Collagemusik (staves ofte ’kollagemusik’) er musik, som helt eller delvist er bygget op af sammenstød mellem elementer, der umiddelbart synes ubeslægtede, stilistisk eller lydmæssigt. Collageæstetikken kan findes i både elektronisk musik/båndmusik (som montage), partiturmusik, bandmusik og improvisationsmusik. Man kan finde ansatser til collage-strukturer i den klassiske musikhistorie, men det er ikke før i 1900-tallet, at denne æstetik for alvor vinder indpas.
Arnold Schönbergs realisering af dodekafonien gik ud på, at alle toner var ligebyrdige og ikke underlagt noget hierarki, forstået på den måde, at de ikke forholdt sig til et defineret tonalt center (som i al tonal musik). Realiseringen blev senere kendt som ‘dissonansens frigørelse’, et slagordsagtigt udtryk, som Schönberg selv benyttede sig af i et essay fra 1926, få år efter at den dodekafone metode var blevet til.
Akusmatisk musik er musik, der er skabt til at blive afspillet gennem højttalere frem for at blive opført af musikere. I første omgang blev begrebet brugt af Pierre Schaeffer til at beskrive det forhold, at man ikke ser lydenes tilblivelse, men blot hører dem. Begrebet er hentet fra myten om, at Pythagoras skulle forelæse bag et forhæng for sine tilhørere (akusmatikoi); antageligt så de bedre kunne koncentrere sig om det sagte uden hensyntagen til mesterens visuelle og kropslige fremtræden.
