Nikki Martin og deres ensemble Blue Luminaire breder sig på tværs af stilarter og århundreder, fra tidlig musik til ambient musik via jazz og mere. Men der er et stærkt lydfingeraftryk på dette, deres første album for Bella Union.
Det er et album i ordets sandeste betydning. På tværs af ti tracks trækker Terroirs vejret stødt ind og ud, og man mærker smerten ved hver udånding. Det kræver et pund følelsesmæssigt kød fra lytteren: Hverken emnet eller optagelsens intime karakter tillader rent objektiv lytning. Martins rene kontratenorstemme er lige i dit øre.
Smerte, længsel og en vis følelse af katarsis er hjørnestenene på et album, der med vilje ligger i et slags følelsesmæssigt ingenmandsland – den stramme organisme af stemmer og instrumenter, der sidder fast og svinger mellem to uforpligtende akkorder (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), begrænset af febril homofoni (»Held«) eller styret af antydninger af gamle former som passacaglia (»Falling«). Et bagland af detaljer føjer til denne stemning: Rokoko-vrid, ømt gamba-spil, kurren som fra hængende fugle.
Alt dette tilknappede begær bryder til sidst ud i slutningen af »Worlds«, en pæn kulmination efterfulgt af en rensende epilog »My«. Nogle gange prøver musikken at vride for mange tårer fra et enkelt ord eller gestus. Nogle gange længes man efter udvikling, der vil løsne en sang fra sin faste position (selvom det sandsynligvis ville besejre objektet). Nogle gange er det alt for tæt på at lyde helt slidt. Men med tiden afslører Terroir sig bestemt som et medrivende lyt.
Den finske multikunstner Jan Anderzén har med albummet Hoshi, udgivet under solonavnet Tomutonttu, begået en i sandhed lille stjerne. Ikke kun fordi 'hoshi' bogstaveligt talt betyder 'stjerne' på japansk, men tillige i særdeleshed i kraft af selve musikken. Der er noget kosmisk, men samtidig uendeligt småt, over de lyduniverser, som Anderzén skaber. Som en galakse reflekteret i en vandpyt eller en rumrejse i en raket udformet af en hul træstamme. Synths afgiver travle, varme blip og blop, mens ultrakorte stemme- og instrumentsamples skaber en genkendelig uklarhed. På samme tid artificiel og organisk, blød, rund, kantet, skrattende.
Anderzén har en legesyg tilgang til lyd, som jeg simpelthen knuselsker. Hans musik er underlig på en utroligt behagelig måde. Den hensætter mig i en form for farverig trancelignende tilstand, som kun forstyrres, når jeg, adskillige gange i løbet af albummets spilletid, kommer til at trække på smilebåndet i begejstring over en virkelig god lyd. Synthsene på »Katse osuu sähköön!« Korsamples på »Kesä oli äkkiä ohi!« Milo Linnovaaras fløjte på »Malta lausua ‘AH’!« Og mange flere. Hoshi er et album spækket med mikroskopiske øjeblikke, der tilsammen udgør et flosset, eksploderende, farvestrålende idiosynkratisk hele. En stjernestund på knap 38 minutter.
Emil Friis’ musik til DR-dokumentaren I Skattely fra 2013 er netop blevet genudgivet som enkeltstående album. Friis benytter en sparsom men ekstremt effektiv orkestrering, hvor guitaren, der nogle steder giver associationer til introtemaet fra Twin Peaks, er i partnerskab med en synth.Guitaren kan ofte klare sig med enkle akkordbrydninger over intuitive akkordprogressioner, mens synthen tager sig af de underliggende droner. Musikken er herved alt andet end dominerende og kompleks og resulterer effektivt i en dyster atmosfære. Men der mangler alligevel noget… de billeder, den voiceover, det narrativ, musikken skal skabe stemningen til. Og dette er styrken ved musikken.
Særligt pladens sidste nummer, »Chasing the Man« gav mig et stød. Nummerets intro havde ikke været helt fremmed på et The Weeknd-album, og det drive, der pludselig kommer. skaber en smuk kontrast til resten af Friis’ album. Det er lige før, jeg ikke ønsker, at de nogensinde skal fange ’the man’. Denne jagtmusik er mesterlig! Tror det er første gang, jeg har oplevet, at det at lytte til musikken, har givet mig lyst til at se en dokumentar – jeg ønsker at opleve helheden!
Vokalbruset skærer i hjertet
Na’na’n’n’naa… Tungen slår smut med konsonanter, der strømmer ud af ganen og bliver til et korisk bølgehav. Den panoramiske vokaleffekt er én af multikunstneren Caroline Shaws yndlingslyde. Et skummende brus om de mest intense øjeblikke i hendes kompositioner. »We will be your refuge«, synger vokalensemblet Dekorum dramatisk håndsrækkende i slutningen af tredjesatsen på liveindspilningen af Shaws To the Hands, der også citerer fra Emma Lazarus’ sonnet til Frihedsgudinden. I toppen pibler sopranerne lysende som en fakkel over det frygtsomme ocean.
Endelig en hel koncert herhjemme, der portrætterer den Pulitzervindende amerikanske komponist. Sammen med strygekvartetten Halvcirkel, udvidet med kontrabas, giver Dekorum et sitrende liv til nogle af de mest interessante nedslag i Shaws oeuvre. De to ensembler rammer hver for sig og sammen akkurat den enkle klarhed, som gør at Shaws kompositioner virkelig kan skære sine længsler i hjertet.
Tag bare præludiet til To the Hands. Her forvandler en nynnende chant, der bader i lysende stråler fra overtonestrygere sig pludseligt til et stort tutti – leveret patosfyldt som i en Spielberg-film. Selvfølgelig efterfulgt af na’na’n’n’naa. Hårene rejser sig!
Desværre drukner en del af de mere subtile detaljer i rumklangen fra Musikhusets sal. Det er specielt synd for strygekvartetterne. Det imponerende pizzicatostillads, som Halvcirkel bygger med milimeterskarphed i den svære triodel i menuetten Entr’acte, fornemmer man først rigtig, når det bliver væltet til sidst. Udgivelsen ender altså på godt og ondt som lyden af noget, man er gået glip af.
Er det i virkeligheden en programerklæring, londoneren Aya Sinclair lægger ud med på sit første album i eget navn? Oven på en industriel cirkulation af strøget metal indtaler hun med let forvrænget stemme kække remser, der minder om Alice i Eventyrland. »Me, more, me, more; tick tock goes the broken clock.« Det lyder som en afsked med klubben, et løfte om spartansk lyd, fri puls og drilsk iscenesættelse.
Pilen peger på im hole da også mere i retning af forsvindingsnumre end af dansegulvet. Bevæger vi os endelig ind på klubben, er det til en fest, hvor DJ’en spiller på hospitalsudstyr og kun slangemennesker forstår at bevæge sig langs musikkens kubistiske linjer. Aya modulerer sin stemme i flerlagede bølger, reducerer basmønstre til konturer uden hverken bund eller top og holder de melodiske elementer i stram snor som nøgne sinusmonitorer.
Nærmest programmatisk er enkelheden halvvejs inde, hvor et banalt motiv vokser ud af en anslagstung sløjfe. Gradvist forlænges de fire toner fra rent anslag til møntklingende synth, mens deres klang og stemning gennemløber den ene forvandling efter den anden. Derefter følger så fem minutters monolog, en videreførelse af introduktionens legesyge poesi; Aya har i den grad bemægtiget sig vokalen med sit nye album.
Allerherligst er måske den helt kranienære »tailwind«. Her dominerer et klikkende faldmotiv lydbilledet totalt, fuldstændig som at høre bolsjemasse med kuldioxid poppe i munden. Dét, og Ayas elektroniske forsvindingskunst, bliver man let afhængig af.
Ild slukker som bekendt ingen ild. Men tænkes kan det, at et endnu større flammehav tvinger omverdenens øjne op og får den til at reagere. Megen kunst fungerer ud fra netop den præmis: forstørrelsesglassets diktat.
Således også hos Mathias Monrad Møller. På et originalt og iltert portrætalbum rigt på abstrakt vokal kaster han sig over ildspåsætterne Bush og Trump, men bærer kun ved til bålet: Musikken er lige så uforsonlig, som den politiske debat længe har været det.
Det gælder også, selvom flere af værkerne arbejder med et opbyggeligt ønske om at sætte musikerne fri af det klassiske partiturs lænker. Fornemst ved udgivelsen – som vel var sidste års allermest dristige – er dog, at Møller ikke blot vrænger forudsigeligt ad verdensordenen. I stedet lykkes det ham på sin vis at opløse den.
Bush seniors båndede tale om stor- og frihed bliver loopet til et manisk refræn gennemhullet af krigeriske orkestrale sløjfer. Som om verdens mægtigste stemme desperat prøver at overbevise ikke befolkningen, men sig selv. Det er infernalsk fængende.
Senere forvandles Tiffany Trumps rosende ord om hendes far over 24 minutter til en vokalt fragmenteret tåge med enkle digitale spejlinger – puf, amerikansk politik destilleret til en feberdrøm.
Møllers musik vil dele vandene. Den er politisk, men også raffineret. Nogle gange er den en prøvelse for lytteren med uforfærdet nedbarberede koncepter og tyskskolet musikalsk logik. Heldigvis er den også morsom, gennemtænkt, viljefast og ganske enkelt umulig at ignorere. Ilden brænder.