Den bibelske skabelsesberetning begynder med, at Gud skaber lyset. Straks bliver han enig med sig selv om, at lys er godt, men mørket, der tidligere fyldte hele universet, forsvinder ikke: Som lysets skumle antitese er det altid til stede. På Mother – komponisten Kasper Bjørkes fortolkning af klodens evolution fra dens spæde formation til menneskets nært forkomne udryddelse – er mørket dog ofte meget svært at få øje på: Jordens første milliarder år iscenesættes med blød synth, sørgmodige strygere og forsigtig marimba; lyden vibrerer lyst, varmt og luftigt som en solstråle gennem et støvet vindue. Æstetikken er storladen, som noget Hans Zimmer ville komponere til en Science Fiction-film, om end synthesizeren og marimbaen til tider placerer albummet tættere på den form for New Age-musik, der i 90'erne dukkede op på de ganske charmerende Moods-opsamlinger.
1. Mosebog skal selvsagt ikke ses som nogen form for facitliste. Når jeg alligevel nævner den, skyldes det, at Bjørke selv virker opsat på at skildre klodens evolution som en syndefaldsmyte: Helt teleologisk bevæger jorden sig fra en tilstand af harmonisk lyksalighed til undergang, og som slangen i Edens have er det mennesket, der bringer Jorden i forfald. Først på albummets sidste kompositioner – med de udpenslende titler »Anthropocene« og »Tipping Point« – begynder mørket og kaosset at ulme i lydbilledet. Albummets eskatologiske fortælling, hvor menneskets undergang også er Jordens, forekommer mig lige lovligt antropocentrisk. Det er en skam for albummet lyder smukt: Et perfekt ambient lydtæppe til kølig efterårssol og søvnige togture. Desværre vakler Mother for mig under vægten af sit eget ambitiøse koncept.