kortkritik

Trancens kraft: En rejse fra Indonesien til Roskilde

Andreas Johnsen: »Cosmic Balance«

20. march

I 2022 vendte den Indonesiske trup Juarta Putra Roskilde Festival på hovedet og henførte et talstærkt publikum med en trancedans kaldet reak. I dokumentarfilmen Cosmic Balance fører instruktøren Andreas Johnsen os tilbage til tiden lige inden, til Putras hjemby Cinunuk på Vestjava i Indonesien, hvor vi gennem 24-årige Anggi Nugraha introduceres til reak, og til hvordan unge og gamle til lyden af dundrende trommer, forvrænget tarompet (rørbladsblæser, minder om en obo) og reciterende sang, hengives til de forfædre, der besøger dem i deres vilde trancer. Anggi selv, der netop er blevet leder af reak-gruppen, hjemsøges af sin bestemte bedstefar, der giver ordrer til, at traditionerne skal bevares og overholdes.

Anggi er dog usikker på sin nye rolle. Han er ikke i blodlinje med forgængeren Abah eller nogle af de andre i gruppen, men er vokset op i landsbyen blandt musikerne, efter hans forældre af uvisse grunde efterlod ham der. Vi møder også Anggis kæreste, som han gerne vil giftes med, men som han af samme grund ikke har fået forældrenes accept til. Anggi er en følsom og sympatisk ung mand, som man kun ønsker det bedste for. Han selv søger hjælp hos en sandsigerske, der giver ham styrke til at rejse til Danmark, og til at gennemføre et ægteskab med hans udkårne. Hvordan det går med giftemålet, vides ikke, men rejsen til Roskilde bliver en udpræget succes.

Filmens lydspor fungerer overvejende godt med feltoptagelser og truppens egen musik. Mindre velvalgte er passagerne med lyrisk klaver og strygere som ledsagelse til trance-scenerne fra Cinunuk, der kommer til at fremstå unødigt iscenesatte. Det ændrer ikke ved, at Cosmic Balance giver et sympatisk og fascinerende portræt af en musik, der på den ene side passer perfekt til Roskilde Festivals globale og mangfoldige profil, men som også stammer fra en verden så fjern fra Roskildes inferno, at man næppe kan se, hvor enderne mødes. Men det gør de, den nat på Roskilde.

kortkritik

Kærlighed og poesi under sorte lygter

Jørgensen/Botes: »Dråberne 5, 7, 8 og 11«

Marina Botes og Steen Jørgensen. © Isak Hoffmeyer

Simon Heggum

8. january

Mens mange stadig sukker efter at se en fuld Sort Sol igen lyse på den mørkegrå danske himmel, har bandets evighedscrooner Steen Jørgensen, sammen med sin lige så gode halvdel, pianist Marina Botes, skabt musik, der er noget helt andet – noget dybere. Og ja, jeg har set ord som »prætentiøs« og »kedelig« slynget efter duoen, men intet af det hæfter sig på deres nye udspil, som er en serie af intime suiter, hvor Jørgensens spoken word væves sammen med Botes’ fantastiske klaverspil. Hvis ambitionen er at bygge bro mellem det klassiske og det elektroniske, så lykkes det med overbevisning.

Som lyriker, der bevæger sig i samme natsorte landskab som Jørgensen, må jeg kippe med hatten for de stærke, poetiske billeder, der præger Dråberne 5, 7, 8 og 11. Især på pladens længste skæring, den dramatiske »Hul – Dråberne 7«. Mens Jørgensen fabulerer om den indre bys lysende melankoli, bliver musikken en transformation, en forvandlingskugle af ambiente flader, dæmpede strygere og en kvindevokal, der smyger sig ind som en skygge – indtil sangen stiger i dramatisk tempo, med fokus på tekstlinien »En nat i indre kvarter«.

Musikken holdes primært i klavertungt terræn, hvor Botes’ tangenter finder ro i dæmpede pedalslag og lette strygere. Kun i sjældne øjeblikke bryder kompositionerne frem, som på åbneren »Glemsel – Dråberne 5«, hvor kammerorkester og jazzede breakbeats skaber en dragende og nærmest filmisk stemning.

Dråberne 5, 7, 8 og 11 er et dragende, inspirerende og decideret lækkert eksperiment, hvor kærligheden mellem de to kunstnere mærkes i hver tone. Hvis det her er Jørgensens karriere-vinter, tager jeg gerne imod flere mørke varme øjeblikke.

Playliste

My name is Phtalo – would you like to see my playlist?

7. january

»I love talking about music, I love making music, I love discovering new music and I love diving into sound and explore. I love experimenting with instruments and use them in a way that was not intended, I love finding new portals in music, I love trying out things with sound, I love panning, stretching and reversing samples I made with my recorder, I love being aware of how my surroundings sound, how the sound changes when there is snow and how big an influence sound has on all living beings. I love how music soothes me. Music to me is a never-ending exploring adventure.

Phtalo is an eclectic composer who moves along the inner lines, where the senses unfold and imagination takes over. They live and work in a wooden cabin at the coastal shores of Denmark. My House In Your Haus is a podcast about electronic music hosted by Phtalo, and broadcast at The Lake Radio and Reboot FM Berlin. The new album Collective to be released this week include covers of songs by Björk, Cat Power and Kate Bush.

kortkritik

Den perfekte storm

Yanling: »Cymatic«

Simon Heggum

6. january

Det er sjældent, at et album komplimenteres for at lulle en i søvn. Men efter en måned med den schweizisk-boende, hongkong-fødte Natalja Romines album Cymatic har jeg flere gange fundet mig selv glide ind i drømmeland – og det ser jeg sjældent som en god ting. I tilfældet Cymatic er det dog en klar force. Yanling kommer fra kunstmusikken, og værket har allerede været præsenteret i den kontekst. Alligevel står det stærkt som en omgang filmisk sci-fi-ambient. Her spøger navne som Jean-Michel Jarre, Brian Eno og Hans Zimmer, mens modulære støjskyer, kvindevokaler og mystiske elektroniske pulse- og sinewaves smelter sammen og skaber et vellydende tapet. Det er ikke nyskabende, og numrene kan være svære at skelne fra hinanden. Alligevel skiller de fængende klaverstrofer på »Transmuted« og de gurglende bas-synths på »Nebula« sig ud. På »Fallen Tempest« går kor, akkorder og rumklang op i en højere enhed, og på pladens højdepunkt, »Aura Nova«, truer pludselige synth-stabs med at vække en fra drømmen.

Cymatic er ikke et mesterværk og kan på grå dage fremstå som brug-og-smid-væk-ambient til en Hollywood-storfilm, ingen gider se. Men med tiden vokser den til et glimrende stykke samtidskunst, der kun lider under en lidt for perfekt produktion og lidt for store armbevægelser. Hvorfor blive sur over stormvejret i dit vandglas, hvis det stormer på den rigtige måde?

Playliste

Mit navn er Kim Mejdahl – vil du se min playliste?

1. january

»Musik for mig er en måde at være i verden på. Jeg kan ikke leve uden musik, for den er en iltmaske. Jeg finder altid undskyldninger for, hvordan jeg kan inkorporere musikken i min billedkunst. Nogle af de største kunstneriske oplevelser i mit liv har været at lytte til musikalbum, og jeg har en ordentlig stak album, som jeg er dybt forbundet med og konstant genbesøger. Musik er noget af det allermest overvældende, brutaleste, smukkeste og sjoveste, og det forbinder mig til noget spirituelt og dybt. Min dårligste vane er at cykle rundt med høj musik i ørerne, men jeg har vurderet fordelene og ulemperne og kommet frem til, at musikken må være døden værd.«

Multikunstneren Kim Richard Adler Mejdahl er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Kunsthal Charlottenborg, Overgaden og Rønnebæksholm samt internationalt på filmfestivaler i bl.a. Tyskland, Frankrig, Island og Sydkorea. Under aliasset Kim Kim har Mejdahl udgivet flere album og blandt andet spillet på Roskilde Festival. Han er blandt mange kendt for sin medvirken i anden sæson af Kunstnerkolonien på DR, hvor han kørte ind i folks stuer med partybus og godt humør. Mejdahls arbejde er repræsenteret i Statens Museum for Kunsts samling. For tiden er han aktuel med udstillingen Glory på KØN – Gender Museum Denmark samt DR-serien Provinsbøssernes drøm sammen med forfatteren Glenn Bech. Tidligere på året medvirkede han i forestillingen Friskabte, som er en musikalsk fortolkning af Glenn Bechs roman Farskibet med musikeren Henriette Sennenvaldt og billedkunstneren Michael Kvium.

Playliste

Mit navn er Marina Botes – vil du se min playliste?

25. december

»Musik for mig er erotik, erkendelse, fest, støj, storslået natur, stilhed.«

Marina Botes er dansk/sydafrikansk komponist, pianist og forfatter. Hun er uddannet ved DKDM og dannede i 2022 duoen JØRGENSEN/BOTES sammen med Steen Jørgensen, som er aktuel med albummet Dråberne 5, 7, 8 & 11. De tidlige musikalske inspirationer var korsang, Buxtehudes orgelværker, 90'er-rave og Hindemiths klaversonater. Hendes praksis går på tværs af kunstneriske discipliner og medier med video, symaskine, billedecollager, tangenter og ord. I 2022 debuterede Botes som forfatter med collageromanen Der vil ikke bliver talt om denne nat (Forlaget Korridor).