru Ane Gade og kosmopolernes natteravne. Uden tvivl en udgivelse, som vil vinde indpas i mangen en vinylsamling, være baggrundstæppe på tjekkede kaffebarer og gøre sit indtog på mixerpulte i underjordiske natklubber.
© Louis André Haugaard Jørgensen
Sproglig elegance udsmykker Louis André Haugaard Jørgensens podcast-installation Sol op og sol ned, der fortolker verden fra en bøgs perspektiv, skildrer en togrejsendes refleksioner igennem historiske perioder og introducerer bulmeurtens kulturhistorie.
Krængebøgen sender med sin naivitet og åbenhed tankerne i retning af Frances Hodgson Burnetts børneroman, The Secret Garden (1911), hvor man for en stund får en pause fra hverdagen og ved hjælp af sprog og lyd drømmer sig væk i oplevelsen af at være en aldrende bøg. Den reisende er en ordrig beskrivelse af en togpassagers refleksioner fra kupéen, men man bliver ikke blæst bagover af historiens vingesus eller lydelige overraskelser. Djævleøje og ulvebønne er – ligesom Krængebøgen – en sprogligt formfuldendt fortolkning af livet som bulmeurt og en kulturhistorisk analyse af plantens mange kæle- og øgenavne.. Djævleøje, Pigelort og Fandens Nosser…
Lydsiden egner sig som underlægning til de poetiske passager – følger dynamikken i sproget og fortællingernes progression – men hvor ordene i sig selv kan stå alene og ville fungere storartet på tekst, ville det auditive bidrag ikke stå stærkt alene. Det havde klædt den litterære graciøsitet med en stærkere lydside, flere reallyde og håndholdte instrumenter.
Når det er sagt, er der stadig tale om et kærkomment break fra storpolitiske problemer og energipriser, som i al sin enkelhed er værd at opleve – især foldet ud i sin helhed på udstillingen, der forløber på Museum Skanderborg, Perron 1.
© Århus Sinfonietta
Elegi; sørgesang. Musikhistorien er fuld af dem. Helt uforglemmelig er eksempelvis Stravinskys ultrakorte, men knusende »Elegy for Solo Viola« (1944), hvor hver eneste tone er ved at briste af smerte. Smerten er også til stede i ELEGI, et samarbejde mellem den eksperimenterende rocktrio SVIN og Århus Sinfonietta, men værket er uden tvivl mest interessant i de allermest sangvinske af dets ti satser.
Som for eksempel i fjerde sats, hvor en Sarangi – et indisk strygerinstrument – igen og igen punkterer den sparsomme og meditative atmosfære med en lyd, jeg bedst kan sammenligne med en svirpende klinges. Og i femte sats, der stort set udgøres af en enkelt, uigennemtrængelig trommehvirvel, som synes uendeligt at tiltage i intensitet uden nogensinde at nå et klimaks inden den, uden varsel, kollapser – tilsyneladende under sin egen vægt. Allerbedst er syvende sats, der med buldrende slagtøj og staccato blæsere lyder som et militært marchorkester, der trodsigt og heltemodigt kæmper sig gennem kraftig modvind.
I øjeblikke som disse siger SVIN og Århus Sinfonietta noget vigtigt: At det kan være et lige så kraftfuldt udsagn om sorgen at holde den ud i strakt arm – at marchere videre gennem vinden på trods af den – som det kan være at overgive sig til den. I sine bedste øjeblikke lyder ELEGI som et forsøg på at finde et sprog for sorgen hinsides melankoliens klichéer – og dermed at udfordre, hvad en elegi overhovedet kan være.
