Tilstandsmusik er musik, der ikke bæres af en egentlig udvikling, men som snarere er til stede som en tilstand. Der kan naturligvis godt forekomme ændringer i tilstandsmusik - det er faktisk det almindelige - men disse er enten gradvise eller små, eller består af forskydninger.
Betegnelsen bør kun bruges der, hvor det er en markant kvalitet ved værket, men det er ikke et krav, at det skal være decideret dronemusik eller uden akkordskift. Det afgørende er det generelle udtryk af en tilstand.
Det meste musik, der skabes, er tonal, dvs. diatonisk eller modal med grundtoneformmelse og toneartsorienteret harmonik. Undtagelserne er atonal musik, støjmusik og det meste konktrete musik. Når det alligevel giver mening at tale om "ny tonalitet", skyldes det ikke at tonaliteten nogensinde har været fraværende, men blot at den i en bestemt, centraleuropæisk modernisme og avantgarde blev elimineret til fordel for andre logikker.
Melodisk musik er musik, der har en markant melodi som centrum. Melodibåret musik er især udbredt i folkemusik, i klassisk og romantisk musik og i populærmusik. I ny kompositionsmusik finder man det især i neo-klassiske og neo-romantiske værker, men ikke kun. I den elektroniske musik finder man det i den mere popmusik-orienterede del.
Begrebet process music er amerikansk og er blevet brugt til at betegne noterede eller ikke-noterede musikalske forløb, hvor musikken forløber processuelt efter en på forhånd fastlagt retning. Begrebet er især knyttet til den amerikanske minimalisme, hvis langsomme ændringer af tilsyneladende repetitive figurer har en processuel karakter. De mest prægnante eksempler regnes for at være Steve Reichs tidlige værker såsom klaverværket Piano Phase (1967) samt de elektroniske værker It’s Gonna Rain (1965), Come Out (1966) og Pendulum Music (1968).
Begrebet objet trouvé stammer fra kunsthistorien, hvor malere som Pablo Picasso og George Braque i årene omkring 1910 begyndte at indsætte konkrete genstande på lærredet i form af avisstumper, postkort eller andre elementer, som ikke havde nogen kunstnerisk karakter i sig selv, men som fik det i den kunstneriske kontekst. Disse genstande brød med motivets illusion ved ikke at være en motivisk repræsentation, men derimod et stykke ‘virkelighed’, der eksisterede i forvejen uafhængigt af den kunstneriske kontekst, det indgik i.