Anders Vestegaard
2
© Mathias Kristensen
Jeg blev for alvor bekendt med perkussionisten Anders Vestergaard, da han sidste år, sammen med Marcela Lucatelli og Lars Pilgaard, stod bag en af årets allerbedste plader, Necromancy. Af den årsag var det med høje forventninger, at jeg første gang lyttede til Vestergaards nye soloalbum, Propeller – og kan med begejstring meddele, at det netop er den ildfulde ritualistiske stil, der kendetegnede hans arbejde på Necromancy, som på Propeller fås i sin mest destillerede form.
»Pulse« og »Reflex« hedder de to kompositioner, der udgør albummet, og der er netop en slags basal fysikalitet over de cirkulære rytmiske strukturer, som var de en direkte forlængelse af kroppens puls eller et produkt af nervesystemets reflekser. Her er tale om rytmer, der føles naturlige, nærmest selvfølgelige, som om de har eksisteret siden universets begyndelse og bare ikke er blevet indspillet før nu.
I så fald er det heldigt, at det netop er Vestergaard, der indspillede dem. Hans virtuose brug af rumklang og subtile elektroniske manipulation tilfører indspilningerne en overvældende detaljegrad, der åbenbarer sig mere og mere for mig ved hvert lyt: De skingre, metalliske overtoner, der pludseligt flænser lydbilledet; rytmernes forvrængede ekko, der konstant tiltager i styrke og fremmaner en sfærisk, nærmest psykedelisk karakter, som kontrasterer smukt med slagtøjets materielle tyngde. Det er denne kontrast mellem rytmernes nærmest naturgivne kraft og selve indspilningens aura – skinnende kemisk som kviksølv, sitrende som elektricitet – der gør albummet så stærkt.
© PR
Han vil ikke være politisk, siger han i interviews. Lytteren må selv tage stilling, kunstneren skal ikke diktere noget. Så derfor havde Jacob Kirkegaard med Landet – et bestillingsværk til Gong Tomorrow – skabt et helt neutralt portræt af dansk landbrug … der lød som helvede på jord.
Vi stod klumpet sammen mellem fire højttalere og lyttede intenst i en time. Til svinenes maskiner, til kvægenes, kyllingernes: hydrauliske sug, metalliske kødhakkere og øredøvende støj. Alt sammen oplevet på så nært hold og med så krystalklar optagelse, at man fik den akutte fornemmelse af at være næste dyr på slagtebænken.
Men ikke nok med det. Kirkegaard, den skiderik, havde med diabolsk smidighed set potentialet i maskinernes industrielle rytmik. Just som man stod stiv af skræk, mixede han hård techno ud af infernoet. Adskilte diskant hvislen fra dump bas, bevægede sig ind til lydens grunddele og tvang os til at vugge i takt til rædslen. Og måske værst af alt: Dyrene var nådesløst fraværende, kun maskinerne talte.
Jeg må med skam bekende, at det var svært fascinerende. Nogle maskiner gemte sig som skjulte alarmer i baggrunden, andre lå og ulmede, mens enkelte trådte frem og blev til hidsige beats, iscenesat af hvide støjbørster og mørkefald i rummet.
Nuvel, han trak lidt i land halvvejs og førte os ud i lyset til gyllespredere og vindmøller, hvor lyden ikke blev skudt lige tilbage i hovedet på os. Og frelste os dermed måske fra evig fortabelse. Fair nok. Tak, vel. Men også: Lyseslukker!
© PR
Årets Gong Tomorrow er måske nok imploderet til næsten ingenting, men festivalen nåede dog trods alt at slå et tema an på sin åbningsaften. I dunkel belysning og ganske let forstærket stod således fire sangere og muhede Kirstine Fogh Vindelevs Imitationer af liv i gang, mens en slagtøjsspiller gjorde cirklende bevægelser på sin pauke.
Altså decideret muhede. Som køer. Inden de trillede stemmebåndene intenst som kyllinger til lyden af trommehvirvler. Fremførte en indfølt gryntesolo. Og efterhånden flettede mennesket ind i værket, først med forsigtige fragmenter af ord, siden folkemelodiske koraler.
»Vi bedøver dem ikke, nu stikkes de med knive, men de lever endnu, for hjertet skal pumpe blodet ud,« sang de til sidst liggende på gulvet. Hvad der begyndte som komiske dyrelyde, blev langsomt stiliseret med præcise dissonanser, synkrone koslik og sakrale ekkoer. Landbrugets dystre virkelighed nåede at sænke sig over rummet som et koldt udråbstegn. Avs.
Se dyrene som liv, hør dem synge, lyt til deres pinsler. Ambitionen virkede klar. Og udførelsen ligefrem, tilgængelig, åben. Kunne man med fordel have stiliseret muhlyden yderligere, når nu den ikke virkede helt troværdig i sin ret rene form? Det tror jeg. Men værkets stramme, enkle og kølige greb holdt mulen i sporet.
At det økokritiske tema aldrig får lov at folde sig ud, fordi Gong Tomorrow er løbet ind i så massive vanskeligheder i år, er en ulykke. Vindelev lod os ane, at noget stort var i vente.
© PR
Fra de græske gudinder Hemera og Nyx til selve moderjord, Gaia, og videre til heksene og vølverne i nordisk folketro: Debutalbummet fra violinist Maria Jagd og kontrabassist Ida Duelunds eksperimenterende duo Lueenas har hentet inspiration fra mytologiske kvindeskikkelser, og inspirationen skinner på underfundig vis igennem. Duoen formidler både den storslåede skønhed og den ulmende uhygge, som disse fortællinger på hver deres måde vidner om. Selv bliver jeg mindet om den spanske mystiker Teresa af Ávila (1515-1582), hvis beskrivelser af både lidelsen og ekstasen ved Guds tilstedeværelse i krop og sjæl sommetider antog nærmest seksuelle konnotationer. Det samme møde mellem ånd og stoflighed oplever jeg i et nummer som »Souls Sliding«, hvor strygerne lyder som blød, lys dis, der igen og igen bliver punkteret af insisterende, technoagtige rytmer, og i åbningsnummeret »Resurrection«, hvor violinens lyse hvin stiger mod det himmelske lys, mens kontrabassens dybe summen forbliver i den mørke jord, hvorfra genopstandelsen må formodes at begynde.
På albummets utroligt smukke afslutningsnummer får Lueenas selskab af sangerinden og sangskriveren Emma Acs. Sammen maler de et billede af en mystisk, westernagtig nomadeskikkelse, der rejser hvileløst rundt i en stjålen bil på jagt efter en form for mening: »In the search for happiness / I found the end«, lyder den triste slutning.
Den arketypiske fortælling lyder som Lueenas' eget paradoksale bidrag til albummets serie af mytologier: Paradoksal fordi karakteren netop symboliserer den meningsløshed, som mytologierne ellers historisk set har været et værn imod.
© PR
På sit debutalbum som solomusiker præsenterer den norske pianist Anja Lauvdal ti diskrete numre. Ikke diskrete i den forstand, at de mangler karakter – for det gør de på ingen måde – men derimod i den matematiske betydning: De fremstår alle formfuldendte og forskellige fra hinanden.
Fra den pitchshiftende »The Dreamer«, der med sine let oscillerende strygersamples lyder lettere psykedelisk og drømmende; til regnskovspastorale i »Clara.« De dub-agtige rytmiske samples i »Sukkertare« til det kaleidoskopiske, repetitive afsluttende nummer »Xerxes Shore.«
Der foregår mange ting, men alligevel passer de sammen i et større hele, hvilket i høj grad kan attribueres til albummets miks, der på én og samme tid lader alting stå i skarp relief, og samtidig nærmest svøber hele udgivelsen i et lydmæssigt lunt tæppe.
Fællesnævneren for alle albummets numre er en følelse af ømhed. Når klaveret i »Xerxesdrops« fx spiller lidt sære, tangerende til uhyggelige akkorder, akkompagneres de af blødere, mere behagelige synths og rumsterende samples. Dette spil mellem det foruroligende og beroligende, ængstelse og accepten af samme, er en grundpille i ambientmusik, udlagt af selveste Brian Eno ved genrens fødsel. Og Lauvdal navigerer spændingsfeltet på fornem vis. Med nøje afmålte doseringer af mystik og hverdagskomfort, overraskelser og kendinge er From a Story Now Lost en nær perfekt eksekveret lille udgivelse.
© PR
På papiret er Nausias andet album lige noget for mig. Jazz? Tjek. Kraut- og støjrock? Tjek og tjek. Formår den københavnske kvintet at skabe en blanding, der fremhæver de særegne kvaliteter ved hver genre? Også tjek.
Til at starte med var jeg en dog smule i tvivl – det er som om, udgivelsens første to numre bliver brugt på at finjustere blandingsforholdene. Kompositioner, der træder lidt for meget vande; og lovede forløsninger, der lige mangler det ekstra, der skal til, for at de kan leve op til deres potentiale.
Ved tredje nummer overbeviser orkestret mig endelig – men så gør de det også med stil. »Zug« lever med sin godstogsenergi op til sit navn, med krautsk tempo og Isak Schiødt og Oskar Fayes to saxofoner, der i ren tegnefilmsstil desperat lægger spor foran trommeslager Laurits Schmidts og bassist Milo Aurvigs rytmiske lokomotiv. En musikalsk togulykke i slowmotion, som pirrer både hofter og hjerne. Også »Celebration Song« fortjener fremhævelse. Spooky baggrundssynth, Christoffer Beeses kantede, støjende guitar, saxofonernes mere konventionelle, opløftende melodi og afhængighedsskabende rytmik – i perfekt blandingsforhold.
At navigere flere forskellige genrer er en svær balancegang. Og selvom jeg en gang eller to fanger mig selv i at ønske, at kvintetten bare lige havde tilføjet lidt mere af dette eller hint, eller en smule mere eksplosion i det crescendo, så er det samlede værk et album, der fortjener masser af lyttere.