Allan Gravgaard Madsen
26
© Andreas Johnsen
3.
july
Normalt er de alle frivillige på Roskilde Festival. En stor gruppe mennesker fra Socialpsykiatrien, den lokale bryderklub og andre foreninger. Nu aktive deltagere i projektet Resonerende Rums performance, i gule veste og slidt hverdagstøj. Og ja, hele træpavillonkonstruktionen begyndte at vibrere let. For lydkunstneren Lars Greve havde »præpareret« Platform-scenen med transducere i 20 bænke, i gulvet og i loftet. Performerne raslede og knitrede på diverse instrumenter. I starten var rummet akustisk, klokker og horn, langsomt blev rummet elektrisk, rummet voksede og bølgede et sted mellem ambient og mere hakkende dronelyde. Greves klarinet mødte saxofontoner fra en mand, der måske ikke er vant til at stå på en scene og blive kigget på på den måde.
Hele tiden kørte et soundscape med lyde, som de medvirkende havde optaget på steder, de holder af. Stemningerne var mangfoldige – fra hård industri til den blødeste natur. Hør, var det ikke lyden af blade i en lækker skov?
Det var svært ikke at holde af denne formiddagsseance, som sluttede med, at hele gruppen mødtes i midten til den spinkleste lyd, som en spilledåse. Også instrumenter kan være udsatte, men de har stemmer, og hvis man giver sig tid, kan man høre dem sige noget vigtigt. Der kan opstå resonans. Værsgo: Et socialt instrument, en højttaler, et nyt værested til alle slags ører.
Athelas Sinfonietta. © Alexander Banck-Petersen
9.
november
Der var godt fyldt både i salen og på scenen, da Athelas uropførte Simon Christensens Carved in Stone, et værk, der begyndte brat med en trekamp mellem bækkenslag, akkorder i strygerne og ostinater i blæserne.
Det var svært at finde holdepunkter i musikken, men som jeg var ved at blive tabt, spillede bækkenerne en figur, der afsluttede værket så brat, som det begyndte – hvilket fik mig til at længes tilbage efter det organiserede kaos, jeg få sekunder forinden var forvirret over. Effektivt!
Desværre skabte Georg Friedrich Haas’ Remix (2007) primært en mumlen via instrumenterne. Som en radio, der var i stykker og kun fangede noget af lyden. Et klimaks for dobbelt slagtøj, der brød gennem virvaret, kunne ikke redde værket fra at føles langt og uden retning.
Man manglede Kristine Tjøgersens klaverkoncert, der udgik på grund af sygdom, da det kunne have skabt et bedre flow i koncerten.
Jakob Buchanan. © Per Bergmann
7.
november
Smeltedigel er ikke et udbrændt ord, men netop smukt dækkende, når newyorkersaxofonisten Chris Speed møder Aarhus Jazz Orchestra og norske Helge Norbakkens globalt pulserende percussion, og når dansk-amerikanske Indra Rios-Moore kan få digte af sydafrikanske Iain S. Thomas til at gløde som senromantiske lieder.
Den menneskelige eksistens er et kaos, lyder det i det første af syv stykker. Umage musikalske traditioner og Simon Toldams space-klaver støder sammen og danner nye vidnesbyrd, der dunker med blueset nordisk vemod og Gil Evans-elegante arrangementer. Vildt overbevisende!
I Pt. 7 taler Rios-Moore om nattens regn som den store registrator af brudte løfter; men regnen bringer også nyt: »Drømte mig en drøm i nat« – de eneste ord på dansk – slutter dette prægtige værk af Buchanan, en mand med et flygelhorn, som engang har boet i ‘Rosenhill’.
»The Sound Around You«. © Vinyl -terror & -horror
6.
november
Camilla Sørensen og Greta Christensen har længe gjort sig bemærket gennem deres koncerter og installationer med fokus på vinylformatet, som bliver behandlet på alle andre måder end den gængse afspilning.
Her hopper og danser pickupnålene mellem brudstykker af klassisk musik, schlager og filmlydseffekter. Døre knirker, ting smadrer, personer hoster, vinylen knitrer og støjer.
De første tre skæringer på The Sound Around You er fragmenterede kollager af mekaniske vinylmanipulationer. Lytteren suges ind i den hauntologiske malstrøm, som så ofte udgør Vinyl -terror & -horrors særegne udtryk.
Vender man pladen, finder man dens spejling: Violinisten George Kentros har transskriberet instrumentalversioner af pladens A-side. Væk er vinylstøjen og det maskinelle udtryk; tilbage står tre befriende, organiske indspilninger. Hermed hjemsøger de levende de døde.
Udgivelsen er enormt vellykket, og instrumentalversionerne er en genistreg, som ikke bare er en underfundig idé, men rent faktisk fungerer på egne musikalske præmisser.
Ly Tran. © Alexander Banck-Petersen
5.
november
A short, neat and sweet Klang double-bill pivoting on voice and movement. In Martin Stauning’s Gestures (2020) the soprano’s ghostly song was marinated in electroacoustics, as loose as our individual ideas of a story projected onto the visual clues we were given – flowers, water, a ceremonial table and Tran in an old wedding dress.
She moved from song to sung words to spoken words. When she finally floated off, she was back on song: ‘death in life, life in death.’
In Jeppe Ernst’s 3 Romantic Songs (2017) we heard the opposite: everything tightened up. Byron’s Farewell was squeaked-out by a motionless Tran, adopting the persona of a child unaware of the shape or meaning of its words – the poet’s billowing ego deflated.
Keats’s Ode on Melancholy was straightjacketed by strict rhythms stamped-out by Tran’s feet and Shelley’s The Waning Moon was staged as an ancient ceremony, its words elevated, sanctified but anaemic. As Tran said: ‘the singer’s instrument is a living body.’ It pursued its own agendas here.
Allan Gravgaard Madsen. © Malthe Folke Ivarsson
Da Isabel Mundrys lidt generiske, men flotte værker var overstået, kom aftenens egentlige hovedværk, Suite (2014-18) af Allan Gravgaard Madsen.
Hele værket arbejder på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre på traditionelle instrumenter. Det var både interessant, skrøbeligt og vellydende, men de annoncerede »klingende dryp fra tidligere tiders musikalske mesterværker« og suiteform var svære at finde.
Som slående kontrast sad Morten Riis i et lille lydlaboratorium i siden af scenen og genafspillede hver sats i modificerede udgaver gennem højttalere, der blandt andet var dækket af bækkener – som en ekstra højttalermembran – og fra bunden af en snurrende projektør.
De støjende højttaleres og lyssætningens store potentiale i Suite for Electro Mechanical Loudspeaker Orchestra (2020) blev dog dæmpet af, at hele setuppet virkede lidt hjemmelavet og ufærdigt. Det var svært at høre Madsens værk i Riis’ parafraser, og jeg havde hellere oplevet dem hver for sig, hvor de helt sikkert har mere at byde på.