K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.

Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid. 

I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.

Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift.