Niels Rønsholdt
46
19.09.2021
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«
© Reinhard Wilting
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
© PR
Ejnar Kandings værker kan være som nat og dag, nogle gange lifligt diskrete, næsten ambiente, andre gange sludrende pladderromantiske. Men på indspilningen her af Suite résonance, et syvdelt værk fra 2015 for guitar og elektronik, lyder den forvirrede komponist, som om han aldrig har skrevet andet end stilren, elegant konciperet musik.
De syv satser fremstår som fortryllede barokdanse, forsigtigt animeret af elektroniske forvrængninger, pulseringer og kontrastvæsker. I den første af dem hører man toner, der spaltes i to liv: en nobel atonalitet i nutid og en mikrotonal forsinkelse som et musikalsk genfærd, begge dele gennemløbet af et skælmsk gemyt.
Siden udvides klangrummet med en slags druknede overtoner, opklippede beats, fejende synth og, i den dramatiske bourrée mod slutningen, lyden af et snorkende elektronisk monster, der pacificeres af en fersk vuggevise spillet med lyse flageoletter på guitaren. Det hele holdt i kort snor af Kanding, som har fundet en pirrende balance mellem stilstand og bevægelse.
Suite résonance er et værk, der med sin pixelerede hommage til barokken tematiserer tidens gang, men det giver også plads til at sætte den i stå: Bulgarske George Vassilev, der slår guitarens strenge an, sanser sig med poetisk ømhed gennem de frie skalabølger i den yndige air-sats undervejs – og hans fine vandring mellem temperamenter er med til at gøre den korte udgivelse til en overraskende spændstig og forførende størrelse.
© PR
Fra bøgernes verden har vi de seneste år stiftet bekendtskab med begrebet fødselslitteratur: forfattere, der kort og godt og jo ganske relevant skriver om det at føde et barn. Nu er tendensen skvulpet over til lydens verden, for konceptet bag Katinka Fogh Vindelevs Gravitational Shift er, at de fødende furier er blevet transskriberet for kor.
Altså ikke bare en-til-en. Vindelev, der har udtænkt ideen sammen med billedkunstner Marie Kølbæk Iversen, æstetiserer fornøjeligt akten for et utal af stemmer og strækker de lydlige detaljer ud i herligt sadistisk slowmotion. Der er små tyngdefelter af tæt, sitrende klang og sirlige smertensskrig for sopran såvel som baryton – lidelsen har mange ansigter.
Vindelev zoomer ind og ud på de forskellige motiver af udstrakte støn, vejrtrækningsstød og maskinlyd, der tilsammen udgør et svært velklingende og faktisk langtfra uhumoristisk fødselsportræt: Værket er ordløst, men fornemmer man ikke lige, at barytonen synger sit »ah-ah« som et »aha« i en lille tertssløjfe efter det første af de otte veer?
En aha-oplevelse er der i hvert fald tale om med Gravitational Shift. Det kunne let være endt som en total fremmedgørelse af en urkropslig erfaring, men i mødet mellem værkets abstrakte udtryk og stemmernes intime, kropslige nærhed formår Vindelev faktisk at sætte den fødende fri som æstetisk objekt og invitere lytteren helt tæt på i billedskabelsen. Altså, det er jo næsten som at ligge der selv!
© Kunstmuseum Brandts
Det må være sjovt at være Vinyl -terror & -horror. Jeg mener, skrivemåden alene! Men endnu sjovere er det heldigvis at være den, der, helst uforvarende, støder ind i lydkunstduoens hjemsøgte installationer.
Som nu her øverst oppe på Brandts i Odense, en etage over de surrealistiske åndsfæller i museets faste samling. Pludselig, inde i mørket, står man ansigt til ansigt med et filmlærred omringet af selvspillende harmonika, roterende panfløjte, snurrende stiletter, sækkepibe, fodpumper, et blafrende gardin og, gudhjælpemig, en mekanisk loftstrappe, der folder sig ud.
På lærredet kører små filmsekvenser, hvor lydsidens stemning er tekstet for hørehæmmede, deraf værkets titel, og den stemning opføres så af det mekaniske instrumentarium i kombination med båndet lyd af harpeklang, telefontoner, orkesterdyb og alskens effekter.
Vi ser skikkelser i mørket og hører et afløb gurgle. Bevæger os gennem mørk skov, mens et par støvler træder i et lille bjerg af båndstrimler og en tordenplade rumler. Holder vejret, da en underbo banker i loftet og bevæger sig ildevarslende langsomt op til støjsynderen, akkompagneret af de roterende stiletter, den mekaniske trappe og, ja, en bevægelig kost.
Midt i det hele ligger en flad plastikpalme i en skriggrøn badering. Vinyl -horror & -terror leger konstant med potentiel energi, ikke al suspense skal forløses, og sjovest af alt er måske, at palmen bare får lov at ligge der uden nogensinde at blive pustet op. Snydt!
© Luca Berti
Sange fra i dag er en app udarbejdet af Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore bestående af ni sange. Med dette appformat har de skabt en – for mig – helt ny måde at co-write på. Komponisterne har udtænkt en metode, hvor de hver for sig skitserer de ni sange – så 18 skitser i alt. Disse skitser kan så sættes sammen på eksponentielt mange måder, og det er det, appen gør med en komponeret »tilfældighed«. Hver eneste afspilning er ny og kan overraske! Eller det er i hvert fald sådan, jeg har forstået det.
Sangene er afvæbnende og purt smukke at lytte til. De to drengesopraner, der bliver akkompagneret af klaver og fløjte, skaber en lyd, hvor højskolesangbogstraditioner smelter sammen med en skrøbelig minimalisme. En lyd, hvor man selv bliver sårbar og gennemsigtig. Mødet mellem musikken og digtene er kærligt og står krystalklart, og selv det knivskarpe visuelle udtryk gør én blød – instant love.
Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om app-formatet står i vejen eller giver værket en ny værdi. Det er en unik måde at afspille musik på, som er skruet meget dygtigt sammen. På den anden side vil appen have, at man forstår mere af værkets struktur, end man gør (eller hvad jeg gør). Hvor meget skal jeg kunne følge med, og hvor meget skal jeg give slip og bare lytte? Bidrager denne tvivl, eller er det tilsvarende, at jeg fokuserer på materialet vinyl i en albumudgivelse? Er det godt, at værkets form og indhold gør to forskellige ting, eller burde førstnævnte være flyttet mere over til et seminar for fagfæller? Uanset lyder det virkelig godt.
© PR
I en hyldest til Piazzolla har Bjarke Mogensen kastet sig over den argentinske tango på cd’en Album for Astor. Selvom han er en af de bedste i landet på akkordeonet, kommer vi hverken tæt på Astor Piazzolla eller under huden på tangoen.
Mogensen mestrer fuldt den teknisk krævende musik – men godt håndværk skaber ingen tango, for der mangler vildskab eller kant på 11 indspilninger, som ellers er varieret udvalgt. »Adiós Nonino« er skrevet under dyb påvirkning af farens død. Men vi kan ikke høre eller mærke sorgen igennem Mogensens akkordeon, som ligesom andre numre mangler det farlige element, hvor man kommer ud over kanten, tæt på afgrunden. På »Café 1930« har han selskab af Mathias Heises ellers suveræne mundharmonika, men halvvejs går de i stå, og i stedet for nerve bliver det kedeligt. De mange gentagelser i numrene kører i det hele taget mere i ring end skaber fornyet kraft.
På halvdelen af titlerne er Ensemble Storstrøm med til tango, men det kommer musikken ikke op af flyve af. Den karakteristiske tangorytme – dam-DAM – bliver for tung og markant i lydbilledet, og mister sin funktion som underlæggende fremdriftseffekt. Lydproduktionen hjælper ikke, da de otte instrumenter virker meget langt væk, og det er vanskeligt at skelne de enkelte stemmer fra hinanden.
Kun de to numre med vibrafonisten Johan Bridger har nerve, og man fornemmer tangoens vildskab og indboende urolighed. Man kan spille tango skævt, fejlagtigt og uden de store kompetencer – men kedeligt må det ikke blive. Der skal mere end stort musikerskab til en tango.