kortkritik

Trancens kraft: En rejse fra Indonesien til Roskilde

Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«
© PR
© PR
20. march

I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.

Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes. 

Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde. 

Playliste

My name is Ingri Høyland – would you like to see my playlist?

17. october
© Mads Krue Bugge

Ingri Høyland is a Norwegian artist, composer and sound artist. Through the artistic alias Hôy La, she has since 2018 released experimental electronic music with the releases such as X Heads and There's A Girl. She has performed her music at prominent festivals and concert venues in the Nordics, Europe and Japan. Ingri is educated as composer and songwriter at the Rhytmic Conservatory in Copenhagen. Her compositions are often based on a method of electronic improvisation, where she creates spaces and sounds through drones, repetitions and minimalistic melodies and patterns. She often experiments with form, lyrics and language, using her voice as an equal instrument.

As an artist, Ingri Høyland supports the movement for Radical Softness. The understanding and translation of psychological state of minds, emotions and vulnerability is for her a political and artistic starting point, which she takes with her into cross-artistic collaborations, film music and in her own projects. In November Ingri Høyland will release a new sound piece Ode To Stone composed for this years Gong Tomorrow.

kortkritik

Musikkens forrygende tale

Daniel Formo: »Orchestra of Speech«
© PR
© PR
13. october

Albummet Orchestra of Speech er kulminationen på den norske komponist Daniel Formos forskningsprojekt The Music of Language and Language of Music (2018), der omhandler relationen mellem musik og sproget i almindelige hverdagssamtaler. Er der musik til stede, når vi taler med familien ved spisebordet? Med kollegerne ved kaffemaskinen? Med Lotte på kommunekontoret? Svaret på Orchestra of Speech er et kæmpestort »JA«!

Formos 100 siders afhandling er et must read, hvis man vil filosofere over, om kommunikativ intention modarbejdes af sproglig repetition – eller over én af tekstens aforismer: »The perceptual background for experiencing the dynamic processes presented by music is our experience of the physical world in motion.« 

Men man kan også bare nyde albummet, der hverken fremstår intellektualiseret eller fortænkt, men derimod sprællevende og humoristisk. For eksempel når et legesygt hammondorgel akkompagneres af snakkende samples, som vælter ind fra højre og venstre. I den slags øjeblikke er stemningen ikke ulig at sidde på et overfyldt værtshus, mens nogen klimprer på et klaver i hjørnet. 

Albummets kække glimt i øjet understreges af titlerne: »Alarming Altercations« lyder præcist sådan, mens min favorit, »Amusing Grace« lyder temmelig langt fra den kristne hymne, titlen peger på. Alligevel giver titlen mening, for der er noget sært foruroligende over lydbilledet, der primært består af latter, og som lyder, som jeg formoder, det må lyde, når kaffen bliver serveret i menighedshuset efter gudstjenesten i en meget lille, amerikansk by. 

Hvis du som jeg ikke kan få nok af freejazzet musique concrète med granulær syntese, vil du ikke gå glip af Orchestra of Speech!

kortkritik

Nogle børn leger bedst alene

Oneohtrix Point Never: »Again«
© PR
© PR
3. october

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again. 

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet. 

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

Playliste

Mit navn er Heida Karine Johannesdottir Mobeck – vil du se min playliste?

3. october
© Hans Hulbækmo

»Musik er frihed. Eller en vej til frihed. En måde at tænke sammen uden for sprogets kategorier. En vej til nye begyndelser. En måde at lytte til/opleve/deltage i verdens livlighed.«

Heida Karine Johannesdottir Mobeck kunstneriske baggrund er som udøvende tubaist og komponist inden for fri improvisation, free jazz, eksperimenterende pop og samtidsmusik. Sideløbende med musikken har hun arbejdet med andre æstetiske udtryk, billedkunst, poesi, kuratering, drevet pladeselskab, scenografi og musik til danseforestillinger. Hendes kunstneriske handlinger, der på mange måder har afløb, men hun ser det som en helhed, en udforskning af overgangen mellem improvisation og komposition, i samspil og med et socialt udgangspunkt, med forskellige materialer i tid og rum.

kortkritik

På Ærø gror musikken vildt

Første Kvartal: »Ærø«
© PR
© PR
30. september

Et  af de fantastiske aspekter ved improviseret musik er, at den i visse øjeblikke kan begejstre med en overraskende, uforudset samhørighed. Således er det delvist tilfældet på den elektro-akustiske improvisationskvartet Første Kvartals debutudgivelse Ærø. Albummets to første numre gør gode indtryk. »Nyt, grønt« med en saxofon og en synth, der stikker i vidt forskellige retninger, et lydbillede, der i bratte ryk ekspanderer udad, men alligevel stadig fastholder en delt kerne. »I stedet for ingenting« med bølgende modulerende, spacy synth og en melankolsk melodi på klaveret. Simpelt, men af den årsag effektivt. Med det tredje nummer, »Forkastet«, synes inspirationens lys at dæmmes en smule. Den prominente saxofon over en mørk og mystisk bund vækker mindelser om Bowies berlinertrilogi, men vækker desværre ikke meget mere end det. En ærgerlig stilstand præger albummets midte, som først uddrives igen i syvende nummer, »Gro«, der i lighed med det første til stor effekt spiller på modsætningsforholdet mellem en raspet saxofon og en synth, der virker til at ville noget helt andet end blæserinstrumentet.

Den resterende del af udgivelsen vender igen tilbage til et smukt fungerende samspil mellem de fire musikere, men det understreger blot det ærgerlige midterstykke, der mangler den magi, som improvisationsmusik ellers kan være katalysator for. Når det virker, virker det rigtig godt. Ærgerligt, at det ikke gør det hele tiden.