kortkritik

Skammens uhyggelige mesterlighed

Ethel Cain: »Perverts«
© Silken Weinberg
© Silken Weinberg
7. february

At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.

Playliste

Mit navn er Mike Tramp – vil du se min playliste?

19. december
© PR

Mike Tramps karriere er længere og mere farverig end de flestes. Han har været landets største teenageidol, lavet disko i Tyskland og været MTV-stjerne i USA. Efter at have succes med grupperne White Lion og Freak of Nature solodebuterede Tramp med albummet Capricorn i 1998. I 2022 kom det dansksprogede album For første gang. Senest har Tramp lavet albummet Mand af en tid, som udkom i foråret 2024. Med albummet gør han boet op, og som han konstaterer i et af pladens numre: »Jeg har valgt min vej og vejen gav mig svar / jeg kom som jeg var«. Alle sangene er skrevet sammen med Lars Daneskov, og pladen er produceret af Mike Tramp sammen med Søren Andersen. På pladen medvirker i øvrigt Søren Skov, Claus Langeskov, Kenni Andy, Emily Garriock Langeskov og Jørgen Thorup.

kortkritik

En gåde, jeg ikke er den rette til at løse

Abdullah Miniawy: »Nigma Enigma«
© PR
© PR
16. december

Jeg tror ikke, jeg er den rette til at bakse med alle de eksistentielle spørgsmål om tro og kultur, som multikunstner og politisk eksperimentalist Abdullah Miniawy bakser med på sit nyeste album Nigma Enigma. Pladen er lige dele arabisk chant, folkemusik og klangkunst, baseret på modulær synth og feltoptagelser. Og den egyptiske komponist bruger pladens 11 abstraktioner som lydsiden til det, han selv kalder »en arabisk opera om tvivl og tro«. Men som ikke-arabisk, livslang ateist er det svært for undertegnede at sætte sig ind i de store spørgsmål, som Miniawy stiller på sit modersmål, mens samples af bål og filtreringer sætter en ellers gådefuld stemning, der spiller godt op med albummets titel. Da musikken også fungerer som lydside til et immersivt videospil, er vi endnu længere fra hjemmebanen, da undertegnede ikke har rørt ved den slags siden Quake i 1992.

Lægger man sin søgen efter mening på hylden og lader sig farve af musikkens umiddelbarhed, har vi at gøre med et stærkt konceptuelt, vellydende værk, hvor Miniawys stemme – oftest chantende arabiske gloser fra gamle folkesange – blandes med elektronisk støj. Her er især overgangen fra den smukke, tostemmige chanting på »Jayhano Al Kawahi« – med stærkt religiøse undertoner – til den dybt anarkistiske støjvignet »Half a Year II« – med filtrerede sinustoner og dunkende angreb af basstøj – en god karakteristik af et minimalistisk stykke klangkunst.

Men uden at kunne dele Miniawys kulturelle og åndelige kontekst, føles albummet som en gåde, jeg ikke kan løse. Som at drikke Irish Coffee uden whiskey: Den egentlige ros udebliver. Nigma Enigma vil tale til dem, der kan relatere til de spirituelle og filosofiske spørgsmål, Miniawy stiller, mens andre måske vil opleve det som en musikalsk rejse uden helt at forstå destinationen.

Playliste

Mit navn er Andreas Singh – vil du se min playliste?

15. december
© Julia Nikiforova

»Jeg er 44 år gammel og bor på Djursland med min kæreste, vores fem børn, tre hunde og to grise. Jeg elsker musik, som ikke kan sættes i bås.«

Andreas Asingh er trommeslager og vokalist i bandet 802, som debuterede med en koncert på New Colossus Festival i NYC i 2023 og har siden spillet på festivaler som Bloom, Roskilde og Copenhell. Deres debutsingle »My Girl« kom med kortfilmen A Heavy Metal Bedtime Story, som blev nomineret til en UK Music Award. Nummeret »22 (Velvet Vampire)« optræder i kortfilmen The Curse Of The Velvet Vampire, som vandt prisen Best International Short på den australske filmfestival A Night Of Horror. Senest har 802 vundet prisen som Årets Håb ved den danske heavy-prisuddeling Den Hårde Tone. 802 har netop udgivet bandets tredje kortfilm, 1986 Forever. 

kortkritik

Støvet ville ikke lægge sig på de orgler

Organ Sound Art Festival: Mads Emil Dreyer, Gamut inc., Aron Dahl & Mija Milovic
© www.francoadams.com
© www.francoadams.com
14. december

I disse dage afholdes Organ Sound Art Festival i deres vante rammer i KoncertKirken, og i går løb festivalens dag to af stablen. Koncerten begyndte med genopførelser af Mads Emil Dreyer Vidder 1 og samt et nyskrevet interlude for pumpeorgel, husorgel, keys og basfløjte – alle instrumenter var forstærket. Således tilslørede Dreyer, hvor lydene kom fra og fik skabt et smukt spil mellem det akustiske, det forstærkede og afspillede. Var det fløjten eller orglet, jeg hørte? Og kom lyden fra et instrument eller en højttaler? Musikken bar præg af dronemusik, med smukke dissonanser og en tonaludvikling, der lejlighedsvis tittede frem. Bedårende og dragende.



I den næste performance havde den tyske duo Gamut inc. udstyret kirkens orgel med to robotter, så en computer kunne styre instrumentet. Desværre var jeg i tvivl, om robotterne var ordentligt kalibreret, eller om musikken var skrevet til et kirkerum med betydeligt mere rumklang. Det lød i hvert fald »MIDI-dødt« – lidt som en fjollet »piano-roll«-video af et obskurt serielt værk



Duoen Aron Dahl & Mija Milovic sluttede med musik, der med sin ømhed og ærlighed kunne minde om The xx, hvis den britiske indierockgruppe altså spillede på ustemte husorgler. Dog blev musikken lidt ensformig, og deres set-up fremstod uudnyttet. 



Den lidt blandede oplevelse med aftenens program ændrer ikke ved, at Organ Sound Art Festival er en stemningsfuld, ambitiøs festival, der tør tage chancer, når de præsenterer os for nye værker for et instrument, som mange stadig forbinder med gamle dage. Denne københavnske festival er alt andet end støvet. 

kortkritik

Den perfekte forestilling om den perfekte kærlighed

toaspern-moeller: »Liebe«
© Kirsten Nijhof
© Kirsten Nijhof
8. december

Liebe er en forestilling, hvor alt går op i en højere enhed, på en måde man kun sjældent oplever. Selv krusningerne på scenens gulvtæppe, skabt af performernes aftryk, er ømt og elektrisk at se på. Musikken er sparsom, stilren, som moderniseret renæssance-vokalmusik, mens dansen har afsats i det traditionelle og er lige så nøgtern og afmålt.

De to performere, Alma Toaspern og Mathias Monrad Møller – der også er henholdsvis koreograf og komponist – synger og danser alene på scenen, imens uddrag af den franske forfatter Annie Ernaux’ erindringer om en altomsluttende forelskelse og ønsket om den »perfekte kærlighed« bliver projiceret på bagtæppet.

Skulle jeg beskrive Liebe med et ord, ville det være kontrapunktisk – en stram måde at skrive musik på med en særlig opmærksomhed på, hvordan melodier i flerstemmighed påvirker hinanden. Det er forbløffende, hvordan det er lykkedes at revitalisere denne ellers gamle idé så overbevisende. Materialet er nøje udvalgt og gennembehandlet – musikken, scenografien, lyset og kostumerne føltes som den blødeste overraskelse og største selvfølge. 



Møller og Toasperns minutiøse synkronisering uden nogen støtte udover hinanden er lige så forbløffende. Duoens stramme kompositionsstrategi og kompromisløse koreografi er mere end blot værktøjer i værktøjskassen. Det er en del af undersøgelsen af det erotiske og forelskede: At være underlagt, undersøgt og begæret. Liebe er en af de forestillinger, man er taknemmelig for at have oplevet.