kortkritik

Pulsar i (meget) roligt pulserende åbning

Pulsar Festival: åbningskoncert

Festivalplakat for Pulsar Festival 2021. © Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Sune Anderberg. © Alexander Banck-Petersen

11. march

For et år siden var Pulsar den sidste festival, der blev afholdt inden nedlukningen. I dag åbnede den så i en superslank udgave kun for den allermindste kammermusik, og åbningen var også rent tematisk et studie i enkelhed.

Først James Budinichs White Stone, en flaskepost fra den amerikanske minimalisme med sit hakkende tonegitter i violinen ledsaget af et blødt elektronisk klangtæppe. Den manglende kritiske refleksion over arven gør mig jo nok lidt rastløs, må jeg indrømme. Jeg spejder forgæves efter et strukturelt argument eller en klanglig ambition, der rækker ud over meditationen.

Lige så enkelt, men dog mere brutalistisk, er Ida Lundéns DadoDado for guitar, som hamrer marcherende repetitivt af sted. Et typisk studieværk, vel, med sin grundlæggende undersøgelse af instrumentet, men meget afgrænsede form; jeg glæder mig glubsk til at høre mere. (Opd.: Nå ja, kort var værket, men »studieværk« er måske lidt malplaceret, når Lundén selvfølgelig ikke er studerende. Beklager.)

Og så: Rob Durnins W’hood Thunk Kit for berøring af et flygel, aftenens højdepunkt. Tangenterne brugt som guiro, et instrumentalt teater med begge ben placeret i stilhedsgenren. Her er der lidt mere på færde rent formmæssigt, og tak for det: for den tålmodige granskning og stiliserede leg.

Loïc Destremaus Saxocloned for, ja gæt selv, går klangligt til værks, en klagende saxofonsirene med klapren og overtoner, der udvikler sig til en ret charmerende leg mellem fjerne ekkoer og nære pusterier med sin selvkloning. Og som leder oplagt over til Adrianna Kubica-Cypeks Into the Whale’s Eye for duvende basklarinet og metallisk liveelektronik, et værk med en ro, der lægger an til en længere samtale mellem de to solister, men hurtigt er ovre. Ligesom koncerten. Men så er vi da i gang, og hurra, altså, for det.

Playliste

Mit navn er Morten Jessen – vil du se min playliste?

25. june

»Musik er for mig et sprog, der har en særlig evne til at åbne sindet og løfte sig op over det talte sprog. Hvis du er tålmodig – eller måske bare heldig – kan musik en sjælden gang bringe dig i en tilstand, hvor tid og sted må overgive sig til det guddommelige.«

Morten Jessen er komponist, multiinstrumentalist og stifter af Nordisk Kirkeensemble. Det genreløse møde med kirkerummet er omdrejningspunktet for Jessens kompositoriske arbejde. Rummet danner ramme om et drømmende og tidsløst udtryk, hvor reminiscenser af impressionisme og nordisk melankoli blandes med kirkerummets klangfarver. Jessen er aktuel med flere værker, heriblandt Kyiv, som i 2024 blev opført ved Kyiv National Philharmonic og på Christiansborg i forbindelse med FN's Internationale Fredsdag. Denne sommer uropføres hans European Solidarity March af Den Kongelige Danske Livgarde og The Presidential Orchestra of Ukraine i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet i 2025. Jessen har spillet og arrangeret for kunstnere som The Savage Rose, Nikolaj Nørlund, Quadron, Phlake, Lukas Graham, Vinnie Who, Iceage, Bisse, Calby og Ulige Numre.

Playliste

Mit navn er Natalia Gordeyeva – vil du se min playliste?

25. june

»Musik er for mig en filosofi. Den kan ændre folks sind, derfor kan den ændre verden.«

Natalia Gordeyeva er en anerkendt ukrainsk violinist og kammermusiker med omfattende international erfaring. Hun har optrådt både som solist og i kammermusikalske sammenhæng på prominente scener som Tonhalle i Zürich, Victoria Hall og FN-salen i Genève, Casa Paganini i Genova og Teatro Filarmonico i Verona. Hun har desuden spillet recitals i Tokyo og Osaka og deltaget i festivaler som Yehudi Menuhin Festival i Gstaad og Jewish Culture Festival i København. Hun gav sin første koncert som 7-årig og debuterede som solist med Kyiv Camerata som 10-årig. Tre år senere optrådte hun med National Philharmonic Orchestra of Ukraine. Efter studier i Genève hos Prof. Kayaleh vendte hun tilbage til Ukraine, hvor hun i 2014 grundlagde Music Arts Academy of Natalia Gordeyeva – den første private musikskole i landet. Skolen blev et forbillede for andre og udviklede sig til et center for talentudvikling og internationale samarbejder med kunstnere som Gary Hoffman, Valeriy Sokolov og Diana Tishenko.

Efter invasionen i 2022 flyttede Natalia til Danmark, hvor hun engagerer sig i humanitære initiativer og arrangerer støttekoncerter til fordel for Ukraine.

kortkritik

Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand

Les Halles: »Original Spirit«

Martin Funder

22. june

Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas.

De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.

Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.

Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.

Playliste

My name is Tomasz Dąbrowski – would you like to see my playlist?

21. june

»Music is the ultimate gateway to presence, a true expression of the moment.«

Praised by DownBeat Magazine as one of Europe’s most versatile and inquisitive musicians, Polish-born, Scandinavian-based trumpeter and composer Tomasz Dąbrowski creates music that whispers before it screams – blending open, lyrical melodies with raw, unconventional trumpet sounds. Dąbrowski has revealed an unceasing curiosity, stretching and expanding his jazz roots in an ever-widening circle of exploration. From the beginning he’s rejected hierarchies, preferring to see creative music as a boundless practice that can accommodate ideas drawn from every spot on the stylistic map. While plenty of musicians pivot toward new directions, sometimes transforming their aesthetic wholesale, Dąbrowski has long revealed a more ruminative and holistic mindset that has allowed him to retain a clear artistic identity through countless projects, whether driven by improvisation or composition.

Playliste

My name is Samyula – would you like to see my playlist?

20. june

»For me, music is an emotional refuge. When I sit at the piano I feel safe, it's where I can release everything I carry inside. It's not about performing, it's about being honest, vulnerable and free.«

Samanta Yubero, known artistically as Samyula, is a composer, pianist, and neuroscientist based in Barcelona. Trained as a classical pianist and holding a PhD in her scientific field, Samyula bridges the worlds of art and science in her work. Her music – often within neoclassicism – blends both serene and intense piano melodies with vivid, dynamic string arrangements, creating emotionally resonant and immersive soundscapes. With a deep passion for both composition and performance, Samyula offers audiences a uniquely powerful and moving experience.