Under trækronernes uro

9
apr
kortkritik
Ask Kjærgaard, Jens Albinus, Rasmus Kjær, LiveStrings: »Store træers grønne mørke«
© PR
© PR

Et indre lydbillede kendetegner forelskelsen. Man går gennem byen med en ny rytme, en anden melodi. Det samme gælder depressionen, omend dur her afløses af mol. Men også kærlighedens indledende faser kan indeholde øjeblikke af tvivl og sortsyn. I komponist og guitarist Ask Kjærgaards musikalske iscenesættelse af Naja Marie Aidts 2006-novelle Store træers grønne mørke, udgivet som LP sidste år, med trioen LiveStrings – cello, violin og bratsch – og skuespiller Jens Albinus som jegfortæller, aner man samme vekselvirkning, når musikken tager os fra blide strøg, over melankoli, til en mere rå lyd.

I koncertversionen af Kjærgaards værk i Aarhus, som havde Rasmus Kjær på keyboard, fremstod Albinus endnu mere nøgen i sin stemme. I værket møder vi en depressiv mand, der, vandrende gennem en park, finder ro under træerne – og til tider oppe i dem. For når fortvivlelsen får en til at falde ud af systemets himmel, gennem sygedagpenge og kontanthjælp, for til slut at lande ved træernes rødder, så er der måske kun ét for, og det er at klatre op i en trækrone? Men så møder vor anti-helt en kvinde i parken, og så er dramaet i gang. Kan forelskelsen løfte ham ud af depressionen, eller vil den ende med at sætte strøm til?

I begyndelsen kom musikken listende. Kjærgaards evne til at støtte tekstens forløb afslørede hans erfaring med komposition af filmmusik, særligt i sammenblandingen af klassisk musik, meditativ new-age og gennemborende guitar. Både ord og musik bar fortællingen. Når Albinus ikke talte, blev musikken det indre landskabs stemme. Især strygerne leverede forelskelsens drømmende toner, men da tungsindet returnerede med fornyet kraft, var det Kjærgaard, der med larmende guitar lagde sig hen over følelsesafgrunden. Det var smukt og brutalt.

12.02.2025

Mit navn er Mads Brügger – vil du se min playliste?

© Mads Brügger

»For mig er musik det stærkeste våben vi har, hvis jorden bliver angrebet af væsener fra det ydre rum. De vil overgive sig på stribe, hvis de hører Bruckners Fjerde symfoni.«

Mads Brügger er journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio. Inden sin tiltræden på Radio24syv gjorde Mads Brügger sig bemærket ved blandt andet at infiltrere forskellige miljøer under falske forudsætninger. Fra 1996 og til sin tiltræden på Radio24syv var Brügger journalist og tv-tilrettelægger på Danmarks Radio, hvor han blandt andet skabte de satiriske dokumentarserier Danes for Bush (2004) og Det Røde Kapel (2006).

Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.
10.02.2025

Mit navn er Lars Lilholt – vil du se min playliste?

© Flemming Ege

»Musik er for mig som at trække vejret. Jeg har levet som rejsende musiker i over 50 år. At vælge fem sange ud er helt umuligt, fordi jeg hører så meget, og det vil også let komme til at lyde frygteligt gammeldags, da Kinks, Stones, Dylan, Cohen, Fairport Convention og Beatles jo er lydtapetet til min ungdom. Jeg prøver alligevel. Og kigger langt ud over 60'erne og 70'erne og bliver i Danmark, næsten. Efter jeg i Toppen af poppen 2015 mødte Shaka og Nanna (Oh Land) har jeg fulgt dem. Jeg har turnereret flere gange med Shaka og jeg har indspillet og optrådt med Nanna. Myrkur har jeg aldrig mødt, men jeg hører ofte hendes album Folkesange fra 2020. Peter Sommer arbejdede jeg lidt sammen med i 2013, og han bliver bedre og bedre. Endelig tager jeg et fantastisk Dylan-outtake med. »The girl from the red river shore«. Dyrk hans stemme, det er bare så rørende.«

Første gang Lars Lilholt fik penge for at spille, var i 1973, da han var 20 år. Han har skrevet sange, siden han fik sin første guitar 1964, og på dansk siden 1968, hvor han opdagede, at Eik Skaløe fra Steppeulvene kunne synge som Bob Dylan på dansk. Lilholt har udgivet 40 albums i løbet af de 50 år, senest Kosmiske kindkys i 2024. 

10.02.2025

Mit navn er Kristoffer Ørum – vil du se min playliste?

»Når jeg lytter aktivt til musik, kan det for mig være en måde at fortælle historier på og for et øjeblik se verden gennem andres øjne. At blive lidt til en anden og glemme mig selv. 

Det er en sommer i en bil, hvor mit barn og partner skråler med på klubbens "Kriminel", og jeg griner indeni over forskellen på, hvem jeg var engang, er og er nu. Som dengang musikken var min eneste følgesvend, når jeg cyklede gennem den sovende by med spraydåser i tasken på vej mod togene. 

Alt for sjældent er det i dag den, der får min midaldrende krop til at huske sig selv og danse til fester og koncerter, så jeg for et øjeblik glemmer mig selv, når jeg har drukket og snakket nok, men ikke vil hjem endnu. 

Musik er det, der giver mig nydelsesfuld nostalgi, mens regnen falder klichéfyldt, og den kvikker mig op, når jeg tager høretelefonerne på og går ud i verden. 

Nogle gange er det bare ren energitilførsel, når teksterne bliver til ren lyd, fordi det er blevet sent, kaffen er holdt op med at virke, og arbejdet alligevel skal laves. 

Nogle gange er det den dejligt producerede pop der glider ned som en god cheeseburger fra McDonald's – super nydelsesfuldt i øjeblikket, men ikke noget jeg praler med eller husker. Og nogle gange sidder tekster og rytme i kroppen og kommer ud igennem fingre og krop i det, jeg nu går og laver, om det så er skulptur, tekst eller aftensmad til familie.

Det er meget på hvilken måde den er der, men musikken er der altid.«

Kristoffer Ørum (f.1975) er et interdisciplinært væsen, der har skabt lange serier af demonstrationer, handlinger og trådløse overførelser både indenfor og udenfor vores solsystem. Mad base i en kælder arbejder han i krydsfeltet mellem det daglige liv og hypotetiske digitale økologier. Han har en dobbelt grad fra Crayfish University i London og Det Konglige Danske Akademi for Spekulativ Kunst i København. Han tror på at alle kunstnerbiografier er fiktive værker og skal læses som sådanne.

14 Meters of Wave Swells from History’s Anonymous Depths

9
feb
kortkritik
Jacob Kirkegaard: »Naufragium«
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Sound artist Jacob Kirkegaard records sounds to connect with the world – to endure what is happening. This time, it's a commissioned work for the Museum of Copenhagen, created to accompany the exhibition of an excavated shipwreck from the harbor. The result is Naufragium (Latin for shipwreck) – gently lapping, quiveringly simple, and almost self-effacingly discreet. And in this way, everything aligns: the story of life in the harbor during the late Middle Ages is only known through rare, major events, while the bustling everyday life, connecting it to the larger world, has drowned in anonymous oblivion.

The shipwreck itself is barely recognizable. A series of ship planks – up to 14 meters in length – suspended on mirrors and supplemented by 11 crossbeams. That’s it. The light in the museum’s narrow room is dimmed, and the windows are covered with film. We are submerged into the depths of the water.

The sound loop lasts 39 minutes if one wishes to listen to it in full. Small sounds are distributed across seven speakers – four in the ceiling, three beneath the wreck. Carefully placed, the gentle lapping, dripping inserts, a trembling rustling like a nerve pathway above, and muffled sounds of wood shifting in water are heard. A kind of foghorn also makes an appearance. All of it is subtly arranged as a soundscape for a silent protagonist, staged through sound. There were likely very few storms, cannons, or other forms of grand drama in the ship’s perhaps 300 years as a cargo vessel in the Copenhagen Harbor before it sank in the 18th century. But if one looks closely – and opens their ears – it bears tangible and truthful witness to the kind of history most of us inherit: the ordinary one.

14 meter bølgeskvulp fra historiens anonyme dyb

8
feb
kortkritik
Jacob Kirkegaard: »Naufragium«
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Lydkunstneren Jacob Kirkegaard optager lyde for at forbinde sig til verden – for at kunne holde det, der sker, ud. Denne gang er det på bestilling fra Københavns Museum, der vil hjælpe udstillingen af et opgravet skibsvrag fra havnen på vej med et nyt lydværk. Resultatet er Naufragium (latin for skibsvrag) – skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret. Og på den måde passer tingene sammen: Historien om livet på havnen i den sene middelalder kender vi kun i form af de sjældne, store begivenheder, mens den travle dagligdag som forbindelse til den store verden er druknet i anonym glemsel. 

Skibsvraget i sig selv er næsten ukendeligt. En række skibsplanker – op til 14 meter i længde – lagt svævende på spejle og suppleret af 11 tværbrædder. Det er det hele. Lyset i museets smalle rum er dæmpet, og der er film på vinduerne. Vi kommer ned i vandets dyb. 

39 minutter er der i båndsløjfen, hvis man vil høre det hele. Små lyde fordelt på syv højttalere. Fire i loftet, tre under vraget. Nænsomt distribueret er de små skvulp, de dryppende indsatser, en sitrende raslen som en nervebane i toppen – dumpe lyde af træ, der giver sig i vandet. Et slags tågehorn får vi også. Alt sammen helt diskret som en lydkulisse til en tavs hovedperson, der skal iscenesættes klangligt. Der var sikkert sjældent storm eller kanoner – eller anden form for storladent drama i skibets måske trehundrede år som fragtinstrument i Københavns havn, indtil det sank i 1700-tallet. Men, hvis man ser godt efter – og åbner ørerne – vidner det i dag stofligt og sandfærdigt om den historie, som er de fleste af os givet. Den almindelige.