En strygekvartet består af fire musikere, og en klarinetkvintet af fem, men den danske komponist Rune Glerups (f. 1981) nyindspillede værker for begge ensembler får en til at tro, at deres antal er talt forkert, for lidt. Glerup, som sidste år modtog Nordisk Råds Musikpris for sin violinkoncert Om lys og lethed, skriver kammer- og orkesterværker, der ofte er præget af flerdimensionalitet: En klangidé gentages vedholdende i ændrede fremtoninger, hvilket giver fornemmelsen af, at komponisten udforsker forskellige facetter af en fysisk form. De to værker på Perhaps Thus the End – fremført af den fremragende Quatuor Diotima og klarinettisten Jonas Frølund – er dog lige så meget en demonstration af det ekspansive indre som af overfladens udstrækning.

De syv satser i strygekvartetten (som har givet navn til albummet) er opkaldt efter linjer fra Samuel Becketts sene prosaværk Stirrings Still. Lange toner og galopperende motiver skifter gnidningsfrit mellem ensemblets medlemmer og skaber en klang, så gruppen synes fordoblet i størrelse. Tonesproget er til tider mekanisk, men aldrig automatisk, og ligner snarere ballettens former. Glerup er en omhyggelig mester i tekstur, der finder elegance i utraditionelle lyde gennem ferm lagdeling – eksempelvis, når en harmonisk pizzicato i en senere sats bryder strygernes knirkelignende klang, inden ensemblet pludselig bevæger sig ind i stilheden.

På den overraskende vanedannende »Still Leaning Towards this Machine« – sandsynligvis en af de få gange, en nutidig klarinetkvintet har opnået denne betegnelse – forstærkes ensemblet af elektronik gennem en subtil, hakkende resonans. Hvilket resulterer i, at orkesteret i tre lystige satser lejlighedsvis forvandles til en slags paranormal harmonika. Det er en vidunderligt sær effekt, som partituret, på en lige så sær måde, leverer med en næsten alvorsfuld mine – endnu én af mange givende overraskelser på denne fremragende udgivelse.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis. 

Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.

Vi går rundt i en have: Der er mørkt, palmer og bregner overalt, oplyst af infrarødt lys og påsat sensorer, så planterne skaber knitrende noise. Rødt blinkende lys over hovedet ligner droner. Velkommen til verdens undergang. Og verdens start. Vi ved det ikke helt. Måske er det en seriøs ravefest, som er gået i stå. Ligesom technoen i filmen An Invitation to Disappear, som foregår i en sydøstasiatisk olieplantage, udvisker nat og dag – gør sanserne lullende sårbare og medgørlige.  

I 90’erne lød altid Erik Saties triste klavermusik i DR-udsendelser om klimakatastrofer. Her – i begyndelsen af et nyt kaotisk år – kan man forsvinde ind i udstillingen Solarstalgia skabt af den fransk-schweiziske kunstner (og Olafur Eliasson-elev) Julian Charrière. Og sanse livet i en apokalyptisk efterverden med alle dens ildevarslende lyde, sådan helt immersivt og altomsluttende – for det er sådan, vi i dag måske kan lære lidt om de geologiske kræfter og forandringerne i naturen omkring os. 

For enden af Arkens lange udstillingsrum drages blikket af en onyx-kampesten, som udsender lys (værket Vertigo). Når man nærmer sig noget med lys, bliver man grådig. Griselydene, man hører, stammer fra vulkaner i Etiopien og Island. En fortærende lyd. Ligesom hele udstillingen på raffineret vis adresserer både øjne og technoglade ører.

Mens mange stadig sukker efter at se en fuld Sort Sol igen lyse på den mørkegrå danske himmel, har bandets evighedscrooner Steen Jørgensen, sammen med sin lige så gode halvdel, pianist Marina Botes, skabt musik, der er noget helt andet – noget dybere. Og ja, jeg har set ord som »prætentiøs« og »kedelig« slynget efter duoen, men intet af det hæfter sig på deres nye udspil, som er en serie af intime suiter, hvor Jørgensens spoken word væves sammen med Botes’ fantastiske klaverspil. Hvis ambitionen er at bygge bro mellem det klassiske og det elektroniske, så lykkes det med overbevisning.

Som lyriker, der bevæger sig i samme natsorte landskab som Jørgensen, må jeg kippe med hatten for de stærke, poetiske billeder, der præger Dråberne 5, 7, 8 og 11. Især på pladens længste skæring, den dramatiske »Hul – Dråberne 7«. Mens Jørgensen fabulerer om den indre bys lysende melankoli, bliver musikken en transformation, en forvandlingskugle af ambiente flader, dæmpede strygere og en kvindevokal, der smyger sig ind som en skygge – indtil sangen stiger i dramatisk tempo, med fokus på tekstlinien »En nat i indre kvarter«.

Musikken holdes primært i klavertungt terræn, hvor Botes’ tangenter finder ro i dæmpede pedalslag og lette strygere. Kun i sjældne øjeblikke bryder kompositionerne frem, som på åbneren »Glemsel – Dråberne 5«, hvor kammerorkester og jazzede breakbeats skaber en dragende og nærmest filmisk stemning. 

Dråberne 5, 7, 8 og 11 er et dragende, inspirerende og decideret lækkert eksperiment, hvor kærligheden mellem de to kunstnere mærkes i hver tone. Hvis det her er Jørgensens karriere-vinter, tager jeg gerne imod flere mørke varme øjeblikke.