kortkritik

Slagtøjsfest i dyr pyjamas

Line Tjørnhøj: »Ør«

Sune Anderberg. © Alexander Banck-Petersen

26. august

Følte de sig på en eller anden måde sat fri? I hvert fald mødte de to slagtøjssolister, Jakob Weber og Gert Sørensen, op i excentriske kostumer – hvidt jakkesæt og en ternet dragt, der duftede af dyr pyjamas – til uropførelsen af Line Tjørnhøjs orkesterværk Ør, hvor komponisten netop havde skrevet en vis frihed ind i deres noder.

DR Symfoniorkestret var skåret over på midten, men hvinede og stemplede af sted som et svedende maskineri. Til venstre for dem tastede Weber løs på et stumt flygel, mens Sørensen lod køllerne falde over et arsenal af pauker, gong og håndholdt percussion. Man fornemmede klart, at der var et angreb i gang; Tjørnhøj hvirvlede drama op af orkestrale tuttibrøl, som langsomt fortyndedes til træblæserklang og spinkel guiro.

Så satte det, der lød som en cirklende citatmusik, i gang. Et dramatisk faldmotiv med kontrafagot som dybt anker, sidenhen romantiske strygere og modernistiske orkestersløjfer. En slags halvmanisk kulisse for solisternes anderledes egensindige manøvrer? Halvvejs gennem andensatsen gik de over til orkestret og spillede umiskendeligt Safri Duo-boblende op til dans, mens kollegerne ligesom befandt sig et andet sted i musikken.

Ør blev man vel faktisk i mødet med denne argumenterende og hele tiden uroligt afsøgende, men også på den anden side glansfulde musik. Kontrastspil, meddelelsesbehov, spilopper. Værket var inspireret af Per Nørgård og levede fuldt op til hans credo om at forvirre på en fortryllende måde. Touché, Tjørnhøj!

kortkritik

Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration

The Firebirds & Nordic String Quartet: »Adaptations«

Rasmus Weirup

11. october

På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks.

Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.

Playliste

My name is Bára Gísladóttir – would you like to see my playlist?

30. september

»For me, music is all that vibrates.«

Bára Gísladóttir is an Icelandic composer and double bassist based in Copenhagen. Her work is generally based on thoughts regarding the approach and concept of sound as a living being.

kortkritik

Hvis John Malkovich kunne synge, ville det være djævelsk sang

John Malkovich, Michael Sturminger, Marie Arnet, Theodora Raftis, Martin Haselböck, Orchester Wiener Akademie: »The Infernal Comedy: Confessions of a Serial Killer«

Andreo Michaelo Mielczarek

30. september

»Please, conductor play and give me some fucking peace«. Massemorderen – og nu forfatter, for det blev han i fængslet – Jack Unterweger (John Malkovich) kræver mere »old fashioned music«, mens han fortæller om sine barbariske handlinger i Wiens skove. Vi er til Unterwegers bogreception. Barokorkesteret Orchester Wiener Akademie sidder på scenen som vidner, mens Malkovich strangulerer sopranerne Marie Arnet og Theodora Raftis med deres undertøj til arier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Jo, opera handler ofte om mænd, der slår på kvinder.

»I don’t usually like this kind of music, it makes me nervous«. Ja selvfølgelig, for barokmusikken spillet på periodeinstrumenter er ikke bare laber baggrundsmusik, men en aktiv fortæller, som »forstyrrer« den salgstale af en monolog, og den frastødende sandhed, som Malkovich gerne vil dele med os – mordet på ni prostituerede. Han vil hellere være morder end ingenting, siger han. Men de to sangere får ham også til at ralle på jorden som et barn; han hiver efter vejret, bliver ukomfortabel i sit hvide jakkesæt. Disse momenter løfter The Infernal Comedy til mere end et smart koncept (kendt skuespiller, ok kendt orkester, autentisk mordhistorie). Kvinderne får et glimt af værdighed, mens Malkovichs Unterweger mister den. Hvad er han nu uden Dandy-solbriller?

The Infernal Comedy er skabt til Malkovich i 2008, hans joker-ansigt, hans svajende, ja über musikalske røst. Vi vil gerne købe hans bøger, fordi ondskab sælger. Som super enkelt kammerspil fungerer det. Hvis Malkovich pludselig meddelte, at han nu vil synge opera, ville vi også købe billet. Men hvordan ville denne kvindehadshistorie mon lyde med barok anno 2024?

Playliste

Mit navn er Vincent Wood – vil du se min playliste?

16. september

»Musik for mig er muligheden for at udtrykke mine følelser og historier både i ørene og på livescenen, så folk kan spejle sig i det, og vi sammen kan skabe bestemte oplevelser.«

Vincent Wood er en dansk/indisk solokunstner. Hver sang på hans debut-EP For mange følelser udenpå udforsker et personligt emne fra hens eget liv, og han berører temaer som adoption, identitetskrise, kærlighed, usikkerhed og længslen efter at være god nok.

Playliste

My name is Kristine Tjøgersen – would you like to see my playlist?

10. september

»Experience with music involves contact between humans and something beyond it. With contact I believe that people are affected in a way that changes them, even though the change can be very small. You may be transformed into something you still do not know what is.«

Kristine Tjøgersen is a Norwegian composer and clarinet player living in Oslo. Her compositional practice is characterized by curiosity, imagination, humor and precision. Through her work, she creates unexpected auditory situations through playing with tradition. She has a special interest in the interplay between the visual and the auditory and how they affect each other.

Nature in motion and process is often reflected in her works, and collaboration with researchers and biologists is for her a source of new sound and scenic ideas that allows her to incorporate organic forms into the music. As Tjøgersen puts it: »By giving nature a voice in the concert hall, I want the audience to get to know valuable forms of life, and to raise awareness of what can be lost if humans continue to change nature.«

Her works have been performed by Ensemble Recherche, Klangforum Wien, Arditti Quartet, Pinquins, SWR and WDR Symphonieorchester, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, BBC Scottish Symphony Orchestra, and the Bergen Philharmonic Orchestra, as well as at festivals such as ECLAT, Ultraschall, Wien Modern, Tectonics, Wittener Tage für neue Kammermusik, and Ultima.