When Machines Dream: The Electronic Poetry of Oh No Noh
There’s something distinctly mechanical about Oh No Noh’s album As Late As Possible. Like a warped, crumpled tape, melodies bubble to the surface, and the offbeat rhythms repeat with the halting tempo of a scratched LP. It’s easy to place Oh No Noh within the esteemed German tradition of blurring the lines between human and machine, but on As Late As Possible, the machine sounds more like a distant relative than a deliberate artistic objective.
Behind Oh No Noh is Leipzig-based guitarist Markus Rom. In addition to a wealth of synthesizers and tape loops, the album’s 11 tracks are performed using guitar, drums, banjo, clarinet, and organ. The absence of vocals sets the album in a subdued, cinematic mood, and the music feels like a nostalgic inner monologue, told with a warm affection for the melancholy of outdated technologies.
Although mechanical sensibilities are prominent throughout the album, several tracks are driven by more melodic band arrangements. But to me, As Late As Possible is clearly most compelling on the less melodic pieces. The crooked and noisy »Fawn« or the hesitant closing track »Ore« are moments where the dialogue with the machine elevates the music in ways that the more melodic, band-oriented pieces don’t quite reach. These are places where the machines sigh nostalgically and form small, imperfect thought bubbles that cut off and restart again.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
Kom ind i kampen, P2
Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.
Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.
Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.
Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd.
Men verden er blevet blød
Da verden skrumpede ind, gik kunstnerne ind på deres værelser. I denne samling tekster, grafik og lydkunst om pandemiens kunstneriske, eksistentielle og politiske perspektiver er der fadt føleri a la øget-afstand-binder-os-tættere-sammen.
Måske er det for tidligt at forstå et »nyt nærvær«, som Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa beskriver: »Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu.«
Men Giuseppe Pisano går direkte til det pessimistiske stål i essayet »Being an Artist Is Horrible«, og langtidsholdbart er også lydværket Italienske tilstande, hvor poeten Morten Søndergaard telefonerer fra Toscana, så vi fornemmer det kollektive Angsttjernobyls usynlige mælkede lydtåge, mærker Virustonen og Støjsenderen overtage alle frekvenser. Og vi erfarer til sidst, at »den bløde verden kan modelleres til en anden verden«. Præcis.
Usynlige smittedråber lyder ikke af sørgelig elegi i Astrid Sonnes Tread. Hun rapporterer elektronisk, så vi mindes alle de aflyste fester. Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1.
De mest mystisk dragende strygekvartetter
Siden jeg hørte Dead Wasps in the Jam Jar (iii) ved Gong Tomorrow i 2019, har Iannottas luftigt skrabende strygekvartet ligget og ulmet i min erindring som noget mystisk dragende.
Med de metalliske lyde og den svævende struktur er det som at være fanget på en hjemsøgt asfaltlegeplads en mørk vinteraften. At de her ekstremt detaljerede og nænsomt glitrende støjklange nu findes i en god indspilning med den ellers normalt lidt firkantede Jack Quartet, er tæt på genialt.
Det er længe siden, jeg har været lige så optaget af en strygekvartet. Iannotta er virkelig en af de mest delikat skrivende kammerkomponister i dag, når det gælder blandingen af subtil elektronisk ambiens og støjpotentialet i akustiske instrumenter. Og så er der altså også noget ved hendes uvaklende collageformer, der virker fængende selvsikkert og nutidigt.
Når jeg sidder og hører værkerne på albummet, glemmer jeg næsten, hvad vi overhovedet skal med traditionelle tonehøjder og klangidealer. Skibet er ligesom sejlet, og hvordan er det nu: If you jump, I jump?
While my guitar gently speaks
Det er ikke altid synderlig interessant at vide, hvad kokken har gjort for at få maden til at smage. I to lækkert indbundne bøger – en »poetik« – åbner Solborg sit værksted og reflekterer over guitaren som instrument og akustisk/elektrisk stemme.
Det gør ingenting, at teksterne af og til vil ligne digte. Men almindeligheder, såsom at magien ligger i uperfekthederne og det uforudsigelige, irriterer og skygger for Solborgs udmærkede idé: Hvad gør elguitaren i et ensemble? Hvordan taler den? Hvad er nærvær og resonans, når lyden af sarte strenge presses ud gennem en højttaler?
»The workshop is a good place to be,« står der. OK. Men hvordan lyder slide med trækøkkenredskaber modsat porcelæn? Og på hvilken måde er en bestemt Justin Vernon-teknik inspirerende?
Musikken på de to CD’er – sologuitar eller med de frie jazzsjæle Simon Toldam, Lars Greve og Francesco Bigoni – er dog en gur ganerenser. Guitarpoetikken bliver poesi: frenetisk støjende, eksotisk free, og den stikker helt af på »Tokyo«.
Jeg vil også opløses
Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.
Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.
Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses.