Violinist Katrine Grarup Elbo har med sin debutudgivelse skabt et på flere måder lille album. På knap 29 minutter er det en hurtigt overstået affære, men netop den korte spilletid og en begrænset lydpalet gør det til et engagerende lyt.
Violinen er hovedinstrumentet i størstedelen af værkets ni numre. Somme tider står strygeren alene og akustisk, andre gange manipuleres den eller kombineres med elektroniske rytmer og flader samt ordløs vokal. Der er en elegant simplicitet over det, ingen dikkedarer, violinstrengene synger for sig selv.
For eksempel nummeret »Skin«, der med violindroner, messende vokal og hvinende violindolkestød lyder som en sørgmodig filmscene i slowmotion. Eller »Vanity«s tiltagende volumen og momentum, der støt arbejder frem mod en forløsning, som dog aldrig kommer, men i stedet støjende forstummer.
Albummet virker i sit hele som lydsporet til en forestillet film. Jeg skaber filmen retroaktivt i mit hoved, mens jeg lytter. En samling af vignetter, små bidder af et større hele. Fold Unfold er et intimt album til de små timer. Og det er ganske storartet.
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.