Rudy bliver kun få dage gammel og dør længe før den dag, hvor James Joyces Ulysses udspiller sig. Alligevel har han en betydelig tilstedeværelse i den enigmatiske roman. Komponist og instruktør Lasse Schwanenflügel Piasecki vækker ham – næsten – til live igen i forestillingen Rudy.
I Piaseckis hænder er Rudy blevet til et lillebitte, flimrende hologram, der kravler ud af en guitar, hvorpå størstedelen af forestillingen foregår. Sammen med sin far – en forpjusket hånddukke – gør Rudy guitaren til en legeplads: Strengene er et sjippetov og armen en form for hinkerude. At man med en tydelig forsinkelse kan høre danseren Paulina Šmatláková lave Rudys muntre og barnligt spjættende bevægelser et sted bag bagtæppet, bidrager kun til den knugende melankoli, der fylder stykket: Som i romanen er det kun som en uvirkelig hallucination, at Rudy kan træde frem.
Melankolien bliver om muligt endnu mere massiv af musikken, der består primært af klimprende guitar og et orgel så diskret som den lette summen fra et køleskab. Også musikken flimrer et sted mellem tilstedeværelse og fravær.
Stykket varer godt og vel en halv time, og er på den måde hverken kvantitativt eller kvalitativt et kæmpe værk. Mindre kan også gøre det: en gammel historie, en simpel ide, en simpel udførelse. Få romaner har som Ulysses en aura af utilgængelighed og urørlighed, men Piasecki insisterer på at finde frem til en skrøbelig kerne af menneskelig ømhed midt i det mastodontiske værk. På en måde kunne jeg have ønsket lidt mere at sætte tænderne i. Samtidig virker det som et greb, at selve forestillingen er som et minde, der aldrig rigtigt materialiserer sig. Selvom Rudy hurtigt forduftede, sad jeg ikke uberørt tilbage.
Endelig, efter deres koncert i Den Sorte Diamant for tre år siden, er samarbejdet mellem den danske guitarist Jakob Bro og den japanske perkussionist Midori Takada ude i albumformat – og det skuffer bestemt ikke.
Deres venskab kan umiddelbart virke overraskende, givet deres forskelligheder, men あなたに出会うまで / Until I Met You viser, hvordan det bygger på en fælles evne til at lukke øjnene og lytte. De giver hinanden plads til at udfolde det, de gør bedst: Bros simple, men raffinerede melodier og Takadas magiske lydflader. På titelnummeret skitserer Bro med akustisk guitar og sparsomme noder stregerne, som Takada fylder ud med boblende marimba og gong. På »A Brief Rest of Sisyphos« vender rollerne – her skaber Takada rammerne, mens Bro tilfører detaljerne.
De sublime søsternumre »Landscape II, Simplicity« og »Landscape I, Austerity« er mere abstrakte end de foregående værker. »Landscape II« emmer af håb og længsel med klangfulde chimes og perkussion, mens et midterstykke med guitar og klaver folder sig ud i melodisk harmoni. »Landscape I« bærer samme længsel, men med en mere melankolsk tone; en blidt bølgende marimba understøtter et vidunderligt smukt guitarstykke. Begge numre rummer en tydelig respekt og ømhed mellem musikerne: Bro og Takada lytter til hinanden med sjælden nærvær, og sammen skaber de noget helt særligt.
»Music to me is – having spent a lot of time listening, composing, and thinking about it – still, essentially, a mystery.«
»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«
Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.
»Music for me is a universal tool for opening myself for feelings. It may be anger. It may be happiness or sadness. Music may make you wanna dance or cry. But it never leaves you indifferent to the emotional load it brings. Good music, at least. Music may tell stories. It may as well be a background, or a soundtrack for the moment, for the day, for life. That being said, music for me is a company for everyday. And I’m quite lucky that it’s my company at work as well, I guess.«
Jan Janczy is a Polish journalist and radio host at Radio Nowy Świat. His main fields of professional interest are Northern Europe, international affairs and music. He interviewed among others 3x Grammy Awards winner Fantastic Negrito, Röyksopp, Alabaster DePlume, Archive, Trentemøller and Mogwai. In 2024 together with JazzDanmark, Kultur(a) and Radio Nowy Świat he released a podcast series devoted to the history of Polish-Danish jazz connections. He is a Swedish philologist by education.
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
