Penderecki komponerer intuitivt og direkte med lydens fysiske og psykiske virkning, en musik hovedsagelig for strygere formet i blokke af klangmasser og voldsomme kontraster. De enkelte klangflader fremstår som afgrænsede "bånd" af lyd eller støj domineret af én bestemt ublandet klangfarve. De kan udvide sig og trække sig sammen, opløses i punkter og ikke mindst skydes ind over hinanden i enkle lagdelinger. Den elektroakustiske musiks rene, frigjorte lydtænkning (som man har kaldt sonisk) er på sin vis genfødt her i instrumental form.

Den frit udvælgende brug af pastiche, citater og alle tænkelige stilmidler gør det formentlig meningsfuldt at se Penderecki som et tidligt eksempel på den materialeholdning der er blevet kaldt postmoderne.