Vi går rundt i en have: Der er mørkt, palmer og bregner overalt, oplyst af infrarødt lys og påsat sensorer, så planterne skaber knitrende noise. Rødt blinkende lys over hovedet ligner droner. Velkommen til verdens undergang. Og verdens start. Vi ved det ikke helt. Måske er det en seriøs ravefest, som er gået i stå. Ligesom technoen i filmen An Invitation to Disappear, som foregår i en sydøstasiatisk olieplantage, udvisker nat og dag – gør sanserne lullende sårbare og medgørlige.  

I 90’erne lød altid Erik Saties triste klavermusik i DR-udsendelser om klimakatastrofer. Her – i begyndelsen af et nyt kaotisk år – kan man forsvinde ind i udstillingen Solarstalgia skabt af den fransk-schweiziske kunstner (og Olafur Eliasson-elev) Julian Charrière. Og sanse livet i en apokalyptisk efterverden med alle dens ildevarslende lyde, sådan helt immersivt og altomsluttende – for det er sådan, vi i dag måske kan lære lidt om de geologiske kræfter og forandringerne i naturen omkring os. 

For enden af Arkens lange udstillingsrum drages blikket af en onyx-kampesten, som udsender lys (værket Vertigo). Når man nærmer sig noget med lys, bliver man grådig. Griselydene, man hører, stammer fra vulkaner i Etiopien og Island. En fortærende lyd. Ligesom hele udstillingen på raffineret vis adresserer både øjne og technoglade ører.