kortkritik

Stålgafler og silkeblød skrift

George Benjamin og Martin Crimp: »Written on Skin«

28. september

Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid.

I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.

Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift.

Playliste

Mit navn er Anders Filipsen – vil du se min playliste?

5. june

»Musik for mig er følelsernes sprog. Det er det sprog, der kommunikerer ting, der ikke indkapsles med ord. Det er et flydende udtryk, der kan indeholde modsætninger på smukkeste og mest naturlige vis, og som indeholder både fortid og fremtid på samme tid – mit andet univers.«

Anders Filipsen er komponist, musiker og lydkunstner, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010. Han arbejder i krydsfeltet mellem improvisation og komposition, akustisk og elektronisk lyd, og trækker på genrer som avantgardejazz, moderne klassisk musik, vestafrikanske traditioner og eksperimenterende elektronik. Han har skabt værker for solister, mindre ensembler og storbands, samt en lang række installationskoncerter., hvor lyd møder dans, lys, mad, video og poesi. Medlem af kunstnerkollektivet og pladeselskabet ILK siden 2011. Kendt fra grupper og samarbejder med Anders Filipsen & The Black Nothing, MESMER, TEETH, AFT, The Firebirds, Jakob Kullberg Ensemble og Nastio Mosquito.

Playliste

Mit navn er Søren Lampe – vil du se min playliste?

4. june

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

Playliste

My name is Anna Roemer – would you like to see my playlist?

3. june

»Music is where my heart is. The place where I feel the most freedom and possibility to express myself. It's also the place I seek to when I need to calm down.«

Anna Roemer is a Danish guitarist and composer from South Zealand, now based in Copenhagen. She has performed with artists like Hannah Schneider, Jacob Bellens, and Guldimund. Together with saxophonist Cecilie Strange, she forms the acclaimed duo K A L E II D O, known for music that constantly evolves. The duo has received national and international praise and won the Carl Prize for »Jazz Composer of the Year« for their albums Elements and Places (2024).

kortkritik

Not the Royal Rock Star We Might Have Wished For

David M. A. P. Palmquist: »King Frederik X’s Honour March«

Jakob Gustav Winckler

2. june

Surely, I can’t be the only one who nearly choked on my oyster on New Year’s Eve, when King Frederik X delivered his first New Year’s speech. What a modern take on the old tradition! Instead of sitting solemnly at a desk, he calmly walked into the room – a room demanding attention, where a futuristic mural stole the show. I could barely focus on the speech itself, distracted by the psychedelic imagery behind him: a visual nod to Yellow Submarine by The Beatles. Was this a sign of a rock star ascending the throne?

Wishful thinking, as it turned out. The speech turned into a parade of predictable platitudes. The same can be said about the King’s new Honour March, composed by David M. A. P. Palmquist, former conductor of the Royal Danish Life Guards Music Corps. A traditional and sluggish piece that plays it entirely by the book.

Since H.C. Lumbye gifted a march to Frederik VII in 1861, it has been a tradition for members of the royal family to be granted personal marches. Take the lively and self-ironic Parade March for Queen Margrethe, which includes quotes from both »I Danmark er jeg født« and »Daisy Bell«. Or Crown Prince Frederik’s brisk and quirky Honour March in 6/8 time – written by Fuzzy for the now-King’s 30th birthday – tipping its hat to Carl Nielsen’s »Som en rejselysten flåde«.

But where is the personal character in Palmquist’s march? The composer approaches the task far too conceptually, attempting to give the piece a musical signature with a kind of rebus at the beginning. The first note is an F, followed by one ten steps higher – thus spelling »Frederik the 10th« in musical code. The many references to other military music are just as internal. What’s missing is something that breaks with protocol – just like King Frederik himself has done in his most memorable and beloved moments. In the end, it sounds like a march that has forgotten who it was written for.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek. Proofreading: Seb Doubinsky

kortkritik

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«

Jakob Gustav Winckler

30. may

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler.

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«.

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til.