Niels Rønsholdt
47
kortkritik
Skulle have sendt min dobbeltgænger
Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«
© Reinhard Wilting
19.
september
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
Andreas Borregaard. © Borealis Festival
7.
april
På den norske Borealis Festival præsenterer den danske akkordeonist Andreas Borregaard to meget forskellige videoværker (tilgængelige online til og med 18. april, red.). I det første, Philip Venables og Ted Huffmans My Favourite Piece Is the Goldberg Variations, fortæller Borregaard sin mors livshistorie, mens falmede hjemmevideoer flimrer i baggrunden og hans dramatiske akkordeonspil på én og samme tid modarbejder og understøtter fortællingen.
Det er akkordeonet, som får en banalitet som »I felt better with him around / he was always holding my hand« til at lyde som hårdt tjent livserfaring, og som fremhæver den knusende melankoli i børnesangen »Bjerget i skoven«. Med få, velvalgte virkemidler formidler Borregaard på smukkeste vis en fortælling om kærlighed og tab, om tosomhed og ensomhed. Det er en udsøgt sanseliggørelse af hverdagen.
Anderledes forholder det sig med det andet værk, Marcela Lucatelli og Kirstine Fogh Vindelevs Drift. Her spiller Borregaard skingre, skrattende lyde på sit akkordeon iført en gylden latexheldragt, gentager omkvædet fra Rod Stewarts »Sailing«, som var det et mantra, tilfører »Alle sømænd er glade for piger« en helt ny, homoerotisk tekst, laver fjollede grimasser iført paryk og læbestift og vandrer forvildet rundt i snevejr klædt ud som et kæmpe insekt.
Programteksten fortæller, at værket inddrager elementer fra Borregaards virkelige liv, hvilket forekommer mig usandsynligt, medmindre han er hovedpersonen i Kafkas Metamorfosen. Jeg er en stor beundrer af Lucatellis arbejde som vokalist, men må nok indrømme, at jeg ikke forstod Drift. Jeg sad tilbage med følelsen af, at værket forsøgte at sige noget om køn og seksualitet, men præcis hvad, blev aldrig tydeligt for mig. Omvendt er det måske en fejl at lede efter et budskab frem for blot at hengive sig til værkets arbsurdisme.
Det digitale albumcover til »Chimera/Homeostasis«. © Sensorisk Verden
2.
april
Der er en meditativ kvalitet over Chimera, udgivelsens første nummer ud af to. Kongstads insisterende, monotone recitation og surrealistiske lyrik sat til langsommelige droner bestående af mundharmonikasamples – nogle mere letgenkendelige som sådan end andre. Lavt miksede field recordings, der tilføjer en følelse af sted med deres udefinerbare summen. Det vækker mindelser om guidet meditation, og det fungerer på sin egen sparsomme vis. Jeg føler mig draget af det interessante, uncanny valley-agtige spil mellem forventningerne til meditationsmusikkens konventioner og digtets i virkeligheden lidt foruroligende lyrik.
Homeostasis er i sammenligning med det foregående nummer et endda endnu mere sparsomt stykke. Repetitive samples og droner, hvis næsten eneste bevægelse er ind og ud af hørbar lydstyrke. De er der, og så er de væk. De er til stede, og så alligevel ikke. Til tider frustreres jeg over manglen på udvikling, men ved andre gennemlytninger er det netop det, der fænger mig.
Ligesom med den guidede meditation, hvis formål ofte er at berolige eller endda søvndysse, så er Chimera/Homeostasis beroligende i sin nær ikketilstedeværelse, og mon ikke netop dette er pointen? På disse præmisser er musikken ganske vellykket. Dette album har meget lidt at byde på, og nogle gange kan det resultere i kedsomhed. Men i det rette humør eller med den rette indstilling kan selv meget lidt sagtens være tilstrækkeligt.
Chris og Pis. © Andreo Michaelo Mielczarek
31.
march
Ej bel canto-rap sivede fra Pis’ mund i garagen i det idylliske Øgadekvarter. Snarere aarhusiansk, semimuntert, hårdt knækket prosa om at være en upcoming hiphopduo. Vi var de tilladte fem til indspilningssession: 2,5 meter foran mig og en anden gæst var Chris (Christian Windfeld) på friske trommer og forsanger Pis (Niels Kern Bertelsen) plus producer bag døren. Og uanset hvordan »Hulubulu, hvor er de hænder?« og bidske numre om flere likes, flere royalties, innovationer og entreprenante partnerskaber kommer til at lyde i deres final cut, så fattede vi foredraget om at »tage den store dyne på«.
Kunstens hellige haller er lukkede, og garagekulleren kan kureres med ‘kontaktløse’ studio-visits i højhuse via droner. Eller: via en meget kontaktfuld, kammeragtig og fysisk grounded øver på 28 minutter, midt i 8000 C. Udstillede var vi, men det var også et trygt mikrokosmos at træne skills i: Engang letter dynen, og vi bliver mere end en håndfuld til at dele beatet. Mine forsøg på håndtegn var pisseforkølede. De foregik i hjernen. Håndtegn skal være spontane og i kollektive bølger, flotte som koloratur. Kun dronninger vinker alene på en altan.
Vi var bare et lille partnerskab på fem. I en garage. Og i den garage mindede vi hinanden om, at vi lever i en meget fysisk verden. Du skal vinke med, når der er garagetour.
Natasha Barrett: »Leap Seconds«. © Sargasso
25.
march
Jeg føler mig som det elektriske netværk i hjemmet. Det første af de fire værker på albummet, Involuntary Expression, begynder i støvsugeren. Fornemmelsen af en ventilator, der langsomt tager til i kraft, glider ind i lyden af en altomsluttende elektrisk støj. Det er, som om jeg bliver ført gennem kablet og ind i væggen. Lyden af et modem. Telefon. Computer. Og videre til for mennesket ukendte steder. Hvis strøm havde ører, ville det lyde sådan.
En langt mere organisk oplevelse er Dusk’s Gait: som at flyve rundt mellem insekters vinger, helt tæt på og i slowmotion, så alle de små, sprøde slag bliver tydelige. Lyden af vind og vibrationer bliver gjort taktil, vand bringes tæt på og truer med at opsluge mig.
The Weathered Piano (quattor tempora anni) er som en mareridtsagtig sekvens, hvor jeg er fanget inde i et klaver, der langsomt bliver smadret af at stormvejr. Strengene forvrænges, træet skælver. Pludselig er det morgen, og regnen spiller på de nu knækkede rester af strengene, mens fuglene synger.
Til slut giver He Slowly Fell and Transformed into Terrain os en kaotisk rejse fra rummet mod Jorden. Pludselige døre, der åbner og lukker, børnestemmer, og snart er vi opslugt. Mine ord kan ikke helt rumme dette albummets mest abstrakte værk.
Barrett, der i februar blev ansat som fast gæsteprofessor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium, skaber nogle mesterlige lydskulpturer, der alle indeholder genkendelige brudstykker, men forvrænget, som om man lyttede i en drøm.
Mikkel Schou at his Debut Concert. © The Royal Danish Academy of Music
16.
march
Schou is a powerhouse – unafraid to try new things, push himself in new directions, and pull us all along with him. We sorely need this energy, and we are lucky to have Schou and his do-it-anyway attitude.
But sometimes do-it-anyway needs tempering a little. Schou spoke about how he prepared this concert without guidance from his teachers. Brave, but I missed a guiding hand, a sharper focus. Both concerts were too long, and not always coherent. I sensed an artist who has defined himself by who he isn’t, but not yet by who he is.
Still, there were glimpses of a unique personality. Stefan Prins’ Generation Kill was an odd choice to start a debut concert with – Schou’s back was facing the audience, and the piece did little to highlight his skills as a performer (I also hated the piece, but that’s a personal matter). So I’m going to pretend that the concert started with Johannes Kreidler’s Guitar Piece – a vile little video-nasty to which Schou fully committed. A perfect manifesto – the absolute nerve of presenting two years of soloist class education by eating your guitar. I wish we’d had more of this playfulness.
But the energy sagged with a disparate selection of pieces that seemed more like a composer class concert than a presentation of a fresh artistic profile. Props to Schou for this – using your debut concert to focus on younger composers is bold, and should be celebrated. I just wish we’d had more Schou. My highlight was Emil Vijgen’s Photobooth Study, where Schou got to engage with his instrument in a different way, let loose a little, and be a soloist.
Schou may present himself as a force of nature, and he is, but there is an air of sensitivity (reticence, even) to his presence that does not always match up with the pieces being performed. Rob Durnin’s What, de facto could have benefitted from some more ‘fuck you’ attitude – the performance was oddly shy.
The late-night concert’s improvisation was fun: it’s always a joy to see Marcela Lucatelli and Henrik Olsson improvise (although Schou was the clear third wheel). However, the concert was overlong, and did not add much to Schou’s profile. I get that he wanted to show more sides of himself, but, again, it came at the expense of focus. Replacing Esben Nordborg Møller’s bloated Drones with Sarah Nemtsov’s lounge-jazz tinged Seven Colours from earlier would both shorten the concerts and sharpen the intention.
But these things are matters of polish. Schou is a rare and exceptional artist, and deserves accolades for his work and for these concerts. With more confidence and time to refine his vision, there is no doubt that Schou will be an essential fixture on the new music scene for years to come.