Stivnede menneskekroppe og ansigter formet og malet som keramik båret minutiøst rundt af blomsterskulpturer, der har forladt deres stillestående natur. Rollerne er byttet om. Naturen er de levende omgivelser, der giver lermenneskene små midlertidige liv i Ghost Flower Ritual på Copenhagen Contemporary. 

Værket er en live-installation med levende musikere og performere, hvor den 34-årige komponist Sophie Søs Meyer har samarbejdet med den jævnaldrende billedkunstner Cecilia Fiona. Det er et sansemæssigt overvældende, men dramatisk set helt afdæmpet ritual. I løbet af de tre kvarter sidder vi sammen under en kæmpeblomst og mærker de fem performeres minutiøse, langsommelige bevægelser. Mens klangflader og små pulserende figurer fra fire strygere og en fløjte former et landskab af farver, klange og bevægelser, der smelter sammen – det fylder simpelthen det højloftede rum med et auditivt og visuelt nærvær. Vi er en del en helhed. 

Jeg elsker de vilde dragter, der kommer underligt ned fra himlen. Jeg elsker at være en del af ritualet, som heler vores glemte forbindelse til naturen, som er forudsætningen for vores liv. Jeg elsker lyden af strøget, plukket og blæst træ fra Athelas’ musikere. Kultur er natur. Menneskedyrene og blomsterne er en del af den store bevidsthed. Det hele er en hyperkompleks mekanisme. Cecilia Fiona har et ekstremt visuelt og kreativt overskud i sine detaljerede ting, og Sophie Søs Meyer er præcis og interessant i sine vuggende klangfigurer, der langsomt og minutiøst forandrer sig. Indtil den ene blomst blæser i den store konkylie. Så er ritualet slut.

Et indre lydbillede kendetegner forelskelsen. Man går gennem byen med en ny rytme, en anden melodi. Det samme gælder depressionen, omend dur her afløses af mol. Men også kærlighedens indledende faser kan indeholde øjeblikke af tvivl og sortsyn. I komponist og guitarist Ask Kjærgaards musikalske iscenesættelse af Naja Marie Aidts 2006-novelle Store træers grønne mørke, udgivet som LP sidste år, med trioen LiveStrings – cello, violin og bratsch – og skuespiller Jens Albinus som jegfortæller, aner man samme vekselvirkning, når musikken tager os fra blide strøg, over melankoli, til en mere rå lyd.

I koncertversionen af Kjærgaards værk i Aarhus, som havde Rasmus Kjær på keyboard, fremstod Albinus endnu mere nøgen i sin stemme. I værket møder vi en depressiv mand, der, vandrende gennem en park, finder ro under træerne – og til tider oppe i dem. For når fortvivlelsen får en til at falde ud af systemets himmel, gennem sygedagpenge og kontanthjælp, for til slut at lande ved træernes rødder, så er der måske kun ét for, og det er at klatre op i en trækrone? Men så møder vor anti-helt en kvinde i parken, og så er dramaet i gang. Kan forelskelsen løfte ham ud af depressionen, eller vil den ende med at sætte strøm til?

I begyndelsen kom musikken listende. Kjærgaards evne til at støtte tekstens forløb afslørede hans erfaring med komposition af filmmusik, særligt i sammenblandingen af klassisk musik, meditativ new-age og gennemborende guitar. Både ord og musik bar fortællingen. Når Albinus ikke talte, blev musikken det indre landskabs stemme. Især strygerne leverede forelskelsens drømmende toner, men da tungsindet returnerede med fornyet kraft, var det Kjærgaard, der med larmende guitar lagde sig hen over følelsesafgrunden. Det var smukt og brutalt.

Der er noget udpræget mekanisk over Oh No Nohs album As Late As Possible. Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo. Det er nemt at skrive Oh No Noh ind i den fornemme tyske tradition i at tilsløre skellet mellem menneske og maskine, men på As Late As Possible lyder maskinen mere som en fjern slægtning end som et decideret kunstnerisk mål.

Bag Oh No Noh er den Leipzig-baserede guitarist Markus Rom. Foruden et hav af synthesizere og båndloops udføres albummets 11 sange på guitar, trommer, banjo, klarinet og orgel. Den manglende vokal sætter albummet i en lavmælt, cinematisk stemning, og musikken fremstår som en nostalgisk indre dialog, fortalt med en varm kærlighed til melankolien i forældede teknologier.

Selvom de maskinelle fornemmelser er fremtrædende albummet igennem, er flere af numrene drevet af mere melodiske bandkompositioner. Men for mig er As Late As Possible klart mest interessant på de mindre melodiske numre. Det skæve og støjende »Fawn« eller det famlende afslutningsnummer »Ore« er numre, hvor dialogen med maskinen tager musikken til højder, som de mere melodiske og bandbaserede numre ikke kan nå. Steder, hvor maskinerne sukker nostalgisk og danner små, uperfekte tankebobler, der afbrydes og igen starter på ny.

There’s something distinctly mechanical about Oh No Noh’s album As Late As Possible. Like a warped, crumpled tape, melodies bubble to the surface, and the offbeat rhythms repeat with the halting tempo of a scratched LP. It’s easy to place Oh No Noh within the esteemed German tradition of blurring the lines between human and machine, but on As Late As Possible, the machine sounds more like a distant relative than a deliberate artistic objective.

Behind Oh No Noh is Leipzig-based guitarist Markus Rom. In addition to a wealth of synthesizers and tape loops, the album’s 11 tracks are performed using guitar, drums, banjo, clarinet, and organ. The absence of vocals sets the album in a subdued, cinematic mood, and the music feels like a nostalgic inner monologue, told with a warm affection for the melancholy of outdated technologies.

Although mechanical sensibilities are prominent throughout the album, several tracks are driven by more melodic band arrangements. But to me, As Late As Possible is clearly most compelling on the less melodic pieces. The crooked and noisy »Fawn« or the hesitant closing track »Ore« are moments where the dialogue with the machine elevates the music in ways that the more melodic, band-oriented pieces don’t quite reach. These are places where the machines sigh nostalgically and form small, imperfect thought bubbles that cut off and restart again.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek