Domi & JD Beck har på grund af en umulig flyvetur til Danmark sammenlagt sovet en time før deres optræden. Søvnberøvelsen virker dog ikke til at hæmme duoen. Legende tager de hul på en koncert, hvor musikken flyder ubesværet. Rhodes-lydende toner klinger blødt fra Domi Lounas keyboards, mens JD Becks synkoperede trommespil leverer en myriade af lynhurtige beats.
Domi & JD Beck spiller sportsjazz, en type musik, hvor musikerne agerer atleter i en særlig spillestil, de mestrer til ærefrygtindgydende perfektion. Med deres purunge alder fremstår de som vor tids svar på Mozart-lignende genier og bevæger sig teknisk overlegent gennem et groovy sæt bestående af et par Wayne Shorter-kompositioner og en vild udgave af Madvillains »All Caps«. Men de er ikke virkeligheds-Mozarter, men derimod som fiktionsversionen fra Milos Formans Amadeus: Urørligt virtuose i deres musikalitet og langt under bæltestedet i deres omgangstone mellem musikken.
De filosoferer over lufthavne og flytrafik, »Ryan Air can suck my cock and lick my balls«, og om en »succesfuld« kontakt til fusionslegenden Herbie Hancock på herbiehancock@gmail.com. Virtuositet møder røvballehumor. Har jeg som festivalgænger rollen som Amadeus-filmens gammelmandsbitre Salieri, hofkomponisten, der hader Mozarts barnlige geni, eller den åbenhjertige Constanze, Mozarts unge kone, der knuselsker både det geniale og det groteske. Jeg vælger at gå full Constanze på Domi & JD Beck.
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.