Jeg savner, at DR går hele vejen, når der eksperimenteres med repertoiresammensætningen. For hvor var det en god ide at lade Else Marie Pades vokalværk Dette er Vølvens spådom stå midt i Orlando di Lassos Sibylle-profetier i Studie 2 fredag aften med DR Vokalensemblet. De illegale kvart- og kvintparalleller i de rene kvindestemmer stod i smuk kontrast til Lassos renæssancetoner. Øret blev skærpet af begges musik. 

Pades korte værk fra 1956 var en uropførelse, og Orlandos 12 satser over 25 minutter kunne godt bruge mere modspil af den art. P2-værten formidlede alle værkerne samvittighedsfuldt med mange ord, så koncertens profeti-koncept blev slået fast, men det ville have været befriende, hvis ny eller eksperimenterende musik havde stået uformidlet inde imellem Orlandos korsatser. Så øret engang imellem var blevet i tvivl, om musikken var 500 år, 50 år eller måske blot fem minutter gammel. Det sker på andre scener verden over lige nu – og nye og gamle klangverdener påvirker på mærkværdig vis hinanden undervejs.  

Det kunne DR have gjort og fx ladet Nørgård-satsen stå inde i Orlando frem for at indlede koncerten, eller lade triumviratet af Suosalo (videokunstner), Supponen (komponist f. 1988) og Kalle Hakosalo (slagtøj, kendt fra NEKO3) skabe satser, der spillede direkte op med renæssancesatserne. I stedet stod de for Orakel, som over 45 minutter kørte i tomgang halvdelen af tiden. Alle muligheder var ellers til stede – med det yderst vokalpotente DR Ensemble placeret rundt om publikum, men kun for at hviske få ord/toner og til sidst række armene i vejret. Vistnok som træers blade stræber mod himlen. Men det faldt til jorden, når den lange tid ikke var brugt bedre – de smukke videokunstelementer til trods. 

Lad alle værkerne tale bedre sammen næste gang, DR. 

Ifølge det dramatiske princip kendt som Tjekhovs pistol, bør en pistol aldrig indgå i et skuespils scenografi, hvis ikke den bliver affyret. Jeg kom til at tænke på det under det første værk, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan fremførte i Koncertkirken – en uropførelse af Joss Smiths poetiske og sanselige ode til tiden og regnen, the eternal clock has stopped and awaits its moment (2023) – hvor hun i begyndelse sad bag et forhæng. Kun hendes hånd viste sig i glimt for at lokke med små, flygtige melodistumper på marimbaen og forsvinde igen. At sætte fokus på det, der måske i virkeligheden er det primære instrument – hånden – var en fængslende måde at begynde koncerten på. Hvad mon denne hånd skulle bruges til?

Svaret var, at den skulle bruges til utroligt meget i løbet af de fem spændende og afvekslende værker, der udgjorde den fremragende koncert: Hamre forlængerledninger ind i strømudtag, der sitrede og rumlede med en kraft, som styrede de både jordens indre og himmellegemernes bevægelser; styrte over en lilletromme om kap med – eller i protest mod – en metronoms nådesløse taktstok. Særligt betaget var jeg af François Sarhans Home Work (2008-11), hvor Yuan klædt i orange reflekstøj på rablende vis reciterede en bilmanual og trommede på sig selv med sine hænder som verdens mest maniske bilmekaniker. Og af Nina Fukuokas Belgian rare groove & breatbeat (2015), som begyndte med, at Yuan krøllede nodearkene sammen, hældte perler udover marimbaen og strøg dens kanter med en violinbue, inden alting kulminerede i en trommehvirvel af en voldsomhed, der lød som en krigserklæring. BANG!

Du troede måske, at improvisationsmusik handler om fokus? Om transcendens? Matana Roberts var kommet til Stairway – midlertidig residens for spillestedet Alice – for at vise noget andet. Impro-jazzen er adspredt, distraheret, fuld af indskudte bemærkninger.

»I would like to riff of the theme of memory,« sagde Roberts, der stod alene på scenen med en nedarvet sopransaxofon. For dem er minder ikke parkeret i fortiden, men noget som ånder her og nu. Minderne trækker vejret igennem jazzens fraser og ankom til Roberts onsdag aften som erindringer af mennesker: deres afdøde forældre, musikalske forbilleder og – mere abstrakt – fortidens slavegjorte. 

På den ene side var der noget befriende ved den hierarkiløse tilgang, de trådte op med. Spontaniteten kendte ingen grænser. Roberts bevægede sig konstant ind og ud af instrumentet, kommenterede på sit spil, parodierede saxofonlegender, talte i en lind strøm om Covid-19 og om at den amerikanske forfatning blev skrevet af fulde mænd. Publikum blev også aktiveret gennem fællesklange, spørgsmål og slutteligt en væmmelig sang om slaveauktion. 

På den anden side efterlod Roberts’ uvilkårlighed også rummet fuldstændig affortryllet. Det var svært at finde den poesi og klangglæde, som også er en stor del af deres indspillede musik. De var hele tiden på vej mod det næste indfald og tabte nuet i jagten på det. Ærgerligt.