kortkritik

Skulle have sendt min dobbeltgænger

Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«
© Reinhard Wilting
© Reinhard Wilting
19. september

Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.

Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.

Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.

Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.

Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.

Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.

Playliste

My name is Bastian Zimmermann – would you like to see my playlist?

24. april
© PR

»A lot is projected onto music and making music – I'm careful, singing doesn't make you more intelligent and certainly doesn't make you a better person. It's like in sexuality. A lot of things go very consciously wrong for some people. Music like sex are means of communication, people come into contact and negotiate with each other and their instruments/tools and meet themselves in it. This is also the case when I listen to music – from every conceivable genre and context, even if I always notice that as a teenager I used to play a lot of jazz guitar.«

Bastian Zimmermann lives in Munich and works freelance in the areas of music and performance. As a dramaturge, he works with artists such as the soloist ensemble Kaleidoskop, Yael Ronen and Neo Hülcker. He is editor of the German speaking magazine Positionen – Texts on Current Music and curates projects such as »Music for Hotel Bars« and the festival Music Installations Nuremberg festival. His focus is on social aspects of making music, experimental music concepts and the questioning of bourgeois structures in contemporary music. In Spring 2025 he will take over the Wolke Verlag publishing house for books on music with Patrick Becker.

Playliste

My name is Sanne Krogh Groth – would you like to see my playlist?

24. april
© PR

»Music to me is… my work. I've landed in the best job in the world, where a core task is to discover new music, to learn its internal logic and aesthetics, who created it, and why. I'm a music researcher and have just returned from the island of Java in Indonesia with my research partner and husband Nils, where we've been visiting experimental musicians in Yogyakarta – artists we've now followed for seven years.

One recurring theme is the trance/horse dance jathilan (or jaranan), which several of the artists have introduced us to. Jathilan is on one hand an old Javanese ritual, and on the other hand a contemporary (village) culture in full development. There is no single historically 'correct' jathilan. It's a practice that follows an old spiritual ritual, but is also open to current Indonesian influences.

The playlist consists of three tracks by Senyawa, Gabber Modus Operandi, and Raja Kirik, all of whom have incorporated the ritual into their music. The fourth track was supposed to be a 'traditional' jathilan, but as far as I know, no such recording exists on Spotify. Instead, I found a related jaranan piece that includes a dangdut song – an ultra-popular genre that is often performed as part of a jathilan event. The final track is one of the most popular dangdut songs at the moment.«

Sanne Krogh Groth is Associate Professor of Musicology at Lund University, Sweden, where she conducts research on electronic music and sound art, currently with a focus on Indonesia. Sanne was editor-in-chief of Seismograf from 2011–2019. In 2015, she established Seismograf Peer, which she is still the managing editor of.

Playliste

My name is Liza Sirenko – would you like to see my playlist?

24. april
© Henry Detweiler

»For me, music is work and a way to escape it. Music is the fanciest way of communication and therefore the most delicious food for analysis. It is what prolongs your feeling for longer than you can physically hold. Music is something after which you say: 'I’m glad you didn’t use words'. After all, it’s something that makes your commute or chores shorter, and this time-controlling function is the very first and foremost mystery I love about it.«

Liza Sirenko is a music theorist and music critic from Kharkiv, Ukraine. She is a co-founder and board member of the Ukrainian media about classical music The Claquers. She is a former Fulbright Visiting Scholar at the Graduate Center, CUNY (New York, USA), and a graduate of National Music Academy of Ukraine (Kyiv, Ukraine). Her current interests include processes in the classical music industry, contemporary opera in Ukraine, and a role of postcolonial moves in these. Liza is a former PR Director of the Kyiv Symphony Orchestra, currently working as a Program Officer at the Goethe-Institut Ukraine.

Playliste

Mit navn er Xavier Bonfill – vil du se min playliste?

17. april
© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

Playliste

Vi hedder Nausia – vil du se vores playliste?

15. april
© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.