Éliane Radigue
8
© PR
På Naldjorlak tager den franske komponist Éliane Radigue os med på en rejse af mikroskopiske proportioner, når en tilsyneladende simpel musikalsk situation – ikke ulig hendes tidligere værk for synthesizere – udfolder sig. Naldjorlak er et værk for uledsaget cello og Radigues første komposition for akustiske instrumenter, og det bygger på en mundtlig kommunikation mellem komponist og performer. Cellist Charles Curtis finpudser kun én tone i hele stykkets varighed, men denne præmis, der i starten kan slå lytteren som værende enkelt, er alt andet end det.
Hvad 91-årige Radigue beder sin lytter om er at være til stede (ikke overraskende har hun været praktiserende buddhist siden 1970'erne). For at opleve Radigues musik skal man kunne følge lyden til dens stilhed, og det er en mental tilstand. Naldjorlak er en invitation til deep listening. Hvad hører man, når man stopper op og begynder virkelig at lytte, mens Charles Curtis droner løs? Curtis føler sig hjemme i Radigues undersøgelser af lyd, og hans spil minder os om, at et stort lydkunstværk ikke eksisterer uden en stor performer. Havde der været et partitur, kunne vi have talt om at værket eksisterede alene i kraft af dette, og at det kunne opleves ved at blive læst. Men eftersom komponist og solist beskæftiger sig med mundtlig overlevering, er det sværere at forestille sig dette værk uden dets performer, og netop derfor er det svært at vide fuldt ud, hvornår vi hører Radigue, og hvornår vi hører Curtis.
Curtis bringer Naldjorlak til live så subtilt, at det er let at tro, at han ikke gør noget. Det lyder vildledende simpelt i starten, men hvis man tager sig tid til rent faktisk at opleve dronespillets mikrokosmos, vil man bemærke, at de to versioner, der præsenteres på denne udgivelse, ikke kun er vidt forskellige i karakter og udtryksevne. De er egentlig ikke droner med deres implicitte monotoni, de er snarere mikroskopiske verdener af konstant skiftende lydteksturer. Det er måden, Curtis så mesterligt formidler Radigues ideer på, der gør disse optagelser fra Los Angeles og Paris så fængslende.
Marcela Lucatelli. © PR
Jeg tror ikke, man har talt så meget om sporene af den historiske avantgarde, der titter frem i Lucatellis værker. Det her er en god anledning! De gamle elektronmusikstudier spøger i sinusbølgerne og den elektroakustiske knitren i Skrrt, Skrrt. Og velkendte traditioner går igen i form af talt tekst, støjsamples, volapykvokal og en slags nøgternt afmålt slagtøj.
Glimtvis minder det måske ligefrem om en jubilæumsfest for tidligere tiders fremtidsklang. Hvilket egentlig er uventet, for jeg er vant til, at Lucatelli griber mig i kraven og tvinger mig ind i morgendagen. Det her er en mere noir oplevelse, der i lange stræk nærmer sig en abstrakt meditation.
Her slipper hun den stramme styring med formen og lader det timelange værk udvikle sig til et mere eller mindre improviseret støjdigt sammen med K!art-ensemblet. Ud fra den heftige programtekst havde jeg ventet noget skørrt, skørrt eller skrattende, skrattende. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skal synes, synes!
Simon Steen-Andersen. © Lars Svankjær
Jeg ville egentlig have forsvoret, at det var muligt. Men her er altså et album med kompositionsmusik for guitar, som rent faktisk er fremragende.
Instrumentet får ASMR-lignende kvaliteter i den nære optagelse, og især In-side-out-side-in folder guitarens dynamiske muligheder ud. Efter en indledning med insisterende gentagelser forvandler strengene sig fra noget endimensionelt til en sammensat personlighed med ydmyge åbninger i form af mikrotonale udsving og bløde glidninger.
På titelværket ledsages italienske Francesco Palmieris guitar af en vokal, der grynter, hvisker, fløjter og klaprer med tænderne. Sammen skaber de et hakkende, nedbrudt og intimt sprog, sådan som det må lyde, når man er i transit mellem forskellige verdner. Sælsomt.
De syv værker på albummet ender med at tegne et overraskende dækkende portræt af Steen-Andersen, lige fra hans optagethed af vokabularier til interessen for teknologi og musikhistorie. Mig: forbløffet.
Olga Szymula: »Lapses«. © PR
Også i sin opdaterede onlineversion er Szymulas elektroopera en interessant udforskning af underbevidsthedens manglende logik.
Værket, som er skrevet for to operasangere, en performer og et børnekor i gule regnfrakker, præsenterer os for forvrængede minder og drømmestrukturer, der altid hænger i tynde tråde. Meget giver ikke umiddelbart mening, og karaktererne står som mystiske, skræmmende symboler i den tætte, grænseløse skov.
Szymula undersøger lyd, sprog og stemme med en fragmenteret multilibretto på dansk, engelsk og polsk, mens sopranen bevæger sig fra operaklang til rå skrig og rene børnestemmer flænses op af elektrolyd.
Men kombinationen af gennemproducerede elementer fra den oprindelige version og en række rå liveoptagelser fra premieren får den nye udgave af Lapses til at virke mere som dokumentation end et stykke digitalkunst i egen ret. Eksperimentet lider i sidste ende under, at onlinemediet reducerer den immersive kvalitet; i stedet for at blive suget ind i drømmerens bevidsthed må vi iagttage udefra.
Sofie Birch. © Rune Svenningsen
På klaveret spiller et simpelt stykke, der med lange pauser giver tonerne plads til at ringe fuldstændigt ud, før de genoptages. Jeg kan høre en knirken. Er det et gammelt, næsten udtjent klaver, eller er det stolen, som pianisten sidder på? Det er, som om jeg er til stede i lokalet. Sofie Birch ved instrumentet, terrassedøren åben, morgenpastorale.
Selv når musikken ændrer karakter og tilføjer synths, droner, percussive vokaler og naturoptagelser, så mister den aldrig sit nærvær. Blandingsforholdene og stemningerne forandrer sig, men billederne står altid klart for det indre øje. Der sker altid nok til, at min interesse fastholdes, men aldrig så meget, at jeg ikke selv kan drømme med. Og heri ligger Birchs efter min mening største styrke. Som få andre formår hun at bruge lyd til at vække scenarier og følelser til live.
Albummet lakker mod enden, og den tidligere morgenstemning har nu ændret sig til noget mere natligt. Klaveret og den intime knirken er vendt tilbage for at ringe ud.
Francesca Burattelli: »Condition«. © Visage
Første gang jeg lyttede til Condition, tænkte jeg, at det lød som en 2.0-version af den franske sangerinde Brigitte Fontaine og den lyd, hun i 70'erne skabte sammen med multiinstrumentalisten Areski Belkacem. De håndspillede rytmer er godt nok erstattet af trap-beats, og båndmanipulationen af diverse plugins, men den nysgerrige og legende tilgang er den samme.
Burattelli ser stort på traditionelle sangstrukturer. Ligesom Fontaine foretrækker hun at skabe et puslespil af små vignetter, hvor blandt andet a cappella-sang, field recordings og sfæriske synthflader vikler sig ind og ud af hinanden. Lyt blot til »Give It Another Try«, hvor et beat, der lyder, som om nogen leger med en hæftemaskine, fører lytteren direkte ind i en storslået orgelpassage.
Ikke alt fungerer: Det er for eksempel en skam, at den seks minutter lange titelsang stopper brat, før den når det klimaks, den ellers leder op til. Det ændrer dog ikke ved, at Condition er en af de mest ambitiøse debutplader, jeg har hørt længe.
