kortkritik

Skjulte minder om solstråler

Beatriz Ferreyra & Natasha Barrett: »Souvenirs cachés / Innermost«
Beatriz Ferreyra og Natasha Barrett: »Souvenirs cachés / Innermost«. © Persistence of Sound
Beatriz Ferreyra og Natasha Barrett: »Souvenirs cachés / Innermost«. © Persistence of Sound
22. april

»There is the art of memory and there is the memory of art,« skriver den franske filosof Jacques Derrida. Og mindet som kunst, får jeg lyst til at tilføje efter at have lyttet til det nye album med konkretistiske lydkollager af argentinske Beatriz Ferreyra og britiske Natasha Barrett.

‘Souvenirs cachés’ betyder direkte oversat ‘skjulte minder’, og hele albummet lyder rent faktisk som en samling erindringer, der i korte glimt træder frem fra underbevidsthedens slør. Jeg hører fuglesang og summende insekter i det væld af hviskende stemmer og langstrakte droner, der udgør Ferreyras Souvenirs cachés, jeg mærker den varme, kildende fornemmelse af en solstråle, der langsomt bevæger sig ned ad min ryg. Et sepiatonet minde om den perfekte sommerdags flygtige sødme.

Barretts Innermost lyder knap så idyllisk. Et marchorkesters insisterende rytme, klapsalver og hujende tilråb fra en forsamling er gentagne motiver, der uhjælpeligt leder mine tanker mod romantiserede idéer om revolution. Gennem hele værket sidder jeg og venter på, at marchtrommerne kulminerer i et storslået crescendo, men det sker aldrig. I stedet er det – et minut inden værket slutter – som om nogen kaster et vattæppe over lyden, som om dens kanter slibes af med sandpapir. Som om Barretts ultradetaljerede lydunivers med et – for igen at låne en formulering fra Derrida – »sinks into an abyss from which no memory […] can save it«.

kortkritik

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
25. october

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.