kortkritik

Sange på gennemrejsen

Hans Rønne: »Over Vadehavet – musikalsk ode til himlens fugle«
»Over Vadehavet«. © Per Pedersen
»Over Vadehavet«. © Per Pedersen
31. october

Da St. St. Blicher i 1838 skrev Trækfuglene: En Naturkoncert, følte han, døden snappede ham i hælene. Melankolien hviler over digtsamlingen, men også en længsel mod naturen og rejsen. I Hans Rønnes nye forestilling Over Vadehavet skeles der til Blichers lyriske hovedværk – med ny dramatisk tekst af Jens Kepny Kristensen og musik af Uta Motz. Tre amatørornitologer, Frikke, Iversen og Gram, sidder på deres vante observationspladser og småskændes om, hvem der har set flest fugle i år. Gæs skræpper foroven. Naturen synger for mennesket. Samtidig gennemsyres det hjemlige af udlængslen. Buret er ved at sprænges. Frikke, søn af Iversen, længes bort. For også han er kun her på træk. Men vil moren lade ham sprede sine vinger?

Rønne kalder forestillingen en musikalsk ode til himlens fugle. Det er den også – til dels. Der synges uddrag af Blichers egne tekster, og Motz eksperimenterer med fugletællerens mekaniske rytme i tandem med skuespillernes 'mimicry' af fuglenes sang og lyde. Det sidste kunne der have været mere af. Der er et stort potentiale i at lade menneskestemmer åbne sig mod mere dyriske toner. Det sker desværre kun glimtvis i Over Vadehavet.

Det er dog stadig et fint, lille værk. På et tidspunkt når vi at kede os. Sådan er det at se på fugle. Man venter i dage, før man spotter en eleonorafalk eller en citronfinke. Dette afspejles i fortællingen, som tager en uventet drejning, da de tre karakterer tvinges til at gøre op med vante opfattelser af ophav og tilhørsforhold. Kedsomhed er en formidabel aktør i udviklingen af 'suspense'. Fuglene bliver det gennemgående motiv, der illustrerer figurernes tanker om endelighed og frihed.

kortkritik

Hun får musikken til at vibrere som en levende organisme

Astrid Sonne: »Great Doubt« 
© PR
© PR
22. february

Da jeg første gang lyttede til den danske bratschist, sanger og producer Astrid Sonnes nye album, Great Doubt, vidste jeg ærligt talt ikke helt, hvad jeg skulle stille op med det. Jeg lagde med det samme mærke til, hvor fantastisk Sonnes bratsch lyder på albummet – en så kraftfuld tilstedeværelse, at den nærmest lyder som en dybt kompleks levende organisme, der ånder, føler og bevæger sig dramatisk gennem albummets ni sange.

Min yndlingssang var uden tvivl »Almost«, hvor Sonnes skrøbelige, subtilt intense stemme udelukkende akkompagneres af bratschens minimalistiske pizzicatomelodi, som minder mig om en glemt komposition fra den japanske new age-pioner Hiroshi Yoshimuras mesterværk, Green. 

Men på størstedelen af sangene er stemme og bratsch desuden ledsaget af elektroniske rytmer, klaverakkorder og synthfigurer, som til forskel fra bratschens organiske, vibrerende klang, forekom mig nærmest plastikagtigt kunstige. For mig lød det, som om bratschen og elektronikken blev transmitteret fra hver deres vidt forskellige universer og ikke helt kunne finde ud af at sameksistere. Der var noget ved kontrasten, der forekom mig lidt… uncanny. 

Men ved gentagne lyt begynder det hele alligevel at give mening. Sonnes køligt underspillede stemme er den lim, der binder hele lydbilledet sammen. Som om den selv eksisterer i det porøse sted mellem bratschens rå naturkraft og elektronikkens tæmmede renhed. Jeg kan lide det mere og mere, og måske ender jeg endda med at elske det. Great Doubt er et album, der på trods af sin beskedne længde på kun 26 minutter kræver fordybelse og eftertænksomhed – og i sidste ende også belønner sin lytter for det. 

kortkritik

Cortini – den elektroniske John Williams

Alice/Stairway: Alessandro Cortini 
© René Passet
© René Passet
19. february

Alessandro Cortini er bedst kendt som medlem af Nine Inch Nails, og da jeg inden koncerten smuglyttede til andres samtaler, var det da også tydeligt, at flere var mødt op på grund af relationen til det berømte band og dets larmende, konfronterende musik, der er er milevidt fra det fjerlette ambientunivers, der kendetegner størstedelen af Cortinis soloarbejde. 

På ALICE var det en helt tredje side af Cortini, vi fik at opleve: Cortini som filmkomponist. Kunstneren var placeret helt ude i scenens yderkant, hvor han kunne nørkle med sine synthesizere i fred uden at stjæle opmærksomheden fra den film, der blev projekteret op på scenens bagvæg. Kontrastfyldte, taktile billeder, der langsomt gled ind og ud af hinanden. Abstrakte, amorfe former, der i momenter lignede tågede erindringer fra den virkelige verden: regndråber på en bilrude, en storby set fra oven, stjernerne på nattehimlen; tjære, metalspåner, knust krystal. 

Cortini mindede mig om en slags elektronisk John Williams, der indsvøbte billederne i et usædvanligt storslået, nærmest symfonisk univers, som ophøjede de sort-hvide lysformer til hieroglyffer for uendelige visdom. Stemningen var så sakral og gribende, at man med lukkede øjne godt kunne glemme, at Cortini ikke var i gang med at besynge Michelangelos malerier bag orglet i Det Sixtinske Kapel, men derimod med at sætte analoge synthtoner til det, der lignede et billede af en granitblok. Nogle af Nine Inch Nails-fansene var, kunne jeg høre, en smule forvirrede over den følelsesfyldte, nærmest romantiske æstetik, men selv beundrede jeg virkelig Cortini for den kompromisløse maksimalisme. Der var ingen påtaget distance eller affekteret kølighed, kun ren, uforfalsket musikalsk vellyd. 

kortkritik

Raphael Roginski var intet mindre end magisk

Vinterjazz/Fanø Free Folk Festival: Raphael Rogiński
© Henrik Svanekær Kristensen
© Henrik Svanekær Kristensen
15. february

Den polske guitarist Raphael Roginskis koncert på Musikcaféen i HUSET mindede mig om tryllekunst. Som at se en oversavning og tænke »det må være et trick«. For hvad jeg hørte, virker stadig umuligt at frembringe på en guitar, og i en blindtest havde jeg svoret, at der var mindst fire instrumenter på scenen. Men det var ikke et trick. Med kun én guitar og fire pedaler blev vi tryllebundet på en måde, der føltes urmenneskeligt – som noget, mennesket altid har gjort.

Roginski er tydeligvis en berejst mand, der har fundet sit eget udtryk i folkemusik fra hele verden. Med sin absolutte mestring af guitaren, kombineres denne folkelige tone med en banebrydende komposition af klangfarver og teknik. Således skabes en kompleksitet med en salig umiddelbarhed, hvor hvert af de mange lag er smukke, individuelle og ikke insisterende.

Jeg var så medrevet, at jeg spontant hviskede for mig selv »fuck, det lyder godt«. Flere gange. Med sit beskedne setup fremstår Roginski som en slags »konservativ visionær«. Hans udtryk, kunnen og kreativitet finder han kun i instrumentet mellem hænderne. Roginski er ikke kun en teknisk mester, men også en mester i at have teknik. Tit oplever jeg, at virtuositet står i vejen for musikken, hvor koncerten bliver en magtdemonstration og ikke udtryk. Hos Raphael Roginski bliver instrumentet ikke domineret, men er symbiotisk til et punkt, hvor det er svært at stole på sine ører. Man må give sig hen til, hvad man hører. 

kortkritik

Svensk-amerikaneren Malone finder nyt land

Kali Malone: »All Life Long«
© Stephen O'Malley
© Stephen O'Malley
14. february

All Life Long vender amerikanskfødte Kali Malone tilbage til det orgel, der med The Sacrificial Code i 2019 tog droneverdenen med storm. En delvis tilbagevenden, for det er i virkeligheden kun seks ud af udgivelsens i alt 12 numre, der gør brug af det kirkelige instrument. De resterende seks udgøres 50/50 af kompositioner for henholdsvis kor og blæsere. 

Både orgel- og blæsernumrene er langsommeligt smukke stykker, der med førstnævntes bløde, ensomme og melankolske klang og sidstnævntes ophøjede elegiske kvaliteter, endnu en gang fremviser Malones kapacitet som komponist inden for disse instrumentgrupper. Og selvom de vokalbaserede numre ikke begejstrer i lige så høj grad, så er de interessante tilføjelser til Malones musikalske palet. 

Den skarpe inddeling af instrumenterne i distinkte enheder skader dog helhedsindtrykket. En del af mig ville ønske, at de tre forskellige instrumentationer havde fået lov til at samspille, i stedet for altid at være separerede. En anden del af mig savner den monolitiske hengivenhed til én stemning, som fokus på kun én af instrumenterne kunne have givet. I stedet hæmmes indlevelsen. Lytteren sættes i ét humør, og derefter et andet, nærmest så snart nummeret har formået at krybe ind under huden.

Indrømmet, det er lidt et luksusproblem. Og kan man se bort fra denne i det store hele mindre anke, så er All Life Long fyldt med materiale, der ikke bare understøtter fortællingen om Malone som en singulær stemme inden for sit felt, men også peger i nye, endnu ikke helt udforskede retninger.

Playliste

My name is Paul Hillier – would you like to see my playlist?

11. february
© Ditte Capion

»For me music is an irregular yet life-long event that requires constant attention in the form of private preparation, rehearsals with others, and performances to audiences.« 

Theater of Voices' founder and artistic director Paul Hillier is originally from England and was educated there Guildhall School of Music and Drama in London. During his career, he has worked as a conductor, singer, teacher, editor and writer. In addition to being the founder of the legendary Hilliard Ensemble, he has been chief conductor for i.a. the Estonian Philharmonic Chamber Choir, is artistic director of The National Chamber Choir of Ireland, and has been chief conductor of Ars Nova Copenhagen since 2003. Paul Hillier has completed more than 200 CD/DVD releases and has won two Grammys. Honors include OBE (Order of the British Empire), The Order of the White Star from Estonia and the Knight's Cross. This week Paul Hillier turns 75.