It is always a huge risk to re-interpret classical icons and drag them onto the contemporary scene, especially if you are an award-winning composer and musician of international fame, such as the Norwegian Elvind Buene. Classical music, like all genres, has its small circle of purists and aficionados that are prompt to flag down any attempt to move the statues they adore out of their mausoleums. And this is exactly what Eivind Buene does in his Schubert Lounge album.
The title itself announces an unorthodox approach to the famous German Romantic musical genius: a lounge is not exactly the type of room or architectural installation one would immediately associate with Franz Schubert. But what Buene points to is that Schubert’s music, and more specifically his songs, the famous lieder sung by Kathleen Ferrier and Dietrich Fischer-Dieskau, are about intimacy and that they can be heard today in the half-lit comfort of a lounge, as they were in a salon by candlelight.
There are ten songs on the album, all with their titles in English and without the corresponding German name. For instance, we have »The Sea« and »Beautiful Moon«, which are (very well) known as »Am Meer« and »An Den Mond«. The songs themselves are translated (or adapted) into English, turning the whole project into a singular musical object, which totally deconstructs the traditional prison walls of music history.
Eivind Buene’s voice does not compare with Ferrier’s or Fischer-Dieskau, and it doesn’t even try to. By re-arranging harmonics in modern dissonances and replacing the nuances with a surprising flatness of tone, sometimes switching to delicate higher notes, Buene tells us that classical music is not what we assume it to be: a motionless monument that keeps repeating itself. Turning Schubert into a transnational composer is a radical choice, and a real dangerous one, the risk being to be laughed at, shunned or, even worse, ignored. A Norwegian artist deciding to sing 19th century German lieder translated into English in 2022 is not just an act, it is a radical manifesto. As Buene has written in an article published online, »Music is always now in the sounding moment. Music is, in a sense, a history of unfinished work.«
And this album absolutely proves it.
Mit navn er Josephine Philip – vil du se min playliste?
»Musik for mig er der, hvor jeg kan fordybe mig og udforske. Musik kan give energi og skabe ro. Jeg holder meget af at lytte til musik, både live og indspillet, og jeg elsker at lave musik, skrive og skabe, og mest af alt elsker jeg at synge. Musik for mig skaber forbindelse til andre mennesker og giver mulighed for at dele en oplevelse, og det er smukt!«
Josephine Philip er sanger, komponist og performer og en aktiv del af den danske musikscene i en række forskellige samarbejder. Hun var halvdelen af den dynamiske duo JaConfetti med Ane Trolle, grundlægger af kvinde-ska-bandet Favelachic, en del af pop-noir duoen Darkness Falls, og hun har skrevet musik og optrådt med Trentemøller. Josephine Philip er den ene halvdel af performanceduoen Philip | Schneider, som lige nu laver musik til danseforestillingen Planètes i Reims, Frankrig. Desuden driver hun sammen med Hannah Schneider plade/kunstselskabet Midnight Confessions, hvor hendes første soloalbum We Get Lost And Found udkom i 2022. Josephine er også radiovært på DR P8. Lige nu arbejder Josephine på sit andet studiealbum.
Mit navn er Simon Steen-Andersen – vil du se min playliste?
»Jo mere jeg forsøger, jo mere umuligt synes det at definere eller overhovedet at indgrænse 'musik'. Jeg har ofte små epifanier omkring delaspekter – fra det rent akustiske eller perceptions-fysiologiske til dens egenskaber som bærebølge eller (repertoiret) som en form for fælles underbevidsthed, men formår ikke at sætte det på skrift. I forbindelse med min aktuelle playliste, kan jeg nævne, at jeg ved opførelser af historiske værker ofte får et sug i maven af clashet mellem det sprællevende nærvær og den enorme afstand til en helt anden tid, en helt anden kultur.«
Simon Steen-Andersen (født 1976) er en Berlin-baseret komponist og iscenesætter, der arbejder med en multidisciplinær tilgang til musikalsk performance og koncertsituationen, hvilket resulterer i værker placeret mellem kategorierne musik, performance, teater, koreografi og film. Han er aktuel med forestillingen Don Juans Inferno, som netop er blevet nomineret til en Reurmert.
Mit navn er Anna Jalving – vil du se min playliste?
»Musik er mit håndværk, min levevej og min store passion. For mig kan musik åbne rum til fantasiens verden, noget magisk og energigivende.«
Anna Jalving er violinist og performer, der beskæftiger sig med musik indenfor en bred vifte af genrer. Som musiker elsker Anna at befinde sig i spændingsfeltet mellem tradition og nyskabelse. Den røde tråd i hendes virke er nysgerrighed. Annas musikerskab kommer til udtryk i hendes kreative projekter Toile, DUO og Quatuor Umlaut, som solist, samt i ensembler og orkestre i ind- og udland. Anna Jalving er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Danmark og The Advanced Master in Contemporary Music i Belgien ved Ictus og Spectra Ensemble 2018-2019.
Vi hedder Smag På Dig Selv – vil du se vores playliste?
»Musik for mig er et privilegie«
»Musik for mig er det fedeste.«
»Musik for mig er noget fucking lort.«
»Musik for mig er venskab.«
»Musik for mig er at køre i bil til Jylland og vente på, at der sker noget.«
Smag På Dig Selv er en trommeslager og to saxofonister. Deres musik er en cocktail af punk, jazz, pop, hip-hop, afrobeat, og endda 90'er-dance. Siden de tre venner – Oliver Lauridsen, Thorbjørn Øllgaard og Albert Holberg – fandt sammen i 2018, er de blevet kendt for at sparke folk ud på dansegulvet og udfordre den traditionelle
Vild med telefoner? Så lyt med. For britiske Beachers har siddet en dag på sit kontor i London og, med sin smartphone, optaget lyden af en fastnettelefon, der venter på, at du taster et nummer, efter du har løftet røret. En uskyldig, men jo også lidt påtrængende lyd: Brug mig, bip-bip-bip-duuuut, nu!
Optagelsen har han klippet op, panoreret rundt, skiftet toneleje på og dyppet i forsinkelse hist og her. Gjort til musikalsk materiale, altså. Og ud af anstrengelsen vokser på Off the Hook små klange og harmonier som fra et selvbygget orgel. Men støjlyde fra kontoret følger med, og det gør det lille album til noget ret hjemsøgt.
Der er hvide knirkelyde, måske fra en stol. Diskante skrig som fra fjerne, undslupne undulater. Korte tasteklik, mystisk stilhed. Efter den harmoniske orgelåbning lader Beachers en dyb bas rumle under opklippede bip. Lægger lag på lag eller gør bratte skift. Det er ikke meningen, det skal være enormt formfuldendt; man skal ligesom mærke, at det er et menneske, der leger med det digitale.
Tålmodigt opbygges små pulseringer, måske endda et beat. Hør hverdagens skjulte fester og drifter, siger musikken, men også: Se, hvad vi kan få ventetid til at gå med, mens vi glemmer, hvad vi egentlig venter på – at nogen tager telefonen, at chefen giver os fri, døden, der indhenter os.
Til sidst høres bare den rå optagelse. Et minuts bip, dut og tilfældig støj. Som om hvert motiv bukker for sit publikum. Hvor sær en udgivelse, hvor nostalgisk på sin vis. Og hvor kreativ.