Skulle have sendt min dobbeltgænger
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
Tingene er ikke, som de plejer på Sort/Hvid. Efter vi har hængt vores jakker, bliver vi bedt om at gå udenfor, så alle bliver blæst igennem af en frisk forårsvind. Da dørene åbnes, længes vi derfor alle efter underverdenen og skynder os ind – og bliver prompte givet hver vores maske og lukket ind i en mindre labyrint, som det ellers er op til os at gå på opdagelse i. Langsomt begynder de at synge en sang, og før vi ved af det, bliver vi gennet ind i nogle lidt mere normale rammer med stolerækker og en scene.
Orfeo er mange ting: Det er en teaterkoncert, der giver os beretningen om Orfeus’ rejse til underverdenen, med Monteverdis evigt genkendelige musik. Det er også en hyldest til Monteverdis opera, med nye akkompagnementer komponeret af Rasmus Zwicki, der ikke føles forcerede. Det er også total(musik)teater, da vi får lov at synge med på skuespillernes simple og forførende klagesang. Og før vi ved af det, sendes vi tilbage i labyrinten, og nu er vi virkelig en del af underverdenen, for vi inviteres til at tage del i aktiviteterne i underverdenen.
Orfeo er en forestilling, der først og fremmest lykkes med at give en følelse af længsel – vi har aldrig nok tid, der hvor vi er. Lige som jeg var begyndt at finde rundt i labyrinten, blev jeg smidt ud, lige som jeg længtes efter endnu en Monteverdi-arie, stoppede musikken, og lige som jeg turde nærme mig Madam Nielsen og række hånden frem, begyndte klagesangen igen, og vi blev bedt forlade underverdenen. Den samme symmetri, der er i Monteverdi, oplever vi også i Orfeo.
Min gåsehud har endnu ikke lagt sig, og jeg længes tilbage til underverdenen, til at synge med, til at høre Monteverdis musik. På den måde var noget, som det plejer på Sort/Hvid, for det er en oplevelse, der bliver siddende.
Instruktør Magdalena Zięba-Schwinds nye dokumentar Carl Nielsen – Between Heaven and Earth, en mestendels engelsksproget film om selveste Danmarks nationalkomponist, er et yderst kompetent stykke håndværk, der dog gerne måtte have taget sig mere tid til de dybere samtaler.
Den forhenværende 100-kroneseddelprydende Nielsen var en stor kunstner, men samtidig ikke et geni, han var ligesom dig og mig, skal det forstås. Seeren trakteres med prangende lysekroner, sommerdage i den fynske natur, besøg i barndomshjem og koncertsale. Skuespiller og komiker Tue Hoé gør det udmærket som omvandrende Nielsen i beige søndagssæt, blød hat og glimt i øjet. Klicheerne hober sig op, men de virker jo. Og de krydres heldigvis med nogle små greb, der fryder – som når Hoé til allersidst bryder den fjerde mur i overensstemmelse med Nielsens sjette og sidste symfoni.
Jeg savner dog mere stillingtagen til den folkekære komponist og hans oeuvre. Filmens mest interessante øjeblik er, når Fredrik Schøyen Sjölin, cellist i Danish String Quartet, stiller spørgsmålstegn ved Nielsens forhold til den såkaldte »danske folkesjæl«: Var hans musik med til at skabe den? Eller blev musikken blot præget af en allerede eksisterende folkesjæl? Det er et spørgsmål, der desværre ikke udforskes videre.
Det hele glider så let – en anelse for let. På kun lidt under en times spilletid er det begrænset, hvor meget man kan nå at få med. Men når nu det er ingen ringere end den musikalske nationalhelt Carl Nielsen, kunne man godt have ønsket sig mere.
Graver man i kulturformidlerens sædvanlige repertoire af tillægsmærkater, ville »svævende« nok være det første, man kunne klistre på Love in Exile. Men denne pakistanske trios første album går hinsides det statisk løftede. Æterismen hænger ikke blot i luften som noget, der er. Den sker.
Fusionsdronning Arooj Aftab, komponist og professor Vijay Iyer og multiinstrumentalist og producer Shahzad Ismaily er en trio af talent, ja, og den etablerede pondus tager de hver især med sig ind i dette værk. Ismaily styrer fleksible rytmer med organisk dronebund og lejlighedsvise Moog; som en hånd på sine medmusikanters skuldre. Synthesizere og klaverer fletter sig løbende ind og ud af hinanden, mens Iyer bevæger sig fra inderlig hindustani til intens minimalisme og jazzede improvisationer. Overgangene er givetvis et resultat af en hvirvelvind af kolliderende indflydelser, men sammensmeltningen føles naturlig i hænderne på de tre temperamenter.
»Jeg tror, der i de seneste år er sket en kollektiv bevægelse ind i et bedre rum, hvor musik kan forstås som ikke-binær. Folk fokuserer på, om det, de hører, bevæger dem eller ej,« forklarer Aftab i et interview. Hendes genfortolkede ghazal er rensende som altid, men nu endnu mere sart og umiddelbar end på hendes roste Vulture Prince. På Love in Exile udforskes og manifesteres et fælles indflydelses- og ophavsmæssigt grundlag, som unægteligt er eklektisk. Selvfølgelig. Følelsen af eksil – eller kunstnerisk hjemløshed – er rigtigt nok markant på dette album, men det er det ægte, følte og levende i den grad også.
Nikki Martin og deres ensemble Blue Luminaire breder sig på tværs af stilarter og århundreder, fra tidlig musik til ambient musik via jazz og mere. Men der er et stærkt lydfingeraftryk på dette, deres første album for Bella Union.
Det er et album i ordets sandeste betydning. På tværs af ti tracks trækker Terroirs vejret stødt ind og ud, og man mærker smerten ved hver udånding. Det kræver et pund følelsesmæssigt kød fra lytteren: Hverken emnet eller optagelsens intime karakter tillader rent objektiv lytning. Martins rene kontratenorstemme er lige i dit øre.
Smerte, længsel og en vis følelse af katarsis er hjørnestenene på et album, der med vilje ligger i et slags følelsesmæssigt ingenmandsland – den stramme organisme af stemmer og instrumenter, der sidder fast og svinger mellem to uforpligtende akkorder (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), begrænset af febril homofoni (»Held«) eller styret af antydninger af gamle former som passacaglia (»Falling«). Et bagland af detaljer føjer til denne stemning: Rokoko-vrid, ømt gamba-spil, kurren som fra hængende fugle.
Alt dette tilknappede begær bryder til sidst ud i slutningen af »Worlds«, en pæn kulmination efterfulgt af en rensende epilog »My«. Nogle gange prøver musikken at vride for mange tårer fra et enkelt ord eller gestus. Nogle gange længes man efter udvikling, der vil løsne en sang fra sin faste position (selvom det sandsynligvis ville besejre objektet). Nogle gange er det alt for tæt på at lyde helt slidt. Men med tiden afslører Terroir sig bestemt som et medrivende lyt.
Nikki Martin and their ensemble Blue Luminaire sprawl across styles and centuries from early music to ambient music via jazz and more. But there’s a strong sound fingerprint on this, their first album for Bella Union.
It is an album in the truest sense of the word. Across ten tracks, Terroirs breathes steadily in and out, aching with every exhalation. It demands a pound of emotional flesh from listeners: neither the subject matter nor the intimate nature of the recording allow for purely objective listening. Martin’s clean countertenor voice is right in your ear.
Pain, longing and some sense of catharsis are cornerstones of an album intentionally marooned in a sort of emotional no-mans-land – the tight organism of voices and instruments stuck, oscillating between two noncommittal chords (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), constrained by febrile homophony (»Held«) or ruled by the hints of old forms like passacaglia (»Falling«). A hinterland of details adds to the ambience: Rococo twists and turns, tender gamba playing, drooping avian cooing.
All this buttoned-up desire eventually blurts out at the end of »Worlds«, a neat culmination followed by a purifying epilogue »My«. Sometimes the music tries to wring too many tears from a single word or gesture. Sometimes you long for a development that will dislodge a song from its fixed position (though that would probably defeat the object). Sometimes it’s all too close to sounding entirely worn out. But over time, Terroir sure proves an engrossing listen.